Børnene Garmann og Johanne deler en hemmelighed. Det handler om en bunke jern midt inde i en skov, som de har udnævnt til at være et strandet rumskib. De to børn mødes i rumskibet, så snart de kan komme til det, og de har det rigtig rart sammen. Johannes tvillingesøster må absolut ikke få noget at vide om det hemmelige sted, for så begynder drillerierne. Så længe Garmann og Johanne har deres hemmelige møder i fred, kan de opføre sig præcis, som de vil uden tanke for, hvad der er piget eller drenget.
LÆS OGSÅ: Bred indsats for at redde drengenes læsning
Sådan kan handlingen i billedbogen Garmanns hemmelighed af norske Stian Hole, der netop er udkommet på dansk, sammenfattes. Bogen er fra forfatterens side ikke tænkt som hverken en drenge- eller en pigebog. Det er til gengæld Silkesød af hans landsmand Gro Dahle, der også lige er kommet i en dansk udgave. Gro Dahle kalder sin bog for et decideret feministisk projekt.
Fælles for de to forfattere er imidlertid, at de skriver børnebøger, hvor drenge ikke blot er drenge og piger ikke kun piger, men hvor de to køn overtager egenskaber fra hinanden i et forsøg på at nedbryde de vante forestillinger om de to køn.
Jeg ønsker, at mine fortællinger skal nå frem til børn af begge køn og i mange aldre. Jeg er ikke begejstret for bøger, der signalerer, at der er tale om en drengebog eller en pigebog, sådanne bøger er for det meste forudsigelige og kedelige. Når det gælder Garmanns hemmelighed, så føles det naturligt, at det er Johanne, som tager initiativet og fører Garmann ind i skoven. Det skyldes ikke noget ønske om at være politisk korrekt, men snarere et ønske om at vise de to børns forskellige personligheder, siger Stian Hole.
Der er sket meget inden for børnebøgernes verden, siden Jan- og Puk-bøgerne udkom i 1950erne. Men ligesom de to populære serier åbenlyst henvendte sig til hvert af de to køn, er der fortsat en masse udgivelser, som bevidst markedsføres af forlagene som enten pige- eller drengebøger.
Alligevel vil det være forkert at sige, at børnebøgerne bare gengiver de traditionelle kønsroller, siger Nina Christensen, leder af Center for Børnelitteratur under DPU Aarhus Universitet. Hun forsker i øjeblikket i, hvilke dannelsesidealer børnelitteraturen gennem historien har givet videre til de opvoksende generationer, og konstaterer, at børnene samlet set får tilbudt et bredere udvalg af måder at være pige og dreng på end nogensinde før.
Det er vigtigt at skelne imellem to forskellige tilgange til børnelitteratur. Børnebogen er på den ene side en vare, som forlagene ønsker solgt, på den anden side kan den også være et kunstnerisk værk, siger hun og tilføjer:
Set ud fra et markedsføringssynspunkt er der god grund til at appellere specifikt til piger eller drenge som målgruppe. Det har man i øvrigt altid gjort, lige fra den allerførste trykte børnelitteratur udkom i England omkring 1750, og drengene fik en bold sammen med bogen, mens pigerne fik en nålepude.
At særlige pigebøger og drengebøgerfortsat findes, er der masser af eksempler på. En populær udgivelse netop nu er for eksempel serien Veninder for altid af Camilla Wandahl fra forlaget Høst & Søn, som åbenlyst er for piger.
Et andet eksempel var to eventyrsamlinger, Pigernes store eventyrbog og Drengenes store eventyrbog, som Gyldendal udgav for nogle år siden. Den ene med lyserødt omslag, den anden med lyseblåt. Begge indeholdt klassiske eventyr af H.C. Andersen, brødrene Grimm med flere, men eventyret om den sarte prinsesse på ærten blev markedsført som pigeeventyr i den lyserøde, mens historien om den handlekraftige soldat og fyrtøjet blev markedsført til drengene i den lyseblå.
