Prøv avisen
Bog

Ny Ole Hartling-bog er både til hjernen og hjertet

5 stjerner

Ole Hartlings nye bog om den ottende dødssynd er ganske enkelt fremragende læsning

Her under coronakrisen lyder det undertiden, at vi er nødt til at sætte en pris på et menneskeliv. Hvor meget er et menneske værd? Vil vi betale med økonomisk kaos for at redde nogle demente, der alligevel snart skal dø? som en økonom spurgte.

Denne værdisættelse eller tingsliggørelse af et menneskeliv kalder Ole Hartling for den ottende dødssynd. Det gør han i sin fremragende lille bog, der netop hedder ”Den 8. dødssynd”. De syv første dødssynder blev formuleret allerede i 1200-tallet. De er modersynderne til resten af det store syndekatalog, som vi mennesker hele tiden skriver nye sider til.

De syv første var Superbia (hovmod), Avaritia (griskhed), Luxuria (utugt), Invidia (misundelse), Gula (fråseri), Ira (vrede) og Acedia (dovenskab). De danner ordet SALIGIA. Nu har de fået et nyt medlem: Reificatio (tingsliggørelse), og SALIGIA bliver således til SALIGIAR, så kan man huske dem!

De syv første dødssynder tog afdøde biskop Jan Lindhardt for nogle år siden under behandling og påviste, at de er blevet til dyder. Det er Ole Hartling ganske enig med biskoppen i: ”Hovmod er for eksempel nærmest blevet til selvværd og stolthed. Griskhed er blevet til flid og profitmaksimering. Utugt til selv-realisering. Misundelse til benchmarking. Vrede bør ikke fortrænges; den er en dynamo for selvudfoldelse.”

Den nye i det sorte selskab er altså tingsliggørelsen af mennesket. Den gamle tanke fra kristendommen som for eksempel filosoffen Immanuel Kant formulerede det i 1700-tallet: ”Handl således, at du altid tillige bruger menneskeheden såvel i din egen som i enhver andens person, altid tillige som formål, aldrig blot som middel” synes med den ottende dødssynd at være forladt.

Ole Hartling bruger godt 100 sider i sin bog på at folde brugen af den ottende dødssynd ud. Det gør han både med let forståelighed og dyb tanke. Det er ganske enkelt en fornøjelse at læse. Han kan formidle sit stof. Det fik han DR’s Rosenkjærprisen for i 2008.

Ole Hartling er dr.med., tidligere overlæge på Vejle Sygehus, medlem af og formand for Etisk Råd til 2007. Desuden er han klummeskriver her i avisen. Bogen burde være en del af unge medicinstuderendes pensum, for selvfølgelig bruger Hartling sundhedsvæsenet som baggrund for en del af sine henvisninger. Her bliver desværre tingsliggørelsen også tydelig, som da en læge for eksempel omtaler en patient som ”Pneumonien” (lungebetændelsen) på stue 12!

Hartling har i de senere år markeret sig som en markant modstander af aktiv dødshjælp, skønt 70-80 procent af den danske befolkning går ind for det. Hartlings argumenter beror på, at menneskets værdighed ikke kun ligger i dets autonomi, men også i at det er skabt i Guds billede. Det er en udefrakommende værdighed, som giver det en iboende værdighed, som ingen kan tage fra det. Han er hermed ude i et opgør med tanken om selvmordsklinikker som Dignitas i Schweiz og foreninger som ”En værdig død”. Der er noget grundtvigsk over Hartling her. ”At sige verden ret farvel (...) det lærtes aldrig her på jord” – som det lyder i salme 538 i salmebogen. Hartling er livets mand.

I kapitlet ”Hjernesprog og hjertesprog” kommer hans livssyn tydeligt frem. Vi har to sprog. Et, hjernen forstår, og et, kun hjertet begriber. Hvis vi tingsliggør mennesket, forsvinder menneskets ubegribelige egenart, og kun hjernesproget bliver tilbage. Når hjertesproget ikke mere taler, berøves vi det helt store i menneskelivet, og vi bliver mærkbart ensomme.

Bogen er den tredje i serien ”Kristendommen ifølge...” udgivet af forlaget Eksistensen. Det er et godt tiltag. Den første var Niels Brunses ”Tro er ikke viden”, og den anden var Anne-Cathrine Riebnitzskys ”Tro i hverdagen”. Hver bog er ikke en total kristendomsdogmatik, men forskellige aspekter af kristendommens enorme vision og virkelighed.