Prøv avisen
Bog

Ungdomsbog er den første danske roman, der for alvor tager unge pigers stress op

3 stjerner

Ditte Wieses ungdomsbog er den første danske roman, der for alvor tager de unge pigers stress op

Stress er et stort problem blandt unge i dag. Ifølge rapporten ”Den nationale sundhedsprofil” fra 2017 er tallet alarmerende højt blandt de unge kvinder mellem 16 og 24 år, hvor hele 40,5 procent synes, at de har et højt stressniveau. Til sammenligning er tallet 23,4 procent blandt de jævnaldrende mænd. Ifølge Djøf bruger syv procent af de unge præstationsfremmende stoffer i forbindelse med deres uddannelse. Interessant er det dog også, at rapporten viser en klar sammenhæng mellem det højest gennemførte uddannelsesniveau og andelen med et højt stress- niveau. Jo højere uddannelse, man har opnået, jo lavere stressniveau. Til gengæld er stressniveauet højest, mens man er under uddannelse.

Ditte Wieses ungdomsbog er den første danske roman, der for alvor tager unge pigers stress op. I ”Og så drukner jeg…” møder læseren Josephine i hovedrollen som den overambitiøse pige, der går i 3. g og prøver at være perfekt til alting. Hun holder en stram diæt og spiser angstdæmpende betablokkere, som var det bolsjer. Hver eneste af hendes dage er planlagt til mindste detalje, så hun bedst muligt kan optimere sine aktiviteter. Hun skal nå at dyrke motion, studere, være social og se kæresten. Hun er skrækkeligt angst for ikke at kunne nå det hele.

Ditte Wiese er ikke en mester ud i det subtile, men beskriver grundigt problemstillingen, for eksempel da Josephine kritiseres af sine venner for altid at gøre alting til en konkurrence og efterfølgende tænker: ”Jeg er ikke sikker på, jeg nogensinde lærer at forstå den her verden. Vi skal knokle og gøre vores bedste og skynde os at gennemføre studier med høje karakterer, men vi må ikke være stræbere eller for stolte. Vi skal også huske at være unge og drikke os i hegnet og rejse ud og realisere os selv. Jeg ved ikke, hvordan andre gør det, men mit skema er fyldt helt op allerede.”

Som læser føres man pædagogisk ud i Josephines forudsigelige deroute, der starter med fysiske symptomer på alt for mange betablokkere og en dårlig eksamenskarakter på 02, fortsætter med forældrenes skilsmisse og Josephines erkendelse af, at kæresten ikke er så perfekt for hende, som alle ellers går og siger.

Enkelte ting hænger ikke helt sammen, eksempelvis er Josephine bekymret for sit karaktergennemsnit, men vi hører kun om én dårlig eksamen. For at komme ind på det jura-studium, Josephine har udset sig, bør en enkelt karakter, der ikke er tocifret, ikke gøre nogen forskel. Endnu mærkeligere bliver det så senere, da hun efter mange overvejelser vælger et andet studium i stedet for, som til gengæld har virkelig høje adgangskrav. Til sidst i bogen henvender forfatteren sig direkte til læseren med kontaktadresser på en række organisationer, piger i samme situation kan henvende sig til.

”Og så drukner jeg…” er først og fremmest en selvhjælpsbog i romanform. Den er skrevet til målgruppen med en bestemt funktion for øje. Deraf følger også, at den eneste person i bogen, der for alvor træder frem, er Josephine selv. Hendes udvikling og tanker beskrives godt, mens alle andre personer er statister, som ikke rigtigt får eget liv. De er nemlig ikke vigtige i forhold til hovedemnet. Forfatteren bruger en del dialoger i bogen. De virker godt, og handlingen glider fint, også fordi hun bruger relativt korte sætninger og dermed får et vist tempo over siderne. Stor litteratur er det ikke, men mindre kan også gøre det.

Ditte Wiese skal have tak for at have taget den desværre meget vigtige og aktuelle problemstilling op. Ingen tvivl om, at der er en målgruppe til lige præcis sådan en bog.