"Spændende!"
Ordet falder igen og igen, når professor Erik A. Nielsen skal beskrive pietismens indtog i dansk kirkeliv i 1700-tallet og ikke mindst digteren H.A. Brorsons lyriske fortolkning af den pietistiske passion i salmerne. Brorson ser med hjertet, betoner han, og det er denne særlige puls, der gør hans poesi forførende.
Erik A. Nielsen har brugt den finale del af sit forskerliv til at beskrive den kristne metaforiks århundredlange billedkæder og de spirituelle tekster, der knytter sig dertil. Det har resulteret i det monumentale værk Kristendommens retorik (2009) og monografien Thomas Kingo (2010) og helt aktuelt værket H.A. Brorson, der placerer digteren i den pietistiske vækkelses inderste rødt lysende hjerteblad. Brorson (1694-1764) er kernekraften i epokens fromhedsliv og tager med sit lyriske hovedværk, Troens rare Klenodie, fra 1739 læseren med på en lang rejse ind i kristendommens visionære hemmeligheder for siden at sætte et bevægende punktum med digtene samlet i den posthume udgivelse SvaneSang.
Brorson hører til blandt de fire store salmedigtere, der ud over Brorson tæller Kingo, Grundtvig og Ingemann. Med sin sprøde musikalitet og absolutte lyriske gehør er han måske den største. Erik A. Nielsen har skrevet om dem alle, men lægger ikke skjul på, at Brorson med sit erotiske, ja, fysisk farvede billedsprog er den mest udfordrende. Et forhold, der har at gøre med Brorsons intime forbindelse til den pietistiske vækkelse, som han selv igennem sine mange kongeniale oversættelser fra de centrale tyske pietister bragte til Danmark.
Den pietistiske vækkelse, der ramte Danmark i 1700-tallet, forvandlede ifølge Erik A. Nielsen det nordeuropæiske menneske uigenkaldeligt, fordi den så intenst bearbejdede den menneskelige bevidsthed:
Det er på det tidspunkt, at det uafladeligt selvspejlende menneske opstår, som fører regnskab med alt, hvad det gør, fordi der sidder en frygtelig regnskabsfører højere oppe. Gud fører en kontrabog, og alt, vi svindler med og synes at glemme på vort eget regnebræt, det fører Gud op som bedrageri. Så hvis der er en naivitet tilbage i den europæiske kultur på det tidspunkt, så slides den i stykker af pietismen. Den mennesketype, der forlader 1600-tallet, bliver gennem pietismen fuldkommen forvandlet. Det kan sammenlignes med et syndefald.
Du beskriver det som, at mennesket vender sig indad og begynder at dyrke sjælen. Og trækker en linje frem til Freud, Jung og psykoanalysen?
Der er ingen tvivl om, at pietisternes forestilling om, at der inden i os kører et regnskab hele tiden, overtages af psykoanalysen. Freud har en forestilling om, at intet af det, vi oplever, nogensinde forsvinder igen. Med pietismen kommer det til at betyde, at hvert enkelt menneske bliver voldsomt involveret i det regnskab og ansvarlig for det. Pietisterne begynder at læse sig selv med et gennemskuende blik, og det er skelsættende i epoken. Som Freud beskriver det i sin personlighedsmodel, skal mennesket ikke tro, at det kun har en bevidsthed. Det har også en underbevidsthed. Men hos Brorson hedder den altså Gud eller mysteriet, netop fordi det ikke giver sig til kende i det sprog, som vi normalt betjener os af.
Den europæiske oplysningstid og de borgerlige revolutioner, der følger, betyder en frisættelse af mennesket, der i kraft af viden og fornuft kan forvandle sig til myndig samfundsborger og deltage i opbygningen af de europæiske demokratier. Erik A. Nielsen ser pietismen som en tilsvarende frihedsbevægelse i sit opgør med den gængse opfattelse af pietismen som en undertrykkende og sekterisk religion:
Det lægger jeg stor vægt på. For siger man pietist, så er det i dag nærmest et skældsord. Men mit projekt har været at aflæse pietismen ikke som ydre tvang, men indre tilskyndelse. Pietisterne lever i to verdener på en måde, som det europæiske menneske ikke havde gjort siden antikken. Der er tale om en udadvendthed, som for pietisterne er lig med en fortabthed i verden, og så en indadvendthed, som pietisterne euforiserer i ekstrem grad og med ustyrlige fantasier.
