Steen Skovsgaard: Byd dagen velkommen med ord, der fungerer som en vitaminpille

Tidligere biskop Steen Skovsgaard har i bogform samlet 208 andagtsstykker, som han sidste år skrev til Kristeligt Dagblad. Med ordene vil han gerne være med til at give mennesker en tanke, som de kan koncentrere sig om

Steen Skovsgaard holder af at stå op og se dagen gry. Det er et fast morgenritual for ham at læse et opbyggeligt tekststykke, det kan eksempelvis være fra Bibelen eller fra den tyske teolog Christian Schrivers ”Sjæleskat” fra 1742. – Foto: Emil Kastrup Andersen.
Steen Skovsgaard holder af at stå op og se dagen gry. Det er et fast morgenritual for ham at læse et opbyggeligt tekststykke, det kan eksempelvis være fra Bibelen eller fra den tyske teolog Christian Schrivers ”Sjæleskat” fra 1742. – Foto: Emil Kastrup Andersen.

Da Steen Skovsgaard for mange år siden, mens han var præst i Gellerup Sogn ved Aarhus, underviste et hold konfirmander, skete der noget, som han aldrig har glemt. På konfirmandholdet var der en spastisk lammet dreng, der bagest i klassen sad tavs i sin kørestol. Gennem den første måneds konfirmationsforberedelse havde præsten ikke hørt den handicappede dreng sige ét eneste ord. Men en dag, da han bad klassen om at finde nogle ord for Gud, som han kunne skrive op på tavlen, begyndte drengen i kørestolen at blive urolig. Steen Skovsgaard gik ned til ham, og med sit øre tæt på hans mund kunne han høre ham fremstamme ordet ”hjælpeløs”.

”Jeg skrev ”hjælpeløs” på tavlen og gik så tilbage til drengen og bad ham prøve at fortælle, hvad han mente med det ord. Så fremstammede han: ’Jesus sagde på korset: Min Gud, hvorfor har du forladt mig.’ Kun det, bagefter var drengen igen helt tavs,” fortæller Steen Skovsgaard og føjer så til, at han lige dér følte, at Gud talte igennem den hjælpeløse dreng.

Historien er med til at underbygge en kristendomsforståelse, der går som en rød tråd igennem bogen ”Giv mig en tanke”, der udkommer den 9. november. Bogen er en samling af de 208 andagtsstykker, den tidligere biskop over Lolland-Falsters Stift under rubrikken ”Ordet” skrev i Kristeligt Dagblad fra februar til november sidste år. Bogen har fået titlen ”Giv mig en tanke”, og i forordet skriver chefredaktør Erik Bjerager blandt andet: ”Det har været en præstation at skrive disse mange afrundede andagtsstykker med hver sin opbyggelige pointe. De står hver for sig i deres egen ret, men samlet set udgør de også et hele, som rummer Steen Skovsgaards kristendomsforståelse.”

Hvordan er din kristendomsforståelse?

”Jeg tror, den kan sammenfattes i Davids salme nummer 34, vers 19, ’Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt’. Hvis man vil møde Gud, så er et oplagt sted at møde ham igennem de svage. Efter oplevelsen med den spastisk lammede dreng i den almindelige skoleklasse fik jeg senere mulighed for at arbejde med handicappede konfirmander og skrev også et undervisningsmateriale, der var specielt rettet til den gruppe. Mødet med dem har givet mig et rigt forråd af historier og beretninger, som jeg stadig mindes og trækker på. Samtidig vil jeg sige, at Bjergprædikenens saligprisninger i helt særlig grad har fulgt mig lige siden min første tid som præst. Men altså min kristendomsforståelse er ikke en færdig størrelse, den bliver hele tiden ved med at udvikle sig.”

68-årige Steen Skovsgaard fungerer ikke længere som præst. Siden han i 2017 forlod bispeembedet, har han været indskrevet som teologisk ph.d.-studerende på Aarhus Universitet og har netop afleveret sin afhandling om dommedag i islam og kristendom.

Han bor igen i Østjylland, nærmere bestemt i Årslev vest for Aarhus og i sit hus her står han hver dag op og læser før morgenmaden nogle opbyggelige ord. Det kan være bibelpassager, og det kan eksempelvis også være små tekststykker fra den tyske teolog Christian Schrivers ”Sjæleskat” fra 1742, som Steen Skovsgaard i øvrigt selv har udgivet en citatbog om på dansk.

”Man kan sammenligne det med en daglig vitaminpille. Den kan indtages når som helst og hvor som helst, men man skal kun have én hver dag, siger Steen Skovsgaard, der altså nu selv har skabt et bogværk med 208 ”vitaminpiller”.

