I 1995, da "Toy Story" første gang så dagens lys, fik Andy et stykke legetøj fra sin yndlingsfilm, der handlede om den fabelagtige Buzz Lightyear: Spacerangeren, den heltemodige galaktiske superhelt. Nu har Disney og Pixar, med Angus MacLane som instruktør, skabt en ny biograffilm, et spin-off over den leganderiske og velkendte "Toy Story", der handler om hvordan Buzz blev Buzz.
Dette er nemlig den herlige hvid- og grøntklædte rummands oprindelseshistorie. Buzz, hvis navn naturligvis er spundet over Apollo 11 astronauten Buzz Aldrin, den anden mand på månen. Historien handler altså ikke længere om det stykke legetøj, vi kender fra de originale og legendariske "Toy Story"-film, men om mennesket Buzz, hvis gode gamle parole ”Mod det uendelige univers” stadig lever i bedste velgående.
Det er ikke længere Tim Allen, der lægger stemme til Buzz, men Marvel-stjernen Chris Evans. Selvom det ikke var alle fans, der var lige glade for den nyhed, da den slap ud, kan man måske glæde dem en smule ved, at Evans tydeligvis har ladet sig inspirere af Allen, og at han spiller rollen med både humor og karakter.
Selvom Buzz er sej og god til at klare ærterne ude i rummet, er han desværre kommet til at lave noget af en ulykke. Han er med sin bedste ven og kommandant Alisha Hawthorne (Uzo Aduba) landet på en fremmed planet med hele deres mandskab. Der er ikke nogen let løsning på problemet, så de forsøger at bygge en civilisation op og leve så godt, som de nu engang kan.
Buzz vil ikke give op, og han foretager testflyvninger for at se om han kan ramme den hyperhastighed med hvilken, de kan slippe fri. Men på grund af rum-tids-kontinuummet går tiden overhovedet ikke op. Og hver gang han har lavet en 60 sekunders flyvning, vender han tilbage bare for at finde ud af, at der er gået over fire år. Han bliver ved med at flyve ud og kommer hver gang tilbage og ser, hvordan de andre bliver gravide, får børn, bliver ældre. Og dør.
Filmen er et herligt sci-fi eventyr, hvor især det visuelle er ret vellykket. Det computeranimerede univers emmer af galaktisk charme og der er masser små herlige detaljer. Men så er der også nogle mindre herlige, vi kan nok ikke kalde det detaljer, men væsentlige redaktionelle beslutninger, som for eksempel at lefle for seksuelle minoriteter ved at lade det eneste par i filmen være lesbisk og de helt store udtryk for en vidunderlig queer-lykkerus. Men sådan er det, for alt er penge, og sådan nogle ved Disney og Pixar godt, hvordan de skal tjene. Det kan man for eksempel gøre ved at promovere en linje i tæt overensstemmelse med den amerikanske venstrefløj, hvormed storkapitalen legitimerer den identitetspolitiske agenda, altså ved at udbrede den. Sådan kan man bruge sin kulturelle definitionsmagt politisk og optjene en masse goodwill.
Selvom filmen langt fra er hverken Disneys eller Pixars største bedrift, er der truffet nogle dygtige lys- og kameravalg, der gør filmen levende og behagelig. Det er en både sød, humoristisk og hjertevarm fortælling, men den når på intet tidspunkt "Toy Story" til sokkeholderne. Filmen har en oprigtig charme, men alligevel vil man nok have glemt den, inden ugen er omme.
Lightyear. Instruktion: Angus MacLane. 130 min. Premiere i biografer i hele landet.