Da Jens Christian Grøndahl gik i gymnasiet, blev han gode venner med en spansk skuespillerinde, der boede i Helsingør sammen med sine døtre og sin danske mand. Kvinden gik hen og blev en slags mentor for den unge forfatter in spe, og det var hende, der introducerede ham for den franske forfatter Albert Camus (1913-1960). Et særligt indtryk gjorde værket ”Sisyfosmyten” fra 1942.
”Mit første indtryk af 'Sisyfosmyten' var nok farvet af hende (den spanske skuespillerinde, red.), for de var jo begge middelhavsmennesker, og Camus' essay tager desuden udgangspunkt i den græske mytologi. To ting slog mig: Den ene var tragedien som indfaldsvinkel til at tolke livet, den anden var intensiteten, simpelthen. En glød og passion i sproget, i måden at tænke på,” fortæller han.
Det var midt i 1970'erne,at Jens Christian Grøndahl første gang læste ”Sisyfos-myten”, og for ham blev den lille tekst om de eksistentielle grundvilkår, døden og fraværet af en forudbestemt mening en modgift mod marxismens forsøg på at relativere det individuelle menneskeliv. Menneskeliv, som blev forklaret ud fra et overordnet og derfor totalitært perspektiv, og som reducerede såvel smerten som lidenskaben til et spørgsmål om historiske vilkår frem for at være det egentligt skabende i livet.
”Camus har været min ikke-tyranniske 'guru i øjenhøjde', der på afgørende tidspunkter mindede mig om, at vi alle er 'Det første menneske' for nu at citere titlen på hans sidste, posthume roman. Enhver skal opleve lykken og sorgen første gang, og derfor er begge altid nye, selvom følelserne er de samme, som mennesker har følt i årtusinder. Der findes kun livet, som vi oplever det: man lever kun netop dette liv som netop den, man er, og det i sig selv er meningsløst. Vi skaber meningen selv gennem vores engagement, vores evne til glæde og lidenskab,” siger Jens Christian Grøndahl.
”Sisyfosmyten” og ligeledes Camus selv har fulgt den danske forfatter også i hans skrivende liv som forfatter. Den har, som han siger, været en påmindelse om, at man må investere sig selv i det, man skriver, og at man kun har sin egen erfaring som målestok for ægthed og nerve.
”Der var noget ubestikkeligt ved Camus også som kunstner. Han bagklogskab er uadskillelig fra hans lethed, hans insisteren på ikke at vide i en sokratisk, middelhavsagtig forstand, som når han skriver om den enkle lykke ved blot at være til i solen, ved havet, da han var barn i Algier,” siger han.
Jens Christian Grøndahl mener, at Camus' humanisme i modsætning til Sartres mes-tertænkning har en styrke i, at jeget forstås som en forudsætning.
”Deri ligger vel den kreative energi i hans tanke om det absurde, om at livet i sig selv er meningsløst,” siger han og fortsætter:
”Camus ville frigøre sig fra den ideologiske forestilling om et historisk perspektiv, der giver vores indsats mening, og som vi derfor må underkaste os: 'Men Sisyfos vidner om den højere troskab, som fornægter guderne og løfter stenene'. Troskaben gælder livet selv, som det leves fra dag til dag. Livet, der ikke skal noget bestemt sted hen. For som han slutter: 'Kampen for at nå op til tinderne er nok til at fylde et menneskehjerte. Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand',” reciterer Jens Christian Grøndahl.
Det var i ”Sisyfosmyten”, at Camus konstaterede, at det eneste virkelige, filosofiske problem, der eksisterer, er selvmordet. For Jens Christian Grøndahl er netop den problematisering det eneste sted, hvor han har følt sig nødsaget til at stå af, fordi det blev en tand for overspændt.
”Men det er selvfølgelig også en provokation. Jeg tror, at Camus vil sige, at filosofien kan være lige meget, hvis den ikke forholder sig direkte til det levede liv og livets stunder af fortvivlelse og ensomhed. Og dét bør vel sige enhver noget i Grundtvigs og Kierkegaards fædreland,” siger han.
