Brugskunst uden grænser

Klassisk og samtidig brugskunst sidestilles i Vrå. Poesien kan mærkes, men præsentationen er ikke optimal

Berit Hjelholts ”Natten” vises i øjeblikket i Kunstbygningen i Vrå. – Foto fra udstillingen.
Berit Hjelholts ”Natten” vises i øjeblikket i Kunstbygningen i Vrå. – Foto fra udstillingen.

Besøg, der i disse uger aflægges i Kunstbygningen i Vrå, begynder med et møde med værker af tre af vore store kunsthåndværkere. Berit Hjelholt og Nanna Hertof er hver repræsenteret med to billedtæpper, og Tove Anderberg bidrager med tre krukker samt et keramisk relief. Mere er der ikke.

Retfærdigvis skal det hurtigt tilføjes, at udstillingen ikke står alene, men fremtræder som et appendiks til en anden og meget større udstilling, ”Transformation/Keramik, Tekstiler og Smykkekunst”. Tanken har været at stille klassisk kunsthåndværk over for eksempler på den samtidige.

Skuffelsen over den indledende udstillings lidenhed opvejes kun i nogen grad af glæden over fordybelsen først og fremmest i den verden, der åbenbarer sig på billedtæpperne.

Af afdøde Berit Hjelholt ses ”Året” og ”Natten”, begge udført i uld og hør. Værkerne med deres dæmpede farver tydeliggør, hvor inspireret hun var af den abstrakte tradition inden for maleriet.

Det ene af tæpperne viser 12 situationer – livfulde, men også så slørede, at pointerne ikke uden videre springer i øjnene – mens det andet gådefuldt dragende fremstiller natten som et skib med sejlene sat.

Hvorhen går kursen?

Nanna Hertoft hengiver sig i ”Strandenge” og ”I det åbne land”, begge i uld, til naturens strømmende og i sig selv hvilende liv – hvad enten dette udfolder sig på jorden, i vandet eller i luften. Det dynamiske og spontane i hendes formsprog tolkes som et resultat af, at hendes tæpper ofte udformes direkte på væven og altså uden støtte fra en forudgående tegning. Stentøjsarbejderne af Tove Anderberg demonstrerer klarheden og renheden i hendes udtryk.

Mindre nærværende er hendes keramiske relief ”Landsbyen”. Og måske lidt dumt må jeg spørge: Hvor er landsbyen?

Hovedudstillingen består af værker af nogle af landets mest markante kunsthåndværkere og viser, hvor meget genren kunsthånværk egentlig dækker over. Ofte giver det slet ikke mening at bruge begrebet, idet der snarere er tale om en frit fabulerende kunst, der alene vil sig selv. Et genkommende motiv er transformation – af lys, farve, overflade og form. Resultaterne er finurlige og i bedste fald udfordrende.

Man må bevæge sig. Bliver man stående i den mere eller mindre traditionelle opfattelse af brugskunst, som mange vel kommer med, føler man sig hurtigt ladt i stikken.

Indtrykket er alt i alt flimrende, også mere end det burde være: Præsentationen af værkerne er ikke optimal, det er for svært at orientere sig.

Hvad skal der til for, at et smykke kan være et smykke? Marie Louise Kristensen har 25 uventede svar på spørgsmålet, svar, der gives med skæv humor – og med en opfindsomhed, der ikke anerkender vanlige grænser.

Det gør heller ikke Steen Ipsen, hvis hånddekorerede keramik minder om overdimensionerede og deforme pebermyntebolsjer.

Man kan så langtfra have dem i munden, men måske i fantasien.

”Chinese Whispers”, en skulptur i stentøj af Mette Maya Gregersen, er dybt foruroligende, uden man nøjagtigt kan angive, hvorfra det foruroligende kommer. Det er vist nærmest overalt. Blandt andet indlejret i en anonym menneskemasse. Mystikken er dér, som i det hele taget, hviskende til stede. En hvisken fra ingen, men samtidig virker det, som om den kommer fra alle. Måske i et samfund, der ikke tillader tydelig tale. Men der hviskes hemmeligt.

Mange af værkerne bliver i det kuriøse. En af de kunstnere, der kommer overbevisende fri af det, er Helga Exner, hvis bidrag er samlet i et lille lukket rum, hvor gulvets blå farve er så dyb, som den kun er på himlen i en fjern erindring.

Vi er i et minderum. Midt i det ligger knust porcelæn, et billedligt udtryk for en virkelighed, der var engang, men nu kun kendes i brudstykker. Brudstykkerne kan imidlertid få nyt liv.

Og det er dette, Exner søger ved at lade skår indgå i smykker ophængt i kæder. Det er udstillingens smukkeste sekvens – ganske stille, smertelig og poetisk.