Prøv avisen

Bruegels folkelige altertavler er både gådefulde og ligefremme

5 stjerner
”The Tower of Babel” (1563) er et motiv hentet i Det Gamle Testamente, hvor byen og tårnet skal opføres, så det rækker ind i himlen. Gud stopper imidlertid forehavendet gennem sprogforvirring, så menneskene i deres stræben aldrig bliver færdige. Pieter Bruegel maler sceneriet, så vi forstår, hvor vidunderligt projektet er. – Foto: Kunst­historisches Museum Wien/Picture Gallery/KHM-Museums­verband

Pieter Bruegel afbildede ofte bibelske scener og henlagde dem til sin hjemegns bløde bakker omkring Antwerpen. Pragtudstilling i Wien om den skelsættende kunstner og hans værk

Pieter Bruegel havde en fornemmelse for sne. Og det i en grad, så sneen endnu ikke har forladt nethinden på de millioner af mennesker, der har set kunstnerens billeder siden dengang i år 1569, hvor han døde efter at have haft et virksomt malerliv i blot 18 år.

Sneen daler ligefrem, så vi som beskuere kan følge de 450 år gamle snefug gennem tid og rum, for på Pieter Bruegel den ældre-udstillingen ”Once in a Lifetime” på Kunsthistorisches Museum i Wien får vi hele udtrækket: sne, landskaber, myldrende menneskemængder, årstidernes skiften, mærkelige skabninger og Babelstårnet i to udgaver.

”The Tower of Babel” er et motiv hentet i Det Gamle Testamente, hvor byen og tårnet skal opføres, så det rækker ind i himlen. Gud stopper imidlertid forehavendet gennem sprogforvirring, så menneskene i deres stræben aldrig bliver færdige. Bruegel maler sceneriet, så vi forstår, hvor vidunderligt projektet er, helt op til os i rumalderen, hvor målestoksforholdet til Gud stadig er til diskussion.

Den babyloniske forvirring kendetegner mange af Pieter Bruegels værker. Som beskuer kan man sjældent få overblik over herlighederne. Det føles som at stå foran et puslespil med tusindvis af brikker at se et Bruegel-maleri. Alt er skarpt, forståeligt fra det mindste snefnug til de største menneskeoptog i landskaber, der ofte er set fra fugleperspektiv. Bruegel afbilder bibelske scener og henlægger dem til sin hjemegns bløde bakker omkring Antwerpen, hvor han blev født omkring 1525-30. Vi ved ikke meget om hans liv. Men det er velgørende historieskrivning med en pensel og klingende farver at se en flamsk version af de hellige tre konger, der står foran stalden, hvor Jesusbarnet er født, i tæt snefog. ”The Adoration of the Magi in the Snow” hedder maleriet. Det er i øvrigt første gang i verdenskunstens historie, at faldende sne er afbildet! Og hvad kan man så lægge i det?

Formentlig holder Bruegels eminente og subtile maleriske kunnen liv i spørgsmålet mange hundrede år frem. For selvom Bibelen er kendt og udbredt og symbolerne og betydningerne mange i den ældre kunst, er der også en malerisk fornyelse, der bliver genforhandlet løbende. Dette er på mange måder samtidskunst, vi står som sild i en tønde og betragter vore europæiske forfædre i allegoriske fortællinger foran billederne. Og pludselig er det, som om noget åbner sig: et europæisk fællesskab omkring det sublime i kunsten. Vi er det stof, han malede.

Hvordan er kunst i stand til at generere betydning hen over århundrederne? Pieter Bruegels billedverden er både gådefuld og ligefrem. Den er en skatkiste af information, og alt er synligt for beskueren. Det er magisk. Fordi menneskelivet er magisk og fortryllende som eksempelvis den grafiske fortælling om de store fisk, der spiser de mindre. Også kobberstikket ”Big Fish Eat Little Fish” kan opfattes af øjet på et splitsekund, og samtidig aner vi dybderne af, hvad der foregår i menneskesjælen rent moralsk.