Det affødte kritik, ligesom det tidligere i år blev kritiseret i medierne, at mange børnebiblioteker har hylder med påskriften Pigebøger, mens der ikke var tilsvarende hylder til drenge.
De lyserøde og lyseblå børnebøger, som gengiver de traditionelle kønsroller, findes. Men samtidig sker der en udvikling i retning af en større nuancering af, hvad det vil sige at være dreng og pige, understreger Nina Christensen, som netop fremhæver de prisbelønnede norske bøger, Garmanns hemmelighed og Silkesød, som eksempler.
Børnebogsforskeren konstaterer, at nogle børnebogsforfattere i 1970erne forsøgte at udfordre kønsrollerne ved helt at udviske kønsforskelle. Det resulterede i bogtitler som Runes mor er smed. Nutidens børnebogsforfattere er mere raffinerede i deres udfordring af kønsopfattelserne. Nogle gange vælger de bevidst at sende feminine eller maskuline signaler, for så alligevel at udfordre gængse forestillinger:
Ser man på omslaget til Silkesød, er bogen gennemført lyserød, mens indholdet er kritisk over for traditionelle kønsroller.
Silkesød er historien om den søde, pæne og stille Silke, der altid husker at række hånden op og altid gør, hvad de voksne vil have hende til. Hun er så stille og selvudslettende, at hun ender med at glide ind i væggen og blive helt borte. Indtil hun pludselig har fået nok: Hun begynder at slå og sparke, så væggen slår revner. Og ud af væggen kommer foruden Silke en masse andre søde, pæne og stille piger ja, selv Silkes oldemor, som alle troede var borte, kommer ud af væggen.
Fortællingen om den søde Silke startede for Gro Dahle som et slags forskningsprojekt. Hun har aflagt forfatterbesøg i op mod 1200 norske skoleklasser gennem årene, og i hvert eneste klasseværelse så hun piger, som gemte sig.
Nogle gemte sig i håret. Nogle i hænderne, nogle i bøger, andre trak sig ind mod væggene og skjulte sig i gardinerne, og nogle havde ting på bordene, drikkeflasker eller pennalhuse, som de dukkede sig ned bag ved. For hver hundrede piger, der gemte sig, så jeg vel bare en enkelt dreng, fortæller Gro Dahle.
Iagttagelserne fik hende til at stille skolebørnene spørgsmål som: Hvordan oplever I vrede, hvad gør jer vrede, og hvordan reagerer I?
De svar, jeg fik, bekræftede min opfattelse af, at det var drengene, som slog, sparkede og ødelagde ting, og pigerne, som lagde sig på sengen og gemte sig under dynen. Derfor skrev jeg bogen om alle de piger, der bliver borte. Jeg troede jo, at denne pigetype var væk med min generation fra 1970erne, men jeg opdagede, at det er lige så stort et problem i dag, siger Gro Dahle.
Hun tror ikke, at litteraturen kan ændre den slags mønstre, men som forfatter vil hun gerne pege på fænomenet og vise, at de her piger altså findes i stort tal.
Med bogen har jeg lyst til at hilse på alle disse piger og fortælle om dem. Ikke kun for deres egen skyld, men også for skolernes, siger hun.
Gro Dahle mener ikke, at nutidens børnelitteratur er specielt kønsopdelt, tværtimod prøver mange forfattere at være kønsneutrale, når de skriver. Men hun har altså ønsket at gå en anden vej.
Som far til tre drenge har Stian Hole registreret, at inddelingen i rosa og lyseblå ikke kun gør sig gældende i tøjbutikker, men også i boghandler:
Jeg synes, det er fantastiløst og et tilbageskridt. Som forælder ønsker jeg at påvirke mine børn til at trodse forudsigelige kønsmønstre. Litteraturen kan bidrage til at udvikle empati med andre mennesker og forundring over verdens mange facetter og nuancer. Derfor er det så vigtigt med stor mangfoldighed i både udtryk og temaer i børne- og ungdomslitteraturen.