Prøv avisen
Klassiker

Bruce Springsteen: En frelser med guitar og slidte jeans

Bruce Springsteen trækker blandt andet på sin religiøse opdragelse og bibeltekster i sine sange om den almindelige amerikaners liv.

I fire årtier har den amerikanske sangskriver og atypiske rockstjerne Bruce Springsteen skildret den almindelige amerikaners liv med bibelske referencer og en særlig fortolkning af den amerikanske drøm. Læs eller genlæs dette portræt af The Boss i anledning af hans koncert i Parken i aften

En dag i efteråret 2001 kørte Bruce Springsteen sin bil ud fra en parkeringsplads i kystbyen Sea Bright ikke langt fra New York City. Her blev den i nærmiljøet forholdsvis anonyme musiker genkendt af en anden bilist, der stoppede op, rullede vinduet ned og råbte: Bruce, we need you!. Bruce, vi har brug for dig!

Scenen er beskrevet i en bog om Springsteen af Karsten Jørgensen og foregik kort efter den 11. september 2001, hvor terrorister fløj ind i World Trade Center i New York og ramte amerikanernes selvbevidsthed.

Landsmandens udbrud siger meget om Springsteens betydning for mange almindelige amerikanere, der kalder ham The Boss, Bossen, eller bare Bruce. Det er en betydning, der kun er vokset siden gennembruddet med "Born to Run" i 1975 og ikke mindst med det store hit "Born in the U.S.A." fra 1984.

Bruce Springsteen er fuldstændig loyal over for sit land og trådte i karakter og satte ord på den almindelige amerikaners frustration og følelser i kølvandet på angrebet, der kostede omkring 3000 amerikanere livet herunder pårørende eller bekendte fra Springsteens by ikke langt fra tvillingetårnene, der nu lå i grus.

Året efter udkom albummet "The Rising", der kan tolkes som en leg med den kristne tanke om opstandelse og handler om tab og sorg, men også håbet, troen og styrken til at komme videre og stå sammen på tværs af landegrænser.

Albummets temaer er bundet sammen af religiøse undertoner og metaforer. Håb og ånd er til stede overalt. Det samme gælder hans seneste "Wrecking Ball" fra i år om den økonomiske krises påvirkning på folks liv. Mere om det senere i artiklen.

Når tusindvis af Bruce-fans i morgen aften står foran Orange Scene på Roskilde Festival, er de vidner til et unikt og nulevende 62-årigt rock­ikon og hans berømte orkester, The E Street Band.

Ud over en svimlende energi og en utrolig kraftudladning på scenen til dynamiske liveoptrædener, der ofte udfolder sig i op til fire timer, står Bruce Springsteen som den måske eneste musiker, der gennem 40 år har bevaret kontakten til sine rødder, værdier og til sit publikum.

Springsteen er måske bundpatriotisk, men mindst lige så kritisk over for det etablerede politiske system. Han har et sympatisk syn på den amerikanske drøm, som han synger om i blandt andet det hårdtslående hit "Born in the U.S.A.".

Sangen blev totalt misforstået af tidligere præsident Ronald Reagan og højrefløjen i USA i 1980'erne, der så den som repræsentativ for deres republikanske version af drømmen om rigdom. Springsteen har en stor social bevidsthed og er kritisk over for behandlingen af arbejderklassen og amerikansk krigsførelse.

Senere i karrieren har han meldt sig under demokraternes faner og stillede også op til præsident Barack Obamas Hope-valgkampagne i 2008.

Bruce Springsteen ser det som en ære at få tildelt rollen som forbillede og en slags frelser for almindelige mennesker. I et interview i musikmagasinet Rolling Stone fra 2009 siger han:

"Jeg ser storhed i almindelige mennesker ... den slags, hvor folk går på arbejde hver dag, de kommer hjem, og maden står på bordet. Det er mennesker, som gør dét hver eneste dag, og det er de mennesker, jeg vil skrive om. Det er dét, jeg synes er betydningsfuldt. Det bevæger mig og giver mig lyst til at synge mine sange."

