Præcis prosa holder melodramatiske følelser smukt i skak i ny roman

Elena Ferrante er tilbage i Napoli i den skønne nye roman ”Voksnes løgnagtige liv” om teenagepigen Giovannas vej ud i verden

Præcis prosa holder melodramatiske følelser smukt i skak i ny roman

Elena Ferrante er en af den litterære verdens største nulevende fænomener: en bestsellerforfatter gemt bag et pseudonym, ukendt af offentligheden, hvilket i sig selv er en bedrift i vores krops- og celebrityfikserede tid. I USA har Thomas Pynchon ligeledes formået at leve skjult fra de sociale mediers flueøjede fræsen gennem folks tilværelse, ligesom man heller ikke ser landsmanden Don DeLillo til alverdens litteraturfestivaler. Men ellers er vilkårene for den moderne forfatter synlighed og salgstaler.

For Ferrante går dén del af arbejdet af sig selv. Med over 11 millioner solgte eksemplarer af den storartede Napoli-kvartet og en mindre storartet HBO-filmatisering i halen er Ferrante forlængst etableret.

Men der er også noget andet, der går af sig selv: Ferrantes prosa. Det er simpelthen en nydelse at læse også den nye roman fra fænomenets tastatur, ”Voksnes løgnagtige liv”, en klassisk historie om overgangen fra barn til voksen og om, hvad der former den menneskelige eksistens. Det er ofte personligt, voldeligt, intenst og smukt, når det handler om Ferrante, men der er også genuin glæde ved sprogbeherskelse på færde. Læs her, hvordan hovedpersonen Giovanna ser på to forskellige familiegrene, den første er venindernes, den anden er hendes egen:

”Deres onkler, tanter, fætre, kusiner og bedsteforældre var fine, velhavende folk fra Vomero, Posillipo, via Manzoni og via Tasso, mens jeg fantasifuldt placerede min fars søster et sted med kirkegårde, flodlejer, vilde hunde, opflammende gas og skeletagtige rester af forladte bygninger, og jeg sagde: Hun har haft én eneste ulykkelig kærlighed, han døde af sorg, men hun vil elske ham for evigt”.

Glæden ved både poetiske og konkrete navne (den norske forfatter Per Petterson har fortalt om, hvordan romanen ”Mænd i min situation” også er en hyldest til Oslo og byens mange vejnavne, selve dét at give eller videregive navne i en bog er en dyb forfatterglæde) blandes her med flotte billeddannelser med opflammende gas og skelteagtige huse, der bliver hængende i læserens bevidsthed.

Samtidig viser den karakteristiske passage, at romanen changerer mellem det fine og det rå, det polerede og det depraverede, og at – naturligvis – tiltrækningen fra den sidste mere vulgære verden er uimodståelig og dertil dybt romantisk. Selvfølgelig må en 13-årig pige drages mod den ellers nærmest gotisk skrækkelige faster.

Sådan har faderen nemlig omtalt sin søster gennem hele Giovannas opvækst, som en type at sky, en ødelæggende hævner, en grotesk misvækst på familietræet, der holder til i Napolis allermest saneringsmodne kvarter med tung løbesod blandet med ditto dialekt overalt. Men da Giovanna i sin voksende pubertære nysgerrighed får lov at besøge fasteren Vittoria, finder hun ud af, at der er mange andre sider af hendes angiveligt afskyelige verden, og at familiens historie er noget mere kompleks end som så. Civilisationens fernis slår revner – som hun skriver: ”Hjemme hos os var det en pligt at skjule sine følelser, en undladelse var tegn på dårlig opdragelse” – når følelseslivet vækkes.

Den nye roman modtages med åbne arme, og rosen er vitterlig velforjent. Den kommer også fra udlandet: I Financial Times’ anmeldelse nævnes det rigtigt, at Ferrantes præcise prosa holder romanens melodramatiske følelser smukt i skak. Og, kan det tilføjes, romanens lettilgængelighed underbygger fint fiktionen om, at den jo fortælles af en ung kvinde på en besværlig vej mod den voksne verden, som hun selv siger et sted.

Det er nogenlunde umuligt at læse ”Voksnes løgnagtige liv” uden bevidst eller ubevidst at indblande Napoli-kvartetten, så her blot: Fans af Ferrante vil ikke blive skuffet af den nye roman, der genbesøger flere temaer og viser, hvor svært det kan være at finde og være sig selv – selvom så mange i vores tid siger, at man bare skal være naturlig og ”mærke sig selv” med et populært mantra. Det er ikke altid så nemt, og ikke nødvendigvis et brugbart råd til unge. Læs bare historien om Giovanna, der åbner den komplekse ungdomsverden på ny for læseren.