Kunne man kalde pietismen for det indre oplysningsprojekt?
Ja, det hænger sammen med selve lysbegrebet: Lys i dit lys skal vi skue. Lys kan kun ses i lys. Og lys skaber det organ, som det opfattes med. Lyset skaber øjet med andre ord. Det ses også i Goethes farvelære, hvor det at sanse lyset i sig selv betegner en dyb indføjethed i skaberværket. Goethe havde jo pietismen som en del af sin erfaringsverden og personlige dannelse og havde arbejdet sig igennem den mod naturvidenskaben.
Det er derfor, jeg kalder pietismen for en videnskabelig religion. Pietisterne arbejder metodisk på at forstå, hvad åndeligt liv er. Og det i en grad som lutherdommen ikke har gjort før det tidspunkt. Derfor er pietismen på en mærkelig måde også en oplysningsbevægelse. At stille oplysning og pietisme op som hinandens modsætninger er en kliché. Man skal ikke gå i den fælde, for så overser man vekselvirkningen mellem tro og viden.
Denne indre oplysning illuminerer Brorsons salmer. Det er ved at få gnisten til at fænge, at salmerne i sig selv lyses op, og deres dunkle billedsprog i enhver henseende forklares. Erik A. Nielsen bruger betegnelsen krypteret om budskabet i Brorsons salmer. Selvom han har skrevet nogle af de mest elskede i dansk salmetradition som Op, al den ting, som Gud har gjort og Her vil ties, her vil bies, er der et hemmeligt og forborgent kodesprog indlejret i hans poesi:
Det er langtfra alt, som er kodet hos Brorson. Det er modsigelsen i hans forfatterskab. Noget er skrevet pædagogisk i en verdensvendt forpligtelse, ikke mindst over for børn og forudsætningsløse uden uddannelse, de arme små, som også skulle forstå hans digtning.
Men samtidig arbejder Brorson givetvis med gådens æstetik. I slutningen af næsten alle hans salmer er der et sted, der åbner sig mod en hemmelighed. Det betyder, at man skal standse op og få en slags anstød af, at det var da mærkeligt. Men frem for at forlade stedet skal det sætte en udregning i gang, så salmen bliver som en slags åndelig matematikopgave, der går op. Det er en storartet metode, hvormed Brorson fjerner sig fra den ortodokse kristendom, der kan synes forladt af mysteriet.
Det, Brorson og pietisterne gør, er, at de involverer den, der skal løse gåden. Det hedder jo netop at løse gåden, for så længe man ikke har løst den, så er man bundet til den. Pietismen siger: Du komme ikke løs, før end du har gættet mig. Og gætter man gåden, så er man indløst og får en form for delagtighed i åbenbaringen.
Hos Brorson og hans ligesindede er der ifølge Erik A. Nielsen tale om et erkendelsesforløb, hvor den enkelte metodisk tilegner sig den særlige og skjulte visdom, der er nedlagt i teksterne, og gør den til sin egen:
Det er derfor, jeg konstaterer, at pietismen er en videnskabelig religion. Den forudsætter et erkendelsesforløb, der fører frem til frelsen og det, pietisterne anså som en slags kroning, hvor mennesket fik en lysende sejrskrans om hovedet. Brorsons lyriske hovedværk, Troens rare Klenodie, kunne af samme grund omdøbes i et nutidigt sprog til Troens hemmelighedsfulde sejrskrans. Pietisterne ødelægger den jordiske lidenskab med en intens metodik i forventning om, at der er en højere lidenskab. Det er ganske barsk!.
Er pietismen ikke også udtryk for en både individuel og indadvendt religiøs stræben. Hvor er Næsten?
Brorson sammenligner dette erkendelsesforløb med et væddeløb, hvor mennesket løber efter sejrskransen. Men som han skriver: Man kan jo nemt komme til at snuble, og så kommer de andre foran! Og da må man jo spørge: Hvor mange boliger er der så i himlen?.