Museet i Wien ejer selv et dusin af Pieter Bruegels sene værker, blandt andet nogle vidunderlige figurbilleder af bønder, der fester, og til pragtudstillingen er tilført yderligere en snes malerier, især landskabsbilleder, og så er vi oppe på tre fjerdedele af kunstnerens samlede produktion, som ydermere er suppleret med halvdelen af alle kendte tegninger og tryk. Det er en sensation og netop ”Once in a Lifetime”, det sker.

Men det kræver en del at være publikum til dette overdådige opbud, for man må dele oplevelsen med mindst lige så mange individer, som der færdes på Bruegel-lærredernes myriader af mennesker. Kan man trods den klaustrofobiske sværm af audioguide-gæster og fortvivlende skiltning, skrevet med småt, glæde sig over at være i selskab med nogle af verdenskunstens ypperligste værker, er det om at komme af sted, for det er i Wien, det sner.

Nogle af værkerne må opleves i anden række, for der er tidsregulerede indgangsbilletter som i Disneyland-forlystelser, men når menneskevrimlen af og til krystalliserer sig i en form, hvor der er frit udsyn til et værk, sker det mirakuløse, at verden og horisonten udvider sig.

Et af de sjældne mindre værker forestiller to lænkede aber, der sidder i en muråbning. Ud over at være smukt malet er der en insisterende dobbelthed i billedet ”Two chained Monkeys”. En abe kigger sørgmodigt ud over Antwerpens havnelandskab, den anden ser fortabt ind mod os. Lænkerne og abehalerne danner en lille fuldendt sløjfe i billedets underkant, og man står som hypnotiseret og ser, hvad der forventeligt må være, hvad sømænd har hjembragt til handelsbyen af eksotiske dyr. De virker sølle, de fremmede væsner. Men de er jo virkelige og ikke noget påfund. Hvilket blik for blik denne Bruegel har haft.

Der er den samme kraftoverførsel til stede som i hans berømte mesterværk af jægerne i sneen, ”Hunters in the Snow”, eller den spiddende humoristiske tegning af den alvorsfulde kunstner og hans købedygtige kunde, ”The Painter and the Connoisseur”, der står med sit bebrillede åndede udtryk og overværer skabelsen af et værk (der fornemmes uden for papirets ramme). Bruegel viser os med få streger, hvad forholdet er mellem kunstner og publikum. Den enes koncentrerede og bekymrede udtryk modsvarer den andens sultne blik på en kommende værdi og grebet i inderlommen efter tegnebogen.

Intet under at de syv dødssynder er motiv for nogle af Bruegels få værker. Alt hvad han malede og tegnede er præcist og ”to the point” både malerisk og samfundsmæssigt. Der er en moralistisk, men underholdende appel til beskueren. Værktitler som ”Tro”, ”Håb”, ”Retfærdighed”, ”Næstekærlighed”, ”Klogskab”, ”Styrke” og ”Tålmodighed” rækker langt ind i vore forestillinger om, hvad livet går ud på. Så når mørket sænker sig over den ydre verden, mens Kristus bliver korsfæstet i Bruegels maleriske menneskevrimmel, ser vi ikke blot skyerne samle sig over Golgata, men samtidig Nederlandene og måske vores egen indre verden.

Sneen falder tyst, foråret spirer, sommeren fylder, efteråret findes i Bruegels verden og vores. Barnlig glæde forenes med voksenlivets alvor og ansvar. De er folkelige altertavler alle som en, Pieter Bruegels malerier.

Pieter Bruegel den ældre: ”Christ Carrying the Cross” (1564). – Foto: Kunsthistorisches Museum Wien/Picture Gallery/KHM-Museumsverband
Pieter Bruegel den ældre: ”Hunters in the Snow” (1565). – Foto: Kunsthistorisches Museum Wien/Picture Gallery/KHM-Museumsverband