Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Læst udefra

For Suzanne Brøgger handler det om at føle sig levende

Ny norsk bog serverer Suzanne Brøggers liv kondenseret og veloplagt i samtale med journalist og forfatter Alf van der Hagen

Denne måneds mest omtalte fødselar må være Suzanne Brøgger. Hun fyldte 75 år i sidste uge, og hun er DR-aktuel med radio- og tv-program fra Mellemøsten med journalist Puk Damsgård.

Derudover vil det være synd at sige, at der har været stille om forfatteren i år. Med en musikalsk fortolkning af forfatterens liv har skuespilleren Jeanett Albeck trukket fulde huse på Revolver, Østerbro Teater, i København med forestillingen ”Brøgger”, der kommer på plakaten igen i august 2020.

Hun har fået en litteraturbar opkaldt efter sig, nemlig Brøg i Fiolstræde i København, der er kommet nye udgaver af ”Fri os fra kærligheden” og ”Creme Fraiche”, og nu også en norsk bog om hendes liv og værk, der er planlagt til udgivelse på dansk i sensommeren 2020 på Gyldendal.

”Suzanne Brøgger. Samtalememoarer” (Oktober Forlag) er blevet til i samarbejdet med Alf van der Hagen, der i Norge blandt andet er kendt for sine litterære samtalebøger med forfattere som Dag Solstad og Kjell Askildsen. Og at han er på hjemmebane i genren, står hurtigt klart.

Han bevæger sig kyndigt og kronologisk frem i liv og værk med enkelte tematiske afstikkere som et afsnit om de ni mænd i forfatterens liv og en visit til den gamle skole i Knudstrup, der de seneste 50 år har dannet ramme om Suzanne Brøggers liv.

Men spørgsmålet er, om vi overhovedet har brug for flere bøger om et liv og et værk, der allerede er så tæt beskrevet, dels af forfatteren selv, dels af andre, senest Louise Zeuthen i ”Krukke” (2014), der udkom, da Suzanne Brøgger fyldte 70 år.

Den dækker de første 40 år af hendes liv, en grænse, som hun satte sammen med et dekret om, at hendes mand og hendes barn ikke måtte omtales.

Louise Zeuthen havde fri adgang til Suzanne Brøggers arkiver med breve, dagbøger, billeder og avisudklip, men ikke til forfatteren selv. Det havde Alf van der Hagen, der har mødtes med hende over godt et år, i Danmark såvel som i Norge, og mødet mellem en rasende velforberedt van der Hagen og en ditto veloplagt Brøgger er vellykket.

Som den norske Dagsavisen skriver:

”Alf van der Hagens form fungerer som det perfekte valg for formidling af dette fænomen i nordisk litteratur. Han er den anonyme stemme, der hele vejen igennem sørger for at holde samtalen på sporet. Hans spørgsmål tvinger Suzanne Brøgger til at tale klart. Han konfronterer hende med tidligere udtalelser og handlinger og får forfriskende svar.”

Og der er masser af begavede svar i Suzanne Brøgger. Både når det gælder fortid, nutid og fremtid.

Hun fortæller om sine aner og arvesynden, om fremmedgørelse og dobbelthed, om myter, masker og slør, om det intellektuelle og det sensuelle, om sin kærlighed til sin mand og sit barn, om moderrollen og MeToo, om den skabende proces og sine værker og ikke mindst om at leve sit liv som både en offentlig person og et virkeligt menneske, om provins og metropol, om det æstetiske, det etiske og det religiøse, om ytringsfrihed og identitetspolitik, om valgslægtskaber, dødsforagt og dødslængsel – alt sammen med den ”healthy sense of humor”, som den amerikanske forfatter Henry Miller i et brev roste hende for at være i besiddelse af.

Suzanne Brøggers melankoli er altid munter, det handler om at føle sig levende, og hun er, konstaterer hun, en ja-siger, hvis motto er ”semper ardens”, ”altid brændende”, livet skal altid brænde, og Alf van der Hagen antænder hende dygtigt i sin skrift. Man kan både se, høre og mærke hende, og det er en kunst i samtalebogens ellers lidt stive form.

Det er ikke en kritisk eller konfronterende stil, han anlægger, men han er godt klædt på og styrer, uden at dominere, uden at forfalde til selv at træde frem på scenen for at stille sin imponerende viden og research til skue, og Suzanne Brøgger siger bramfrit fra, når hun ikke vil længere ind i et emne. De klæder hinanden godt og bedst, når Suzanne Brøgger forholder sig spørgende, tøvende og nuanceret, ikke når hun er kategorisk og forfalder til lidt for åbenlyse kausalforklaringer.

Om ”Krukke” siger Suzanne Brøgger:

”Den baserer sig på den første halvdel af livet, som man ikke har så stor indflydelse på. Det er de kort, som man er blevet givet. Anden halvdel handler jo om, hvordan man spiller sine kort.” Og det viser Alf van der Hagens ”Suzanne Brøgger. Samtalememoarer” på fineste vis.

I ”læst udefra” omtaler vi en aktuel bog fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.

Alf van der Hagen antænder hende dygtigt i sin skrift. Man kan både se, høre og mærke hende, og det er en kunst i samtalebogens ellers lidt stive form

Lotte Kirkeby