Camus’ roman om pesten er et knivskarpt spejl, vi kan holde op foran os selv i de her skræmmende smittedage

Den franske forfatter og filosof Albert Camus skrev ”Pesten” i en anden tid og med et andet sigte, men romanen formidler alligevel de tanker og følelser, vi alle slås med under coronavirussens åg

Albert Camus’ roman ”Pesten”, her i en fransk-sproget version, er i firbindelse med coronavirussens indtog i Europa atter blevet en bestseller, 73 år efter den udkom første gang. – Foto Frank Rumpenhorst/dpa/Ritzau Scanpix.
Albert Camus’ roman ”Pesten”, her i en fransk-sproget version, er i firbindelse med coronavirussens indtog i Europa atter blevet en bestseller, 73 år efter den udkom første gang. – Foto Frank Rumpenhorst/dpa/Ritzau Scanpix.

”Der var ikke noget, der hed individuelle skæbner, kun en fælles-skæbne, der bestemtes af pesten og de følelser, der deltes af alle. Den mest fremtrædende var følelsen af afsondrethed og eksil med alt, hvad det rummede af frygt og oprørs-trang.”

Jeg læser linjerne, jeg har sat streger under. Det er en dag i uge to, efter at alt blev sat på standby. ”Danmark lukker ned”, stod der hen over skærmen den 11. marts, og på gaden uden for vores hus, hvor bilerne normalt suser forbi, er der også i dag stille, og ovenpå leger min hustru med børnene. Normalt ville hun være kørt på job, og de små være i børnehave og vuggestue, men nu skiftes vi til at arbejde og være med dem.

Intet er, som det plejer. Det hele er forandret af noget, vi ikke kan se, og Albert Camus’ ”Pesten”, der udkom første gang i 1947, virker derfor med noget nær dobbelt kraft.

Herhjemme er vi slet ikke nået til det niveau af rædsel, er ikke nået til ”en kavalkade af frygtelige tilskikkelser”, som der står et sted i ”Pesten”, men det er de i Italien og Spanien, hvor en reporter i Madrid forleden fortalte, at der nu er så mange covid-19-smittede, at lægerne er tvunget til at opgive de gamle; at de simpelthen tager dem ud af respiratorerne for at give pladsen til en yngre, som har bedre chancer for at overleve. Der har også været billeder fra en skøjtehal, der er omdannet til lighus, og i Bergamo i Italien køres, har vi set på grynede natoptagelser, de mange døde ud af byen i militærlastvogne.

Artiklen fortsætter under annoncen

Verden står midt i et mareridt af smitte, men det gjorde Camus ikke, da han skrev ”Pesten”. Nok var han optaget af den fatale syge, men han var først og fremmest interesseret i den som allegori over et andet mareridt, nemlig den nyligt overståede Anden Verdenskrig, hvor fascisme og nazisme spredte sig, ødelagde og dræbte og spærrede mennesker inde, fysisk og mentalt.

De uhyrlige ideologier smittede som pesten, viste, hvad mennesker er og kan være, og det var groft sagt dét, eksistentialisten Camus ville bruge den til.

Siden dengang har der heller ikke været mange grunde til at læse ”Pesten” – der var medvirkende årsag til, at den algerisk-fødte franskmand i 1957 modtog Nobelprisen i litteratur – som andet end allegori og tungsindig efterkrigsroman. Men nu, hvor en pandemi har lammet verden for første gang siden den spanske syge i 1918, er romanen som forvandlet. Her i foråret 2020, hvor ældre dør, hvor der uddeles bøder for at forsamles, og hvor alverdens sygehusvæsener enten er i knæ eller venter på at blive presset til det alleryderste, er den blevet en roman om smitte, en én-til-én-fortælling om, hvad det vil sige at leve i undtagelsestilstand og med frygten for en usynlig dræber.

Camus sætter scenen i algeriske Oran, der er en havneby uden særlige kendetegn, og hvor de fleste borgere er orienteret mod handel og indtjening:

”Naturligvis værdsætter de også livets simple glæder, de elsker kvinderne, og de holder af at gå i biografen og tage til stranden. Men som de fornuftige folk de er, henlægger de disse adspredelser til lørdag aften og forsøger de øvrige dage at tjene så mange penge som muligt.”

