I tiårene omkring år 1900 transformeredes København fra en middelalderlig by bag beskidte volde til en moderne metropol efter parisisk forbillede med brede boulevarder, brokvarterer, elektrificeret natteliv og transportmidler, der understregede livets hastighed og det industrielle samfunds dynamik.
Forvandlingen er dokumenteret i socialhistorien, men også i litteraturen og billedkunsten, hvor forfattere og kunstnere blev engagerede vidner til ”det moderne nerveliv” og fortolkede den ny tid og de nye byrum i digte, romaner, reportager og i billeder af storbyens eksistenser. Men ingen har skildret det ny Københavns frembrud så omfattende som billedkunstneren Paul Fischer (1860-1934).
Paul Fischers mange billeder af København og københavnerliv er i kraft af hans entreprenante virke blevet en slags kunstneriske vidnesbyrd til epokens flanerende og fascinerende københavnerkultur. Fischer ytrede sig både som maler, tegner, grafiker og fotograf i en særdeles omfattende entreprise, der slog hans navn fast og gjorde ham til en holden mand. Sideløbende med maleriet skabte han serier af postkort med små vignetlignende motiver fra byens liv, ligesom han fungerede som illustrator til seriøse magasiner som Ude og Hjemme og Illustreret Tidende, der begge var kosmopolitiske og orienteret mod kultur og konsum. Reklamer og plakater designede han derfor også, gerne med et lille humoristisk tvist. Men frem for alt gjorde Fischer brug af den ny tids fremmeste medie, fotografiet.
Det med fotografiet var Paul Fischer ikke ene om. Samtidige kunstnere som P. S. Krøyer, J. F. Willumsen, L.A. Ring, Vilhelm Hammershøi og Michael Ancher brugte fotografier som kunstneriske forlæg, men ingen af dem i et omfang som Fischer. Igennem livet opbyggede han en samling af flere end 5000 fotografier, der i dag har en selvstændig dokumentarisk værdi som skildringer af Københavns historie. Rent kunstnerisk kan man se, hvordan Fischer både i vinklingen af sine maleriske motiver og maleriernes nærmest grisaille-lignende gråtoner mimer det sort-hvide fotografis udtryksform. Fischer var i den henseende en mediator mellem maleriet og fotografiet.
Rent malerisk var Paul Fischer inspireret af den franske impressionisme og det internationale salonmaleri, som han tilpassede sine danske motiver i en ”elegant” stil. I 1890’erne skiftede han ligefrem stavemåde i sit navn: ”Poul” blev til ”Paul”, det lød mere fransk!
Rent motivisk rettede han blikket mod den mondæne og anekdotiske side af københavnerlivet, og blev i modsætning til eksempelvis L. A. Ring aldrig en skånselsløs, social ”hæslighedens apostel”. Snarere en galant voyeur fuld af øjenlyst. Fischer havde en forkærlighed for at skildre velklædte yngre kvinder, der spadserede dekorativt i byrummet – og om sommeren afklædte yngre kvinder, der slangede sig på de nordsjællandske strande. Malerier direkte rettet mod købedygtige medlemmer af Grosserer-Societet og ikke mindst deres herreværelser.
Af samme grund har Paul Fischer aldrig fået nogen fremtrædende plads i kunsthistorien, endsige på de kunsthistoriske museer. Populær har han imidlertid altid været, men hans billeder er livfulde frem for åndfulde, ferme frem for frapperende. Han er ganske dygtig, især som tegner og grafiker, men aldrig for alvor interessant som kunstner – i radikal indsigtsfuld forstand.
Arrangørerne på Københavns Museum har derfor gjort det eneste rigtige i deres særudstilling ”Paul Fischer. Byen i det bedste lys”, nemlig at anskue ham som topografisk maler, tegner, grafiker og fotograf, der i en nærmest reportagelignende form bærer vidnesbyrd om udviklingen af byen til metropol, handels- og forlystelsescentrum i nogle tiår, hvor København tog et kvantestring ind i moderniteten. Det er der kommet en – også scenografisk – meget fin, oplysende og æstetisk udstilling ud af med et tilhørende katalog, hvor gode forskere og forfattere i kort, koncis form sætter Fischers virke i perspektiv.
