Brostrøms livslange parløb med Rifbjerg

Torben Brostrøm adskiller sig fra andre store kritikere ved at have dannet et livslangt parløb med en enkelt forfatter

Torben Brøstrøm er nu 88 år og stadig aktiv. - Arkiv
Torben Brøstrøm er nu 88 år og stadig aktiv. - Arkiv. Foto: Scanpix.

Torben Brostrøm har trofast anmeldt ved dagbladet Information siden 1956, og han er, stadig aktiv, 88 år gammel, velsagtens den længst siddende kritikerkonge i riget. Det skulle ikke undre, om han fortsat spiller en rolle på Information om 10 år, ja faktisk kan man ikke forestille sig dansk litterær kritik uden Brostrøm - den ville i al fald være mærkbart fattigere.

Kendt er hans lavmælte, men distinkte karakteristik af den bog, han har mellem hænderne og tålmodigt undersøger i sin anmeldelse. Kendt er hans aldrig følgagtige domfældelse, hans aldrig urimelige og altid velforberedte dom. Kendt er hans musikalske stil, den vuggende, rolige kadence i sætningsbygningen på en brostrømsk anmeldelse, der netop aldrig bliver rørstrømsk. Hvad nyt kan der altså siges om Brostrøm i denne sammenhæng?

Man kan slå fast, at han skiller sig ud fra alle andre store kritikere ved at have dannet et livslangt parløb med en af Danmarks store digtere, den nylig afdøde Klaus Rifbjerg. Ingen andre kritikere har i samme grad kanoniseret en digter, som Brostrøm har kanoniseret Rifbjerg - og omvendt, fristes man til at sige.

Parløbet begyndte med Brostrøms gennembrudsartikel ”Det umådelige mådehold” skrevet til Gyldendals toneangivende tidsskrift Vindrosen, der netop i 1959 havde fået en ny redaktion bestående af Villy Sørensen og Klaus Rifbjerg. I den aktuelle udstilling på Det Kongelige Bibliotek i København om Rifbjerg kan man i en glasmontre læse Brostrøms brev til Rifbjerg i forbindelse med en korrektur på artiklen, og den indledes med ordene ”Kære broder”.

Brødrene delte tydeligvis overbevisning - nu skulle den forstokkede og provinsielle danske poesi fornyes på en eksplosiv måde efter forbillede i den internationale modernisme.

Året efter udsendte Rifbjerg sit ”svar” på opfordringen, sin gennembrudssamling ”Konfrontation”, og nogle år senere, da Brostrøm fik til opgave sammen med Jens Kistrup at skrive en ny dansk litteraturhistorie, prægede han den slidstærke betegnelse ”konfrontationsmodernisme”, skønt den vel egentlig ikke omfattede meget mere end broderens poesi omkring 1960. Brostrøm skrev flere indflydelsesrige introduktioner til lyrisk modernisme med analyser af Rifbjergs digte, en monografi i to bind om Rifbjerg, ”En digter i tiden” (1970 og 1991), og han har fulgt og båret forfatterskabet i og med sine lydhøre og læsværdige anmeldelser helt frem til Rifbjergs død i år.

Om Rifbjerg i kraft af sin succes som provokatør, dramatiker, filmmand og frem for alt dreven digter med en seismografisk samtidsbevidsthed indirekte har kastet lys over Brostrøm er højst sandsynligt. De har i al fald gjort det nemmere for hinanden at træde ind i og blive stående i rampelyset gennem mere end 50 år og som våbenbrødre i Det Danske Akademi sat en dagsorden for, hvem der var inde, og hvem der var ude.

Eftersom det kun er en mindre, nogle ville sige en lille del af Rifbjergs forfatterskab, som er modernistisk efter en international målestok, er det måske på tide at genoverveje, om Brostrøm i realiteten har været modernismens førende kritiker, som det ofte hævdes.

Kigger man nærmere på hans lidt ældre anmeldelser og slår ned på anmeldelsen af en genuint modernistisk samling digte af Per Højholt som ”PRAKSIS, 2: Groteskens område” (1978), er det påfaldende, hvor undvigende og ligefrem skeptisk han faktisk stiller sig over for det radikale i Højholts sprogteoretiske digtning. Hvor andre indforstået har lovprist digtene som et absolut højdepunkt i dansk modernisme, vurderer Brostrøm dem tøvende som en udenforstående.

Brostrøms svigtende teoretiske beredskab og hans manglende fortrolighed med den elitære og excentriske europæiske modernisme gearede ham aldrig til den avancerede modernisme i dansk litteratur, der udfoldede sig på og omkring forlaget Arena, men også andre steder. Er end ikke dette en nyhed, så er det i al fald et synspunkt, som (endnu?) ikke har vundet bred konsensus.