Vild er ordet, der bedst beskriver Lars Kaalunds iscenesættelse af musicalklenodiet ”Cabaret”. Enorm. Øredøvende. Smuk. Beskidt. Rivende. Rasende. Følsom. Forrygende. Hvis du kun skal se én musical i år, så lad det være den her.
Når teatrene opsætter klassikerne, er der fare for, at det bliver endnu en fortærsket genopsætning med forældede pointer. Men denne ”Cabaret” er original og vedkommende i både form og indhold, og iscenesættelsen vidner om enorm idérigdom fra hele det kunstneriske hold. Gamle Scene er klædt i cigarrøg. En ærefrygtindgydende åbning sætter standarden, og måbende ser vi til, mens spektaklet indhyller os. Publikum er med på legen, og der er et herligt liv i salen, trampen i gulvet og begejstrede tilråb. Orkestret er med oppe i rampelyset og spiller en stor rolle i transformationen af Gamle Scene fra gylden teatersal til ramponeret natklub.
Kit Kat Klubbens dekadente bohemer lever over evne i Weimarrepublikkens Berlin i 1930'erne - og er som taget ud af Christopher Isherwoods snuskede miljø i romanen ”Goodbye to Berlin”, der danner forlægget. De svanser omkring i Anja Vang Kraghs smukke, glitrende kostumer og i demonstrativ uvidenhed, mens nationalsocialismen sniger sig ind på dem, og Europa begynder at smuldre. Den økonomiske nedgang og undergangstruslen kan mærkes og ses på karaktererne, der er sminkede som stumfilmsskuespillere, spøgelseshvide og usunde med sortdybe øjenhuler.
Replikkerne leveres på dansk, men også på gebrokkent engelsk og tysk, og sangene synges på originalsproget engelsk. Det fungerer, overraskende nok. Enkelte sange burde man have fremført på dansk, da nogle af spillernes tvivlsomme engelske udtale kommer i vejen. Men det er tilgiveligt, for alt det andet er så rasende vellykket.
Forestillingens stjernebesætning er inddelt i to hold, der spiller på forskellige aftener. På premiereaftenen var det den underskønne Cecilie Stenspil og den djævelske Peter Christoffersen, der ragede allerhøjest op i rollerne som henholdsvis Sally Bowles og konferencieren Emcee.
Stenspil er bundkarismatisk og charmerende naturlig i sit spil, og hun har et råt og skønt sangapparat, der kan gengive både de grimmeste og de smukkeste følelser.
Peter Christoffersen har et fængslende talent og ansigt. Djævelsk og besnærende smyger han sig omkring på scenen og leverer et fænomenalt forlystende meta-kommentatorspor i form af politisk-satiriske cabaretnumre. Han er et scoop for forestillingen.
Stort set alle spillerne på premiereaftenen præsterer på alle musicalparametre. Men det er forestillingens visuelle og lydmæssige greb, der tager pusten fra undertegnede: Til venstre for scenen sidder en såkaldt foley-kunstner, som sætter live-lydeffekter på spillernes bevægelser, mens de åbner usynlige ginflasker og smækker med usynlige døre. Der er ingen rekvisitter, billederne skal man selv skabe, og det har en fortryllende effekt. Scenerummet står vidt åbent, der er ingen restriktioner og et uendeligt udfoldelsespotentiale - og det bliver bare vildere og vildere undervejs.
Det er påfaldende, at så mange kunstnere for tiden, både herhjemme og i udlandet, griber fat i tematikkerne omkring Anden Verdenskrig. Er det mon et udtryk for en kollektiv bekymring for, at noget er ved at snige sig ind på os?
I åbningsnummeret bad Emcee os om at lade vores bekymringer blive uden for døren. Det gjorde vi gladelig. Men til slut minder dyngen af nøgne holocaustofre på scenen os om, at livet i den grad ikke er en cabaret. Der kommer ingen forløsende lise til os, ingen glædelig finalesang, som vi kan gå fornøjede hjem på. Det er en hård og kontant slutning - og den eneste rigtige.
”Cabaret” på Det Kongelige Teaters Gamle Scene er ikke bare en fortryllende dekadent musical, men også et stykke alvorsvigtig kulturhistorie. Den trodser enhver beskrivelse og skal simpelthen opleves.