”Badehotellet” er faktisk en forfriskende fornyelse

Vi lever i en tv-serie-tid, og det kan være svært at skelne skidt fra kanel. Og anmelderne er ikke altid til nogen hjælp

Københavneranmelderne kan ikke se kvaliteterne ved ”Badehotellet” med Bodil Jørgensen med flere, men den er faktisk en forfriskende fornyelse. -
Københavneranmelderne kan ikke se kvaliteterne ved ”Badehotellet” med Bodil Jørgensen med flere, men den er faktisk en forfriskende fornyelse. - . Foto: Scanpix.

Hjemme hos os følger vi med fornøjelse ”Badehotellet” på TV 2, der nu er gået ind i sin tredje sæson. Fra seriens start er den blevet kritiseret massivt af anmelderne på - man fristes i dette tilfælde til at sige københavneraviserne - Politiken og Berlingske.

Hvad er der galt? Skuespillerne overspiller; solen skinner altid; replikkerne virker tydeligt skrevne; serien rummer ingen formmæssig fornyelse, den er ren Morten Korch, folkekomedie, ugebladet Hjemmet; intrigerne er små i en smuk og nationalromantisk billedindfatning.

Det er vist fair at antage, at den nyligt overståede serie fra DR, ”Broen III”, er det positive modstykke for københavneraviserne. Politiken storroste serien, og Berlingske anmeldte hvert eneste afsnit, som om det var en begivenhed, der kunne sammenlignes med Leif Panduros tv-spil, der lagde gaderne øde i 1970'erne. Vi er ikke kostforagtere, så vi fulgte også ”Broen III” med spænding.

Da en meget stor del af seriens forskellige underplots ved dens afslutning viste sig at have været ren staffage, der blot hektisk og mekanisk skulle drive handlingen frem, følte vi os dog noget skuffede. I et glimrende ”åbent brev” til Politikens anmelder Henrik Palle, trykt den 1. december, fremdrog avisens egen medarbejder Marcus Rubin alle de mange og indlysende urimeligheder ved ”Broen III” og undrede sig såre over den positive bedømmelse.

Det havde anmelderen dog kun hånsord til overs for.

Hvis man på et mere principielt plan analyserer anmeldernes kritik af ”Badehotellet”, hviler den på en blanding af realistiske og modernistiske kriterier: Serien er ikke troværdig i sin virkelighedsgengivelse, og den er ikke formmæssigt fornyende, men gammeldags kliché og genrestykke.

Man kunne da formode, at ”Broen III” er troværdig og original, men for mig at se er den blot kliché og skabelon på en anden måde, der åbenbart ikke bemærkes, fordi den flugter med den for tiden gode smag.

Hvor solen altid skinner i ”Badehotellet”, er vejret altid gråt og regnfuldt, hvis det da ikke er mørk nat, i ”Broen III” og i andre moderne serier som ”Forbrydelsen” og ”Bedrag”. Hvor der overspilles i ”Badehotellet”, underspilles og mumles der konsekvent i de moderne serier. Politiarbejdet i de sidstnævnte er altid utroværdigt til langt op over skorstenen, og store dele af plottet i ”Broen III” var som nævnt irrelevant og rent alibi.

Folkekomedie kan man ikke kalde det, men så da folkekrimier, relativt uoriginale skabeloner, der kopierer fra utallige andre serier. De emmer af tidstypisk tidsånd, og det er måske reelt det, der er anmeldernes kvalitetskriterium.

Hvis vi bevæger os op på karakterniveau, dyrker utrolig mange moderne serier den problematiske helt/heltinde, som har en form for psykisk lidelse og derfor måske også særlige evner. For en generation siden var det en fornyelse, at politiefterforskeren også var et almindeligt menneske med private problemer.

Nu om dage er opdageren selv problemet, i Saga Noréns tilfælde med en aspergerdiagnose, der ret usympatisk malkes for al tænkelig komik og freak-show.

Figuren kan udnyttes med bravour, som det sker i den amerikanske spion-serie ”Homeland”, og allerede Sherlock Holmes var lidt af en sær snegl, men når der går 12 diagnosticerede detektiver på dusinet i moderne serier, har vi vist ikke længere med hverken realisme eller modernisme at gøre. Et lige så typisk træk er den overmenneskelige skurk, som ene mand gang på gang kan mestre det utrolige og sætte store udstyrsstykker af perverse forbrydelser op som i ”Broen III”.

Han jager opdagerne fra sted til sted uden at begå den mindste fejl eller sætte sig det mindste spor, bortset selvfølgelig fra nøje kalkulerede vildspor. Ikke så troværdigt, men i slægt med konspirationsteorierne som elsker at fornægte det faktum, at virkeligheden som oftest er træg, triviel og fejlbehæftet, selv for onde skurke.

Det er lidt trættende med alle disse formmæssige og motiviske repetitioner i de moderne serier. Så hvad med at lade os få lov til at se ”Badehotellet” i fred? Den er faktisk en forfriskende fornyelse i forhold til mørkets monotone plaskregn i de moderne serier.