Bruce Springsteen har formået at fastholde sin troværdighed og folkelighed trods sin tidlige stjernestatus. Han er en atypisk rockstjerne, der optræder i slidte jeans og T-shirt for fyldte stadioner og samtidig har bevaret en folkelighed og stor respekt.

Modsat mange af sine kolleger, der tidligt i karrieren følte sig hævet over os andre, har han formået at beholde begge fødder solidt plantet på jorden.

I en dokumentarfilm om skabelsen af albummet "Darkness on the Edge of Town" fra 1978, med hvilket han skrev sig ind i rockhistorien som en af de store samfundsskildrere, siger Bossen:

"Succesen bragte mig et publikum, men adskilte mig samtidig fra alle de ting, som jeg prøvede at forbinde mig til hele livet. Det gjorde mig bange, og jeg forstod, at min værdi var min kerne, og den kerne havde rødder i det sted, jeg voksede op, i folk, jeg kendte, i de erfaringer, jeg havde gjort mig."

Karsten Jørgensen, der også har skrevet biografier om John Lennon og Paul McCartney fra The Beatles, mener, at årsagen til Springsteens succes blandt andet bunder i, at han har styret sig fri af de oplagte faldgruber, som fælder så mange musikere, der oplever succes. Han har for eksempel aldrig taget stoffer eller ladet flasken styre sit liv.

"Det er exceptionelt og siger meget om hans projekt fra starten af. Han havde en katolsk opvækst, og familien betyder enormt meget. Han så på sin fars liv, som han da havde sine ture med, og ville ikke ende på den måde. Han arbejdede på fabrikker og var arbejdsløs. Musikken blev hans redning, og han satsede alt på den og bevarede værdier fra barndomshjemmet," siger Karsten Jørgensen.

Bruce Springsteen voksede op i 1960'erne og var inspireret af de store musikere, der ville ændre samfundet og musikken, ikke mindst Bob Dylan. Men han kunne ikke genkende hippiefilosofien og behovet for at indtage de mange rusmidler i den kreative proces.

Musikalsk kom han i kølvandet på The Beatles, The Rolling Stones og især Dylan, som han ifølge Karsten Jørgensen fejlagtigt blev sammenlignet meget med i starten.

Bruce Springsteens fortsat store fanskare og status hænger ifølge forfatteren sammen med, at han er en ægte rock'n'roller, der har holdt fast i samme virkemidler hele vejen igennem sin 40 år lange karriere.

"Han laver tematisk helstøbte plader og er enormt dedikeret over for det emne, han nu har valgt at synge om. Han har aldrig gået over i eksperimenter, som andre har gjort for at blive anerkendt. Han har fastholdt sit kerneområde og erkendt sine begrænsninger, som han til gengæld er rigtig god til.

Han har balanceret på kanten af klicheen og det sentimentale, men aldrig mistet troværdigheden. Det har altid handlet mere om toner fra guitaren. Han har bestemt haft en mission, og på det punkt er han kompromisløs."

Musikanmelder og journalist Klaus Lynggaard mener, at Bruce Springsteen musikalsk ikke har fornyet sig på noget tidspunkt, og at hans popularitet hænger sammen med hans valg af emner.

"Der er strengt taget tale om to slags sange. En hurtig og en langsom. Nogle bedre and andre. Han må have nogle af verdens mest trofaste fans. Men modsat de fleste andre store musikere fra den tid formår han at tiltrække nye fans," siger han.

Digter, forfatter og teolog Jakob Brønnum har som Karsten Jørgensen og Klaus Lynggaard fulgt Bossen gennem det meste af sit liv og er fascineret af hans evne til at blive på jorden.

"Det, der gør Bruce så stor, er lige præcis det, at han i sin horisont aldrig forlader det industriområde i New Jersey, hvor han blev født og voksede op. Han lægger snittet et andet sted end for eksempel Bob Dylan, der er en litterær sanger. Nogle mener, at Bruce balancerer på grænsen til det banale, men det er misforstået. Han taler det samme sprog, som folk gør fra hans hjemstavn. Det er hjemmescener, biler, drømmen om et klassisk familieliv," siger han.

Bruce Springsteen satte allerede med "Darkness on the Edge of Town" ord på de hårdtarbejdende amerikanere i de oversete industrisamfund i randen af storbyerne som for eksempel i sangen "Factory".