Du sammenligner den pietistiske religiøsitet med den moderne psykologis forestilling om den dybt personlige individuation, altså en udvikling og forvandling af selvet.
Ja, det, som ingen andre kan præstere for en. Pietisterne er opslugt af Adams tilstand før syndefaldet. Og hvorfor det? Jo, fordi han bliver et billede på den fuldkomne bevidsthed i Paradiset. Og det at prøve at få kontakt med den fuldkomne bevidsthed er et spørgsmål om, at jeg også er Adam, men faldet med ham. Men jeg kan genrejses, og det svarer til det sted i psykologien, hvor den enkelte når sin individuation, altså sin fuldendelse. Jegets højeste individuation i pietismen er den, som Kristus har åbnet for. Og så bliver det pludselig forfærdeligt spændende, for dermed påstår pietisterne at der er en Kristus-identitet i os alle sammen.
Det storslåede ved pietismen er, at Paradiset er noget, vi stræber frem imod. Hvor Freud så længslen efter Paradiset som en regression, altså et tilbageskridt, der ser pietisterne Paradiset som det sted, hvor vi igen kan blive frelst. Vi skal ikke tilbage til moderskødet, vi skal frem til det og forløses i en usigelig salighedstilstand.
Pietismen er i den forstand en vækkelsesbevægelse, hvor man skal blive klar over det, man kun har anelser om, og dermed blive vis. Det er en dynamisk psykologi, der bryder med ortodoksien. I den ortodokse kristendom er du så at sige færdigskabt, men i pietismen er mennesket slet ikke færdigt, men derimod religiøst udfordret. Og det skal vide, at der er store, vigtige kræfter, som har fat i det.
Du skriver smukt om, at Brorson har et blik på tilværelsen, der er forundringsvækkende.
Det er formodentlig grunden til, at Op, al den ting, som Gud har gjort er blevet så populær. Hvad skal jeg sige? Der er da sandelig også grund til at være forundret. For den, der er forundret, bliver klar over, at der er noget at forundres over. Forundring hedder jo med et dyrere ord mysterium. Mennesket bliver med pietismen et mysterium for sig selv. Gud har skabt os som en gåde, som vi på mærkelige måder kan løse. Ikke hvis vi lever som normalkristne, men udsætter os og lever i usikkerhed. Så vil vi komme i berøring med store, farlige og i en vis forstand ødelæggende kræfter, men måske også frelsende kræfter. Jeg mener ikke, at anfægtelser af den art findes i den tidligere lutherdom. Men det er ikke uden risiko at lede ubefæstede mennesker ind i et sådant forløb, hvor de kan blive kastet ud i meget dybe kriser.
Pietismens forføreriskekræfter slår ud i Brorsons poesi som et erotisk billedsprog af en helt særlig sødme- og smertefuld karakter. Det er ikke mindst dette gennemerotiserede billedsprog, der har gjort digteren både fortryllende og for nogle direkte forkastelig.
Hele Brorsons erotisering af passion er en forførelse. Hvordan kunne pietisterne få folk til at sige farvel til alt, der hed øl, steg og dejlige damer, og sige nej til det alt sammen? Det kunne de kun, fordi forkyndelsen er, at vi har meget, meget finere produkter at byde på på den anden side. Og det er netop det, der vokser frem hos Brorson i sidste del af Troens rare Klenodie, hvor pludselig højsangsdigtningen kommer ind og farver hans sprog, og hvor det viser sig, at det at gå i seng med Kristus, det er altså en helt anden sag end at gå i seng med lillefar eller lillemor derhjemme. Der er altså drøn på!.
Denne høje grad af erotisering er hidtil uset. Det er Brorson, der indfører den nye sanselighed i kristen dansk poesi. Det, der kommer ind over Danmark med pietismen, er en erotiseret religion med Højsangen som kilde. Men Højsangen er også interessant, fordi den opløser den traditionelle kønsopfattelse og aftvinger eksempelvis manden at blive en kvinde. Der siges indirekte, at vi mænd skal kontakte vores tvilling, som er kvindelig. Højsangen stiller denne vidunderlige elskovsdigtning til rådighed for Brorson, som forstår at udnytte den til fulde.
