Hella Joofs gendigtning af Bibelen er nonsens fra ende til anden

Hella Joofs alternative bibelfortælling ”Båven om Gud” er så umoden og intellektuelt underlødig, at de fleste læsere nok vil være stået af, før de når til bogens sidste side

Hella Joofs gendigtning er så umoden og pubertær, at der ikke bare er tale om ugudelig snak, men også om intellektuel underlødighed, skriver Kristeligt Dagblads anmelder.
Hella Joofs gendigtning er så umoden og pubertær, at der ikke bare er tale om ugudelig snak, men også om intellektuel underlødighed, skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Foto: Ditte Valente, Polfoto/ritzau

Skuespiller, instruktør og forfatter Hella Joofs gendigtning af Bibelen bærer den krukkede titel ”Båven om Gud”, og på bagsiden hedder det med indforstået koketteri, at udgivelsen er tilvejebragt ”i kærlighed på et leje af kærlighed og vil forhåbentlig udløse kærlighed til glæde for hele folket. Halleluja og kærlig hilsen Hella”.

Og ”Båven om Gud” er rigtignok forfattet i et sødladent sprog, hvor Den Almægtige bliver fremstillet som et sølle skrog eller en gammel ogginok, der efter at have skabt det første menneske ”faldt i søvn af bar kærlighed, i ske op ad Adam”.

I Joofs fremstilling døjer Vorherre med mindreværdskomplekser over sit hentehår, han udsender tillige dårlig ånde og lider i øvrigt af paradentose og højdeskræk. Ak ja, Joofs gendigtning er så umoden og pubertær, at der ikke bare er tale om ugudelig snak, men også om intellektuel underlødighed. Bagerst i bogen takker Joof blandt andet ”Prince Troels” (hvilket kongehus tilhører han?) for ”ateistisk sparring” og Anne Sophie Seidelin for formidabel formidling. Hun hed nu Anna til fornavn og har været død i 19 år, men det må altså være hendes bibelske gendigtninger, Joof læner sig op ad.

Jeg tvivler stærkt på, at Anna Sophie Seidelin ville være glad for at blive inddraget i Joofs projekt. Med sit indgående kendskab til Bibelen ville Anna Sophie Seidelin således aldrig komme til at forveksle patriarken Jakob med Isak, som det sker på side 93 i ”Båven om Gud”. Jeg tror i det hele taget, fru Seidelin ville have korset sig over denne bog, der er en vaccination imod ægte bibelforståelse.

Hos Joof er slangen i Paradis Guds nærmeste ven, og Gud lader sin søn føde, fordi han er skruk.

”Åh Slange, jeg vil have et barn, mit eget barn, som jeg kan elske og dikkedikke på maven og bage pandekager til og vise den der tryllekunst med at tage fingeren af, som jeg har øvet mig på.”

Joof lader hele vejen igennem fantasien fortrænge kendsgerningerne. Jesus bliver derfor gift med Maria Magdalene, og det er hende, der helbreder Gud, da han efter bryllupsfesten vågner op med en vissen hånd. Sådan er bogen fyldt med bundløst nonsens fra ende til anden.

Hvad er hensigten? Ja, hvis ikke man har forstået det undervejs, så fremgår det til slut, hvor Hella Joofs politiske korrekte anskuelser bliver lagt i munden på Gud. ”Alle er velkomne i kærlighedsbutikken, vi har altid åbent (…) kvinder og mænd og alle de andre køn er ligestillede, og man må elske med dem, man elsker, uanset køn.”

På sidste side har Gud en drøm, hvor Bibelens skikkelser kommer svømmende sammen med Dalai Lama, Martin Luther King, Buddha og Hildegard af Bingen, alt imens Gud synger: ”Vi er her alle sammen/ Vi er her alle sammen.”

Jeg tvivler. De fleste læsere vil nok være stået af længe inden da.