Det første varsel i Oran kommer, da dr. Bernard Rieux låser sig ind i sin opgang og ser en rotte:

”Dyret standsede, syntes at gøre et forsøg på at holde ligevægten, tog retning mod doktoren, standsede endnu engang og faldt så om på ryggen, mens den udstødte et lille skrig og spyttede blod ud mellem kæberne.”

Portneren ser det som et enkeltstående tilfælde, men i den følgende tid dukker flere døende rotter op fra kælderhalse, afløbsrender og kloakker, og snart begynder mennesker at blive syge, uden at byens myndigheder tager affære. Ingen tør tænke på pest eller tage ordet i munden, før pandemien for alvor gør indhug i befolkningen, og beskrivelserne af, hvordan mennesker mishandles af sygdommen, er voldsomme. Her om en ældre mand:

”En dyb hoste gennemrystede den syges krop, og han begyndte at spytte blod. Bylderne var holdt op med at hæve sig. De sad der stadig, hårde som skruer, der var skruet dybt ind i leddene.”

Senere står der om samme mand: ”Gennemboret af spydstik, udbrændt af et overmægtigt onde, sønderslidt af alle himlens hadefulde vinde sank det nu for øjnene af ham i pestens vande.”

Camus skriver blændende, enkelt, klart og billeddannende, og romanens komposition gør, at man som læser næsten fysisk kan mærke, hvordan borgerne i den isolerede og lukkede by må gennemleve pestens eksponentielle smittekurve. De må så at sige gennem døden for at komme ud i livet på den anden side, en grusom og uafvendelig bevægelse, hvor tiden og tallene er de store ubekendte: Hvor længe vil det tage, og hvor mange vil smitten nå at rive med sig, før byen atter kan genopstå som sig selv eller som en anden?

De spørgsmål kender vi kun alt for godt i dag, hvor vi, her 73 år efter, ”Pesten” udkom første gang, afventer myndighedernes beskeder, hvor vi inderligt håber på en vaccine, hvor arbejdsmarkeder verden over er ved at synke i grus, hvor selve det sundhedssystem, vi herhjemme har lært, er uforgængeligt, med læger, pleje og sengepladser til de syge, snart skal stå sin prøve.

Vi har på den anden side helt andre muligheder for at beskytte os end de arme mennesker i ”Pesten”, men reaktionerne og følelserne er fuldkommen de samme, og de her linjer kunne være fra i dag, ikke fra 1947:

”På den måde gik det for eksempel til, at en så privat og individuel følelse som den at være adskilt fra et elsket væsen pludselig blev fælles for hele folket og sammen med frygten den bitreste smerte i den fangenskabets tid, der nu fulgte.”

”Pesten” er skrevet i en anden tid og med et andet sigte, men rammer klokkerent de tanker og følelser, vi går med under coronavirussen. Ikke fordi Camus var synsk eller profet, men fordi han som andre store forfattere var i besiddelse af en uforlignelig forestillingskraft og indlevelsesevne. Derfor er hans ambitioner om at skildre Anden Verdenskrigs frygtelige ideologier interessante, men Camus’ blik for menneskers reaktioner og følelser under angstens åg er gyldige på en måde, der transcenderer tiden og taler til os nu, hvor vi er bange, føler os truede på eksistensen og skal forholde os til meningsløsheden.

På den måde peger ”Pesten” på en af litteraturens egenskaber. Bøger kan være spejle, vi kan holde op foran os og vores liv. Det har jeg og mange andre gjort med ”Pesten”, der er blevet en bestseller igen, her 73 år efter den udkom første gang. I en helt anden virkelighed. Og så alligevel ikke.

Kristeligt Dagblad skriver for tiden om litterære klassikere, der handler om epidemier og isolation. Dette er den fjerde artikel i forløbet.

Læs alle artiklerne på k.dk/kultur