Brune powerpiger og evigt venskab

Zadie Smith, også aktuel på festivalen Louisiana Literature, finjusterer i ”Swing Time” sit knivskarpe fokus på farve, klasse og køn. Men romanen er først og fremmest en universel fortælling om længlsen efter at høre til

Den Booker Pris-nominerede Zadie Smiths ”Swing Time” er ét stort harmonikasammenstød mellem barndommes idealiseringer og voksenlivets erkendelser.
Den Booker Pris-nominerede Zadie Smiths ”Swing Time” er ét stort harmonikasammenstød mellem barndommes idealiseringer og voksenlivets erkendelser. Foto: Ritzau.

Alle kender det der med at være barn og føle sig helt forkert. Anderledes. Unormal. Men bland det så lige op med at være rigtigt anderledes: nemlig et brunt 1970’er-barn af blandet herkomst med en støvsugende hvid far og en kultursnobbet sort mor med de rigtige espadriller og politiske ambitioner. Sort eller hvid? Over- eller arbejderklasse? Rigtig eller forkert?

Sådan er virkeligheden for den unavngivne fortæller i ”Swing Time”, der møder sin skæbne i veninden Tracey, da de begge begynder på miss Isabels danseskole som syvårige. Fortælleren er genert og dannet, mens Tracey er en powerpige, der er født til at danse: ”Hendes fødder var som to kolibrier i flugt.” Fortællerens fødder var ”firkantede og flade”, så læseren ved fra begyndelsen godt, hvad klokken er slået.

Den 41-årige britiske succesforfatter Zadie Smith fortsætter dermed med denne roman sit forfatterskabs klare linje: at skrive om race og om, hvad farve gør ved mennesker. Lige siden den første roman ”Hvide tænder”, som Smith udgav som kun 25-årig, har hun figureret som ”prinsessen af bølgen med multikulturel litteratur”, hvor blandt andet også Monica Alis ”Brick Lane” og ”En forstadsbuddha” af Hanif Kureishi blev indskrevet.

Men Zadie Smiths forfatterskab er meget mere end blot ”multikulti”. Hendes litteratur ligger snarere tæt på den store feministiske og samfundskritiske tradition; og i øvrigt er hun i konstant dialog med popkulturen, samtidstendenserne og den litterære verdensscene i øvrigt som både essayist, debattør, underviser og litteraturanmelder ved toneangivende magasiner.

”Swing Time” er forresten lige blevet nomineret til en af litteraturens allerhøjeste priser; nemlig ”The Man Booker Prize”, der uddeles hvert år til bedste engelsksprogede litteratur.

Selvom Traceys fødder er som kolibrier og fortællerens er som firkanter, vokser venskabet mellem de to dansende piger frem, som var det prædestineret, for på magisk vis har de samme farve: ”Vores nuance af brun var præcis den samme – som om ét stykke gyldenbrunt materiale var blevet skåret ud for at lave os begge.”

De to knyttes tættere sammen gennem deres fælles ambition: De vil være dansere. De skriver dansenoveller, øver sig og danser himmelfaldne sammen til ”Thriller”, den dag Michael Jacksons læderklædte zombiedans boomer igennem tv’et som en vild åbenbaring – et kapitel, der er en nydelse at læse på grund af Zadie Smiths fabelagtige evne til neddyk i øjeblikke, hvor farver, følelser og situationer emmer af tidsånd.

De to veninder skilles, og i den klassiske venskabsromans ånd er der noget, de skal lære om sig selv og hinanden, før de kan mødes igen. Romanen sender fortælleren verden rundt, mens Tracey ender ”Back in her own backyard”, som Billie Holiday sang. Fortælleren får alt det, hun har drømt om som professionel, men rastløsheden og tomheden nager hende uafladeligt. Der er uendeligt meget at fortryde, men til slut fører en skandale hende hjem til højhusene og til Tracey.

Hvorfor hedder den ”Swing Time”, var min første tanke, da jeg tog den gule roman op. Er det nu noget med jazz-alderen og 1920’ernes sorte danserinder? Men der tog jeg grundigt fejl, for ”Swing Time” refererer til en scene i filmen af samme navn, hvor Fred Astaire danser fjollestep, klædt ud som sort. Neger, som det hed dengang. Scenen er faktisk Astaires kærlige hyldest til sit idol, den legendariske sorte danser Bill ”Bojangles” Robinson, men den kan også opfattes som en racistisk latterliggørelse.

Som barn dyrker fortælleren Astaires ”negerdans”, men som voksen reflekterer hun skamfuldt over den, da hun viser den til sin kæreste, der rynker på næsen. Først nu ser hun, at Astaires uskyldige hyldest-dans, hvide handsker og sorte ansigtsmaling ligner satire – i værste fald ondskab. Og ja, hele bogen er faktisk på den facon ét stort harmonikasammenstød mellem barndommens idealiseringer og voksenlivets erkendelser.

Er det en politisk roman? Nej, for hos Zadie Smith er en fortælling ikke enten politisk eller privat. Det private er – ligesom i 1970’erne – politisk, og Smith skelner ikke, fordi hun ved bedre. Fortællingen i ”Swing Time” viser os, at lige meget hvor frie og individualiserede vi bliver, så er den sociale virkelighed et klæbende honningfarvet fluepapir, der holder os klistret fast for evigt til vores barndoms by, klasse, køn eller farve. Fri bliver man først, når man holder op med at flygte fra det. Det er først der, man kan blive sig selv.

Og med disse opmuntrende ord vil jeg opfordre alle af diverse farver, køn og klasser til at læse hende. ”Swing Time” er en melodisk erindringsrejse fuld af morsomme dyk ned i livets mange absurde øjeblikke – og med skønne ”oneliners” som denne om, hvorfor forældrenes første møde ved et socialist-træf (og dermed hele deres hele ægteskab) var baseret på lidt af en misforståelse:

”Min far var taget derhen for at møde søde venstreorienterede piger med korte nederdele og uden religion, mens min mor var der for Karl Marx.”

Zadie Smith optræder på festivalen Louisiana Literature, der begynder i dag.