Burma ændrede mit syn på livet

Visdommen fra en astrolog i Burma gav den tyske journalist Jan-Philipp Sendker troen på, at et karriereskift kunne lade sig gøre. Siden har han ikke kunnet slippe det magiske land i det sydøstlige Asien

Som korrespondent har journalist og forfatter Jan-Philipp Sendker oplevet at leve adskilt fra sin hustru i lange perioder. Temaet om ubetinget kærlighed på tværs af fysiske grænser bliver også taget op i hans debutroman, ”At høre hjertet slå”, der netop er udkommet på dansk. –
Som korrespondent har journalist og forfatter Jan-Philipp Sendker oplevet at leve adskilt fra sin hustru i lange perioder. Temaet om ubetinget kærlighed på tværs af fysiske grænser bliver også taget op i hans debutroman, ”At høre hjertet slå”, der netop er udkommet på dansk. –. Foto: Leif Tuxen.

For syvende gang er den tyske journalist Jan-Philipp Sendker vendt tilbage til det østasiatiske land Myanmar (Burma). Året er 2000, og han er taget af sted for at indsamle viden til den roman, han har drømt om at skrive, siden han var 13 år. Undervejs på rejsen konsulterer han en af landets vise mænd. Som enhver burmeser ville have gjort. En astrolog, der ud fra Jan-Philipp Sendkers fødselstidspunkt, -dato og -sted skal vurdere, om romanen vil blive en succes.

Den hvidhårede mand iført den saronglignende lungi regner længe på det svar, der skal lægge vejen for Sendkers videre liv. Endelig ser han op og forsikrer den tyske journalist om, at der ikke er grund til bekymring. Bogen vil blive en succes. En stor succes.

I dag sidder den 53-årige Jan-Philip Sendker på Gads Forlag i København med den danske oversættelse af sin debutroman, At høre hjertet slå, foran sig. I sidste måned gav han interview i Israel og før det i Italien. Og bogen, der er oversat til knap 30 forskellige sprog, har solgt hundredetusindvis af eksemplarer fra Tyskland til USA.

LÆS OGSÅ:Sonnergaard på rejse med moralen som kompas

Hvor end bogen er udkommet, har den fundet læsere, selvom den omhandler en invalid kvinde og en blind mand i Burma. Det virker usandsynligt, at det kan fange læsere verden over, men bogen tager almenmenneskelige temaer op og må altså være mere end bare en kærlighedshistorie, efterrationaliserer den beskedne forfatter bag sygekassebrillerne og lader til selv at være en smule overvældet.

I romanen møder vi Julia Win, der netop er blevet færdig med sin juridiske embedseksamen, da hendes burmesiskfødte far forsvinder sporløst fra hjemmet i New York. Julia finder et kærlighedsbrev til en burmesisk kvinde, faderen aldrig har fået sendt, og beslutter sig for at rejse til Burma for at blive klogere på faderens forsvinden.

I begyndelsen ser Julia på den overtroiske og buddhistiske kultur i Burma med samme skepsis, som da Jan-Philipp Sendker første gang satte sine ben i landet en varm forårsdag i 1995. Han var sendt ud på opgave som korrespondent for det tyske ugemagasin Stern og oplevede allerede i lufthavnen et land, der ikke fungerede som derhjemme. Terminalbussen var i stykker, og airconditionanlægget og bagagebåndet ligeså. Alligevel endte han med at rejse rundt i landet i tre uger og er vendt tilbage 19 gange siden.

Når du kommer til et fremmed land, vil du dømme det ud fra dine egne værdier. Det gør Julia, og det gjorde jeg. Men du begynder også at lære nye ting om både kulturen og dig selv. Det er det fascinerende ved at rejse, siger Jan-Philipp Sendker, der efter fem år som USA-korrespondent og fire år som Asien-korrespondent har set alt fra Haitis slum til Las Vegas millionærvillaer og Japans bordeller.

På det tidspunkt var Burma et fattigt land, og jeg kunne med det samme se, hvor hårdt livet var. Døden var overalt, og sådan er det stadig. Alligevel havde de mennesker, jeg talte med, et ganske særligt syn på livet. De var ydmyge og havde ingen selvmedlidenhed. Det havde de ingen grund til som buddhister, der tror på karma og dermed på, at de må lide i dette liv, fordi de har gjort noget forfærdeligt i et tidligere, fortæller Jan-Philipp Sendker.