Sidste år viste Bruce Springsteen atter sit indignerede ansigt og tog den almindelige og svage amerikaners parti på albummet "Wrecking Ball", der er fuldt af kritik af de mennesker og kræfter, der uden moral og empati udnytter andre for at blive rigere og i sidste ende bærer ansvaret for den økonomiske krise, verden oplever i disse år.

På dette kritiske album er der desuden undertoner af åndelighed og klare evangeliske spor, hvilket Springsteen tidligere mere sporadisk har udlagt for eksempel i "The Rising" og "Devils and Dust" fra 2005, der blandt andet handler om at være soldat i krigen i Irak. Men allerede i begyndelsen af karrieren var de bibelske billeder til stede.

"Han bruger enten begreberne som et billede på noget andet, som når han synger 'its hard to be a saint in the city' (det er svært at være en helgen i byen, red.). Og lejlighedsvis trækker han det religiøse ind som en rigtig ramme for sin fortælling," siger Jakob Brønnum, der er særligt begejstret for det fabelagtige album "Darkness on the Edge of Town".

"Her skitserer Bruce Springsteen i en slags prolog i de to første sange et verdensbillede, der dels karakteriserer måden at være menneske på," siger Jakob Brønnum og nævner sangen "Adam Raised a Cain", hvor han blandt andet synger: "Your'e born into this life paying for the sins of somebody elses past." Du fødes ind i dette liv og betaler for en andens tidligere synder.

Amerikanerne har generelt en anden og meget mere åben tilgang til deres tro og åndelighed, også i deres sangtekster. Herhjemme er den åbenhed blandt musikere først blevet accepteret de seneste år. Og selvom den katolsk opdragede Springsteen langtfra er nogen forkyndende musiker, er der ifølge Jakob Brønnum en velovervejet åndelighed i Bruce Springsteens tekster, særligt på hans nye album, "Wrecking ball", for eksempel i sangen "This depression", hvor Bossen synger: Jeg har været forladt, men aldrig så forladt, at alle mine bønner gik til spilde.

Fra sangen fremhæver Brønnum ordet "forsaken" for forladt, som Springsteen bruger ligesom Jesu ord på korset: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?.

Brønnum mener, at der i sangen er en person, der henvender sig til en Kristus-skikkelse og beder om forladelse midt i denne depression, og at ordet "confession" har klangbund i Springsteens katolske opvækst og kan forstås som et skriftemål.

Albummet er ellers fyldt med syndere og frelste og referencer til bibelske fortællinger. Og som i sangene efter 11. september er der i "Wrecking Ball" også evangelisk trøst at finde, påpeger Jakob Brønnum, ikke mindst den evige evangeliske kærlighed, der synges om i "You've got it".

"Her trækker han som i 'Darkness on the Edge of Town' markant mere på den kristne grundfortælling og anvender den som et filter i sin betragtning af det, der sker, og i sin kritik af materialismens hegemoni i det amerikanske samfund. Han er træt af, at det enkelte menneskes livsmuligheder udfolder sig i en så materialistisk livsform," siger Jakob Brønnum.

Ifølge Klaus Lynggaard påtager Bruce Springsteen sig en stor rolle i en tid, hvor kolleger i musikbranchen sjældent kommenterer samfundsmæssige forhold eller politik, og bruger musikken til at kommentere sin samtid med virkemidler, der gør ham til en helt speciel og unik rockstjerne.

"Han er ikke bare en firkantet socialrealist. Det er rigtigt, at der ligger et spirituelt lag i mange af hans sange, som ikke nødvendigvis er gudsorienteret, men på en måde handler om noget større, om det så er USA, folkesjælen eller et større kosmos, er sådan set ligegyldigt, men det løfter ham op over det ordinære," siger han.

Bruce Springsteen har rigtig nok en evne til, uanset hvor håbløst det ser ud, ikke at give op og give dette håb videre til sit publikum.

"People find a reason to believe" - folk finder en grund til at håbe, som han synger på albummet "Nebraska" fra 1985. Måske denne håbefuldhed bliver udtrykt fra Orange Scene i morgen aften.