Brøgger udstiller Det Danske Akademis problemer. Og det er hverken kønt eller retorisk tilstrækkeligt

Der må være plads til Marianne Stidsens holdninger. Kun sådan har Det Danske Akademi – og den danske litteraturdebat – en tålelig fremtid

Brøgger udstiller Det Danske Akademis problemer. Og det er hverken kønt eller retorisk tilstrækkeligt
Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.

En tåkrummende farce udspillede sig sidste forår, da fire medlemmer af den prestigiøse litterære institution Det Danske Akademi valgte at trække sig fra det gode selskab i barnlig protest over, at der findes mennesker med andre holdninger. Stridens kerne var litterat og lektor ved Københavns Universitet Marianne Stidsens optræden i den offentlige debat som kradsbørstig kritiker af blandt andet MeToo-bevægelsen og den omsiggribende identitetspolitik. Ud over de fire afhoppere – Ida Jessen, Jens Smærup Sørensen, Astrid Saalbach og Suzanne Brøgger – underskrev yderligere fire medlemmer en erklæring, der opfordrede bemeldte Stidsen til selv at træde ud af akademiet.

Hermed føjedes et beskæmmende kapitel til akademiets tumultariske historie, der har budt på ikke så få ideologiske og æstetiske sværdslag gennem tiden. Historien viser, at bølgerne ofte har gået højt i baronesse Blixens højbårne stuer, uden det tidligere har ført til så fornærmet og hypersensitiv en smækken med dørene. Og sådan må det nødvendigvis være i et akademi, der er sat i verden for at ’virke for dansk ånd og sprog’, som Det Danske Akademis fornemme erklæring lyder. Det burde være en selvfølge, at akademiets medlemmer kan tænke og tale frit. At akademiet som forbillede for kunstnerisk og demokratisk dannelse ikke alene rummer, men også fremmer sund dissens. Men sådan er det altså ikke længere.

Hvis man et øjeblik gik og troede, at det næppe kunne blive mere uciviliseret henne i den finkulturelle forening for censur, så må man tro om igen.

Kathrine Maria Amann

Hvis man et øjeblik gik og troede, at det næppe kunne blive mere uciviliseret henne i den finkulturelle forening for censur, så må man tro om igen. For nu melder Suzanne Brøgger sig atter på banen med et endog temmelig afslørende indblik i akademiets interne stridigheder i sin nye bog, ”En forfatters dagbog 2010-2020”. Her falder det sidste mayaslør af civilisation, når hun folder sig ud i et fuldtonet personangreb på sine meningsmodstandere i akademistriden.

Der tegner sig hurtigt et billede af en dyb indre splittelse med to klart definerede fløje i akademiet. På den ene side står ”ytringsfrihedsfundamentalisterne” med ”Gøg og Gokke” i front – Brøggers egne øgenavne for lyriker og daværende akademisekretær Søren Ulrik Thomsen og professor og forfatter Frederik Stjernfelt – og på den anden side står Brøgger selv sammen med stort set alle andre akademimedlemmer. Konflikten, som sidste år altså udmundede i den totale nedsmeltning, har rødder helt tilbage i Muhammed-krisen, hvor Stjernfelt fem år senere i 2010 stadig ligger i åben skyttegravskrig med et andet akademimedlem, forfatter Klaus Rifbjerg.

Brøgger står tydeligvis på Rifbjergs side i striden om ytringsfriheden, og hun er flittig til at finde på nedsættende tilnavne og karaktermordslignende karakteristikker af sine modstandere, ytringsfrihedsfortalerne Stjernfelt og Thomsen, i oprulningen af konflikten. Blandt andet kalder hun dem konsekvent for me-shugge Stjernfelt og schlemihl Thomsen, som betyder noget i retning af ”skøre Stjernfelt” og ”Thomsen, som har solgt sin sjæl til Djævelen”. Også tilnavne som ayatollah og den lille kørelærer får Stjernfelt og Thomsen med på vejen i Brøggers puerile personangreb. Men perfiditeterne stopper ikke ved øgenavnene. Som det ultimative argumentatoriske selvmål og tegn på retorisk utilstrækkelighed kaster Brøgger sig ud i en pinlig udskamning af akademikollegernes fysiske fremtoning. Gøg (Stjernfelt) ligner ”hængt wienerbrød”, mens Thomsen er ”tomatrød i hovedet, så man frygtede for, at han skulle eksplodere. Purple haze bliver han kaldt.”

Også Marianne Stidsen står for skud i Brøggers dagbogsvendetta. Hun er både Horace Engdahls danske handskedukke, der har deponeret sin hjerne, og et bindegalt kvindemenneske på social deroute. Jo jo. Der er nu noget kuriøst over, at en ellers så tonefølsom type, der end ikke kan være i stue med dissidenter, sådan lader sig nedsmelte i grov og grænseløs nedrighed. Men hermed slås det endegyldigt fast, at det for Suzanne Brøgger og meningsfæller aldrig har handlet om ordentlighed i tonen, men alene er et spørgsmål om konsensus og holdningsdiktatur.

Et sted i dagbogen står der: ”Også Det Danske Akademi er nu imploderet som et magttomrum, hvor Horace Engdahls danske handskedukke helt har taget over. Flere føler sig mobbede og udmattede af denne radikaliserede enfant terrible. Jeg selv oplever, hvordan Blixens dagligstue i den senere tid har forvandlet sig til en bodega. Thomsen vil jo altid sige, at der skal være plads til uenighed. Lidt Det Fri Gymnasium-agtigt. Men for mig at se handler det om stil.” Og senere i samme dur: ”Kan man kun vælge folk ind, man er enig med? Spørger Thomsen retorisk. Men man kan hverken være enig eller uenig med vås. Man kan kun vælge mennesker ind, der er i besiddelse af det, der i gamle dage hed ’hjertets dannelse’.”

Perfiditeterne stopper ikke ved øgenavnene. Som det ultimative argumentatoriske selvmål og tegn på retorisk utilstrækkelighed kaster Brøgger sig ud i en pinlig udskamning af akademikollegernes fysiske fremtoning. 

Kathrine Maria Amann

Nu lader det ikke til, at denne stil og hjertets dannelse har fundet vej til Brøggers bodega af en dagbog. Men mere slående er den arrogance, hvormed enhver meningsdivergens rask væk affærdiges som ”vås”. I stedet for at fægte med åben pande vil man hellere presse perfiditeter ud mellem sidebenene på tryg dagbogsafstand – hvem sagde mobning? Det havde klædt Brøgger – og resten af det vingeskudte akademi – hvis man havde haft mod og format nok til at omfavne et løsgående missil som Stidsen og i stedet mødt hende med saglig kritik. Kun sådan har Det Danske Akademi – og den danske litteraturdebat – en tålelig fremtid.