Ja, selve liturgien opfattes af Brorson som en formæling mellem menigheden og Kristus i skikkelse af brud og brudgom ...
Kvinderne har selvfølgelig været kvinder hele tiden, mens mændene har været nogle forholdsvis ufortolkede seksualvæsner. Men pludselig får de med pietismen at vide: Du er faktisk Kristi brud! Det sker ud fra forestillingen om, at i et menneske det være sig en mand eller en kvinde der er hjertet hunkøn. Det hænger sammen med, at hjertet hos pietisterne er åndens livmoder. Der går en kanal fra øret ned til hjertet. Og det er igennem den, Maria bliver besvangret. Det vil sige, at kristendommens nye frugtbarhedsprincip ikke er knyttet til sæden, men i stedet knyttet til ordet. Prædikeren hedder af samme grund spermatologos. Han er den, der taler det besvangrende ord.
Både ser og hører pietisterne ikke med hjertet?
Mennesker med visdom og forstand ved godt, at man også ser med sit hjerte. Hvis jeg skal forkorte kristendommen til en eneste sætning, så er det: Lovens stentavler er blevet taget væk og erstattet med hjertets kødtavler. Altså de tavler, hvor loven står i hjertet, og man selv er ansvarlig for at læse dem og dermed forvalte hjertets evner.
Pietisterne går endnu videre i deres fysiologiske forankring af følelse og tro. Hvis vi skal være sande kristne, skal vi tage bad og bolig i Kristi sidesår. For det er via sidesåret, at vi kan se op igennem kroppen til hjertet ...
Ja, det er et sted i pietismen, hvor folk bliver ret bestyrtede! Brorson ser åbningen i Kristi krop som en slags parallel til Jakobsstigen, hvor Guds rige er ved toppen. Kikker man op igennem kroppens åbning, ja, så flammer Jesu hjerte deroppe. Hjertet bliver hos Brorson et fristed i en syndig verden, et lille stykke himmelsk liv i det jordiske, som mennesket får adgang til ved Jesu offergerning. Passionssalmen Jesus ser jeg for mit øje fra Troens rare Klenodie rummer en apoteose på hans hjertesyn i slutstrofen, hvor det lyder:
Saa skal Jesu hierte vide
Som blev aabnet med et spyd,
At hans hiertes aabne side
Er mit hiertes hiertens fryd.
Brorson går videre endnu i dyrkelsen af blodet, ikke?
Det er, fordi blodet fra gammel tid har været det hemmelighedsfulde element. Det menneskelige blod rummer en dyb erindring. Blodet er i en vis forstand den højeste væske, der findes i verden, fordi det rummer hukommelsen i sig. Blodet cirkulerer i kroppen på os, men er samtidig bærer af en erindring. Derfra stammer nadverens forestilling om, at vinen er Kristi blod. Blodet er således ikke kun vort eget, men forbundet med selve det kristne urbillede. At drikke vinen ved altergangen betyder, at vi drages ind i den hemmelighed, der åbner til en guddommelig verden. Vi vender tilbage til skabelsesøjeblikket.
Med Brorson og den herrnhutiske brødremenighed i Christiansfeld in mente: Hvad betyder så honningkagen i den pietistiske kristendom?
Jeg har skrevet til dem i Christiansfeld og spurgt dem: Ved I, om der er en bestemt teologisk begrundelse for de honningkager, I bager? Det er der ingen, som har kunnet svare på. Men jeg har et bud. På det tidspunkt kan man ikke destillere sukker endnu. Man kan ikke bruge roerne eller sukkerrørene, og det vil sige, at der altså er en hemmelighed i sukkerproduktionen, et mysterium at løse. I det tankeforløb bliver bien den lille forvandlingskunstner. Den sødme, som bien skaber ved hjælp af honningen, er lig den tale, som kommer fra mysteriet. Den tanke kan jeg ikke stå for, og det må de have tænkt over i Christiansfeld. I tidens ikonografi kan man støde på afbildninger, hvor bikuben sidder inde i selve Kristi kors på Golgata. I smertens dybeste punkt, ligger der en ny sødme.
k.dk/kultur