Den tyske journalist lyttede til burmeserne med både forfærdelse og fascination. Landet havde været regeret af en militærjunta siden 1962, og Jan-Philipp Sendker var forfærdet over befolkningens handlingslammelse på grund af deres grundlæggende opfattelse af, at de selv var skyld i deres nuværende livssituation.

Omvendt oplevede Jan-Philipp Sendker et mere imødekommende, tålmodigt og hjælpsomt folkefærd her end noget andet sted, fordi alle stræbte efter at forbedre deres karma. Det fik Jan-Philipp Sendker til at reflektere over sit eget kulturelle ståsted.

Burmeserne sætter ikke spørgsmålstegn ved døden som vi i Vesten, der er besat af tanken om tryghed og sikkerhed. Når en burmesisk mor mister et barn, er hun naturligvis lige så ulykkelig, som en dansk mor ville være, men hun accepterer sin skæbne og bebrejder ikke Gud eller nogen anden, men tror på, det har en mening, siger han og fortsætter:

I Burma følte jeg mig heller aldrig alene. Og ved at tale med folk fik jeg indtryk af, hvilken pris vi betaler for vores høje levestandard. Jeg ønsker ikke at idealisere deres fattigdom, men den isolation og ensomhed, der præger os i Vesten, forekommer slet ikke i Burma, siger han.

I dag oplever Jan-Philipp Sendker i stigende grad, at industrialiseringen begynder at sætte sit præg på Burma med trafikfyldte gader og øget prostitution. Landet har det seneste år desuden oplevet blodige sammenstød mellem muslimer og buddhister.

Ingen aner, hvordan den konflikt skal løses, så det bliver interessant at se, hvordan landet udvikler sig de kommende år, og hvor meget af deres oprindelige tankegang, de kan bevare, siger han.

Efter mødet med både astrologen og det burmesiske folk sagde Jan-Philipp Sendker sin sikre og velbetalte stilling hos ugemagasinet Stern op og satte sig til at skrive bøger. Først en faglitterær bog om Kina, som han havde indsamlet viden til gennem sit journalistiske virke. Dernæst den kærlighedsroman, han altid havde drømt om at skrive.

Forventningerne til udgivelsen tilbage i 2002 var tårnhøje. Resultatet var 6000 solgte eksemplarer. Ikke ringe for en ukendt forfatter, der udgiver en ukendt roman, som udspiller sig i et fremmed land. Men heller ikke i nærheden af Jan-Philipp Sendkers forventninger. Han måtte til sin skuffelse konstatere, at de astrologer, der i romanen leder vejen for Julias far, havde fejlet i forfatterens eget.

Jeg havde aldrig været overtroisk og troede ikke på astrologi. Jeg havde en vestligt, rationel tankegang, hvor vi tror, vi kan forklare alting. Den tankegang blev bekræftet. Troede jeg, siger han.

I stedet måtte Jan-Philipp Sendker vende tilbage til Stern og i tre år arbejde for magasinets redaktion i Berlin. Men han kunne ikke slippe sin forfatterdrøm. Og langsomt begyndte rygtet om bogens kvalitet da også at sprede sig. Pludselig var der solgt 50.000 eksemplarer.

Rettighederne til bogen blev derefter solgt til en lang række europæiske lande. En burmesisk buddhist ville måske nok have taget til takke med, hvad han allerede havde fået. Men Jan-Philipp Sendker tror ikke på karma. Hans fascination af buddhismen er snarere troen på, at man selv er ansvarlig for sine handlinger, og at alt, hvad man gør eller ikke gør, har konsekvenser. Og Jan-Philipp Sendker ville også have bogen udgivet i USA.

Alt sker af en grund, og man kan aldrig vide hvornår. Jeg kæmpede i 10 år, for at bogen skulle udkomme i USA, og jeg blev meget skuffet over de mange afvisninger. Nu ved jeg, at det var, for at bogen skulle ende i den rette forlæggers hænder, og den er blevet en kæmpe succes. Også i USA, siger han og fortsætter:

Ikke alt, hvad der er sandt, kan forklares, og ikke alt, hvad der kan forklares, er sandt, som en af personerne i min roman siger. Jeg er blevet overbevist om, at der er mere mellem himmel og jord, og der er meget, vi ikke ved. Der findes bare nogle, der har mere adgang til den viden end os andre, siger han.

Jan-Philipp Sendkers debutroman udkom på dansk den 22. marts 2013. Andet bind i det, der skal blive en trilogi, er allerede udkommet i Tyskland. Og lige nu arbejder forfatteren videre på det tredje bind samt på manuskriptet til en filmatisering af debutromanen.