Københavns nyere kulturhistorie er jo veldokumenteret, ligesom der tidligere er kommet et par mindre biografier om maleren Paul Fischer. Denne udstillings kvalitet ligger i sammenstillingen mellem hans mange forskellige virkefelter til et ”gesamtkunstwerk”. Dels ved at vise fine eksempler på hans altid opvakte reklamer og illustrationer til tidens magasiner og muntre blade som Politikens Tik-Tak og Klods Hans og dels hans faible for at skildre cyklende mænd og kvinder med undertoner af frisind, vitalisme og en ny tids reformiver i både dragter, teknik og kønsopfattelse.
Tematisk knytter udstillingen både malerisk og fotografisk Paul Fischer til hans yndlingsmotiver i ”Nordens Paris”: Som det dengang helt nye centrum, Rådhuspladsen med Martin Nyrops ligeledes nyopførte rådhus; den nyanlagte Dantes Plads med det nyopførte Ny Carlsberg Glyptotek; de nye boulevarder Vesterbrogade og Frederiksberg Allé og endelig den nye Dronnings Louises Bro, der fra arkitekten Frederik Mehldals pariserinspirerede front ved Søerne skød sig over til det nye kvarter på Nørrebro. Fischer er tydeligvis fascineret af den ekspanderende by, der med blæsende regnvåde gader, vinterens sne og søle og forårets nyplantede træer i den grad åbner byens rum i en livgivende bevægelse af mennesker og trafik.
Men Paul Fischer er tydeligvis også fascineret af selve døgnets ekspansion. Byens lys. Dette at København ikke længere kun er dagens by, men også nattens, hvor flakkende gasblus afløses af elektrisk kulbuelys, og livet fortsætter langt ind i nætternes fristelser. Fischer har dokumenteret dette skifte i malerier, der fastholder nattelivets flygtige illuminationer, reklamernes lysende skilte fra tagryggene og mænd og kvinders hastigt ilende færd over blankvåde brosten i selskabstøj mod teatre, kabareter og varietéer. En stor del af kvaliteten ved Fischers malerier ligger i det illustrative, selve genkendelsen, og dermed koblingen publikum kan skabe mellem dengang og nu, hvor Københavns gader, arkitektur og mennesker træder fra fortiden anno dazumal ind i nutiden. Hans billeder er i den forstand en samlet sum af hukommelse.
Vi ser det og husker. Javist, Dronning Louises Bro er stadig nøjagtig lige så populær som dengang for 100 år siden; Rådhuspladsen er efter årtiers vanrøgt ved at finde tilbage til sin oprindelige udformning; Dantes Plads er i dag gennemskåret af trafik og uden August Rodins mesterværk ”Borgerne fra Calais” i et grønt anlæg på boulevardens midte. Som forfatteren og billedkunstneren Holger Drachmann lader det lyde i romanen ”Forskrevet” fra 1890: ”Byen syntes her omkring sit nye Centrum at trække Vejret lettere, mindre tynget af Autoritet, Alvor – ’Tradition’…” Det er sådan, Paul Fischer skildrer byen, let, frigjort og frisk. Hele byen, som det for de privilegerede tog sig ud og føltes, da den blev til. Også i talrige billeder af Kongens Nytorv, der nu igen 2020 er pakket ud med Krinsen i midten og Magasin du Nord som forbrugsmekka, så pladsen ligner et Paul Fischer-maleri.
Den flittige Fischer har fastholdt de byhistoriske øjeblikke og dokumenteret det i sine malerier, så vi kan gense, hvad det ”bedre” borgerskab dengang så for første gang. Hans visualiseringer er både underholdende og nyttige i en tid, hvor København på ny foretager et kvantespring ind i en ukendt fremtid og ekspanderer både under og over jorden og langt ud i Øresund, hinsides Fischers horisont af det, vi i dag kalder ”den indre by”.