Der var ingen grænser for forargelsen, da det i efteråret 2020 viste sig, at det var kunstner og institutleder på Kunstakademiet Katrine Dirckinck-Holmfeld, der havde kastet busten af Frederik V i Københavns Havn.
”Det er ren og skær hærværk, og det er altid uacceptabelt,” skrev daværende kulturminister Joy Mogensen (S). Mens DF’s Morten Messerschmidt mente, at eftersom ”der er tale om politisk ekstremisme med ulovlige midler, må det eksisterende samfund slå igen”.
Nu har sagen så taget en ny drejning, der nok skal sætte rekorder på forargelsesskalaen. Weekendavisen kan nemlig fortælle, at Dirckinck-Holmfeld, der fjernede gipsbusten fra Charlottenborgs festsal og kastede den i vandet, har fået offentlig støtte til at udstille den ødelagte buste. Statens Kunstfond har således tildelt hende 35.000 kroner til projektet ”Rematerialisations”, og i ansøgningen skrev hun ifølge Weekendavisen:
”Som udstillingens centerpiece ønsker vi også at udstille den rematerialiserede kopibuste af Frederik V for at undersøge, hvilke narrativer der er iboende i den nu rematerialiserede gips, efter at den har været givet tilbage til de elementer, der skabte den – Københavns Havn som centrum for den koloniale handel. Det vil være første gang, at den rematerialiserede buste vil blive vist for offentligheden, da den har været aflåst, gemt af vejen siden buste-happeningen i 2020.”
Dirckinck-Holmfeld, der altså ødelagde busten, får nu penge af staten til at arbejde videre med den. Se dét er en sikker forargelseshistorie. Det er jo at belønne hærværk! Tænk, at vi skatteydere skal betale for det! Skal dét nu være kunst?
I mine øjne er det nu ikke noget større problem, at en buste er blevet ødelagt i kunstens navn. Og det har faktisk været interessant at se, hvordan fortvivlende mange politikeres og meningsdanneres kunstbegreb synes at stamme fra guldalderen, fra dengang kunstværker blev anset for ukrænkelige, hellige, som om modernismen og dens anderledes radikale strategier aldrig havde eksisteret.
Det vidnede sagen om Ibi-Pippi også om. Hun skrev for nylig sit navn på et Asger Jorn-værk og klattede lidt lim på det. Det skabte naturligvis en bølge af forargelse. Selvom den nu kanoniserede Jorn selv var en glad og uberegnelig kunstterrorist.
Problemet er ikke, at kunstnere digter videre på andre kunstneres værker. Sådan bør det være. Kunsthistorien er ikke statisk, men dynamisk og holdes levende og relevant ved at blive udfordret på de pæne museer og i de gamle, højtidelige haller.
Nej, problemet er, at det er dårlig og doven kunst. Både i Ibi-Pippis og Dirckinck-Holmfelds tilfælde. Og når sidstnævnte nu får støtte til sit projekt, kunne noget tyde på, at de personer, som sidder i statens billedkunstudvalg, snarere har tildelt pengene i sympati med hendes meninger om vores fælles kolonifortid end for værkets reelle kvalitet og mulige realisering. Weekendavisen kan i hvert fald fortælle, at to af de fem i udvalget også var medunderskrivere på den støtteerklæring for Dirckinck-Holmfeld, som opstod efter bustenedkastningen. Og når hun i sin ansøgning skrev, at busten vil blive ”udstillingens centerpiece”, er det mod bedrevidende og må være læst i samme ånd af udvalget. For busten er ikke hendes, den er i depot hos Akademiraadet og kan altså aldrig blive en del af hendes udstilling.
Det er dén kombination af dårlig kunst og en luskethed i forhold til statslige bevillinger, som er sagens reelle problem. Vi har brug for kunstnere og for en kunstfond, der tør gå mod den bedsteborgerlige ånd, der hersker, og mod det overvintrede guldalder-kunstsyn. Men Dirckinck-Holmfeld har ikke vist kunstnerisk format i sit seneste forsøg, kun en vis evne til at tale det hele op med en melange af kurator-sprog og woke-lingo, ligesom at kunstfonden har misforstået sin opgave. Eller bevidst omgået den. Hvilket i så fald er en regulær skandale. Og – i modsætning til så meget andet – værd at forarges over.
Jeppe Krogsgaard Christensen er forfatter, anmelder og kulturkommentator.
Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.