”Man kan bruge mine tekster, som man vil, men jeg tror, de fleste vil få kvababbelse, hvis de læser dem alle på én gang.”

I sine andagtstekster tager Steen Skovsgaard blandt andet udgangspunkt i de tekster, der er blevet brugt i den foregående søndags gudstjenester. Dem krydrer han med oplevelser fra sit eget liv. Som i den allerførste tekst, hvor udgangspunktet er bibelcitatet ”... en kilde, som vælder med vand til evigt liv” fra Johannesevangeliet kapitel 4, vers 14, der giver anledning til en fortælling fra Skovsgaards barndom.

Fortællingen handler om sommerferier under primitive forhold på Sydfyn, hvor det blandt andet var hans opgave at sørge for en spandfuld frisk vand til køkkenet. Vandet skulle hentes ved en gammel vandpumpe, og det lærte ham, at hvis pumpen havde stået ubrugt for længe, skulle den spædes med lidt vand for at virke. Når det var gjort, kunne den til gengæld virke i det uendelige. En andagtstekst kan ifølge Steen Skovsgaard sammenlignes med en sådan kopfuld vand. For ordet, tanken eller hændelsen, der bliver beskrevet, kan inspirere og give adgang til kilder, som man ikke i forvejen kender eksistensen af.

”En andagt skal hverken mætte eller slukke tørsten, men den skulle gerne give en tanke, der sætter andre tanker i gang,” siger Steen Skovsgaard.

Bogens titel er inspireret af en samtale mellem den nu afdøde psykiater Torben Bendix og en skizofren patient, hvor patienten på et tidspunkt siger: ”Giv mig en tanke, som jeg kan koncentrere mig om”.

Hvorfor har du valgt at bruge det citat til bogens titel?

”Jeg har læst Torben Bendix’ bog, hvor han blandt andet beskriver, hvordan en tanke kan virke som et redningsbælte, hvis mørket er ved at opsluge et menneske. Det synes jeg er et smukt billede på evangeliet og udgangspunktet for en andagtstekst. Det er ikke tanken i sig selv, men der skal ofte noget ydre til at nære den indre kilde, og der ser jeg tekststykkerne som den kop vand, der skal ned i pumpen, for at den virker. Jeg tror, at de fleste af os har en længsel og en tørst efter fylde, mening, kærlighed, ja, alt det store, som vi ved er der, men som også er flygtigt og derfor hele tiden skal værnes om og næres. Ideelt set kan en andagtstekst gøre os bevidste om længsel og tørst for deri findes en mulighed for forandring. En discipel er en lærling, og som kristne er vi hele tiden på vej.”

(Artiklen fortsætter under billedet). Foto: Emil Kastrup Andersen
(Artiklen fortsætter under billedet). Foto: Emil Kastrup Andersen

Da Steen Skovsgaard gik i gang med at skrive de daglige andagtsord til Kristeligt Dagblad pålagde han sig selv to dogmer: Dels ville han forsøge at inddrage de af FN’s særlige mærkedage, som han fandt relevante, og dels bestemte han, at Jesus skulle nævnes i dem alle.

Hvorfor de dogmer?

”I forhold til FN-dagene så var det mit håb, at de, ud over aktualiteten, kunne være med til at gøre teksterne lidt mere folkelige. Så jeg tog simpelthen hele listen over årlige FN-dage og krydsede alle dem af, som satte nogle tanker i gang hos mig. Det var blandt andet dagen for Downs syndrom og FN’s mindedage for ofrene efter Anden Verdenskrig. Det var en personlig udfordring for mig at udtænke, hvordan man kan bruge Bibelen i forhold til de temaer, som FN markerer.”

”Når det gælder mit selvvalgte dogme om, at Jesus skulle nævnes i hver eneste tekst, så handler det om, at jeg synes, enhver kristen andagt skal drive på Kristus, som Luther taler om. Det er i øvrigt en regel, jeg også altid har haft for mine prædikener, for hvis man glemmer centrum, risikerer tankerne i alt for høj grad at gå deres egne veje.”

Da Steen Skovgaards andagtstekster blev bragt i Kristeligt Dagblad fik han flere henvendelser fra læsere, der var glade for hans ord. Nu håber han, at bogen ”Giv mig en tanke” også vil være til glæde og opmuntring.

”For mig giver det en ro og en ballast, som jeg vil kalde for et fortegn for dagen, når jeg om morgenen læser en tekst, samtidig med at dagen gryr. Håbet er, at andre måske vil få det på samme måde. I en tid med coronavirus, klimakrise, den arabiske verdens oprør mod Frankrig og mest af alt i en verden med krige og sult er der enormt meget brug for håb og trøst. Livsmodet er trængt fra mange sider,” siger Steen Skovsgaard.