Jon Auring Grimm og Mads Hansen (red.): Studier i Camus - solen og skyggerne. 270 sider. 179 kroner. Philosophia.
Ofte betegnes Albert Camus som solens skildrer. Det skyldes, at han blev født i Algeriet under den brændende ildkugle og voksede op i Algiers hede gader, og at han beskrev mordet på en araber i romanen ”Den fremmede”, der sker under ildregn fra himlen. Derfor er det vældig befriende, når en ny antologi rykker rundt på den slags. Og det gør ”Studier i Camus - solen og skyggerne”.
Når den er bedst, overbeviser den - på trods af sin titel - om, at det kunne være, at vi som minimum burde regne vandet til en lige så dominerende del af Camus' samlede forfatterskab som solen.
Allerbedst i lektor Anne Elisabeth Sejtens mesterlige læsning af naturbilledernes funktion, hvor hun smukt dokumenterer vandets særstatus, mens mag.art. Jon Auring Grimm påpeger vandets undtagelsestilstand fra den uhyrlige kamp mod den ulækre sygdom i ”Pesten” og svømmeturen som en slags verdsligt sakramente.
Videre får vi også en afklaring af det tragiske element i lektor Jørn Boisens selvfølgeligt-kompetente skildring af Camus som den sande tragiker i en artikel om forskellen på samtidens beundring af Sartre og nutidens af Camus og en halvsur kritik af den politiserede Camus - han var og er så meget mere.
Vi får solide nye billeder på Camus' univers, men på en måde er Jørn Boisens artikel den eneste, der for alvor skiller sig ud. Ikke kun i forhold til akademisk kvalitet, hvor udelukkende hans bidrag måler sig med Anne Elisabeth Sejtens, men også fordi det næsten kun er ham, der taler ud fra en anden åndstradition end den venstresnoede humanisme.
Selvom det virkelig er en god pointe med vandet over for solen, bliver vi jo åbenlyst inden for en naturdyrkende, vitalistisk Camus-udlægning, som tilsyneladende er forudsætningen for langt de fleste bidrag.
Bogen er fyldt med det, man fra en mere åndskonservativ position ville kalde humanistiske idiosynkrasier. Selv hvis vi som velvillige læsere ser bort fra de artikler, der tenderer hipster-nonsens (Jenny Maria Nilsson, Filip Granile, Morten Kirkskov, delvist Jon Auring Grimm), flyder bogen over med udtryk som ”denne fordring fra livet selv”, menneskets forløsning i ”øjeblikkets umiddelbarhed” og - hold godt fast: ”en frelse, der helt og uden forbehold” er i menneskets egne hænder.
Alle disse udtryk kan sikkert uddybes og forsvares, men hvis bogen virkelig skulle have tyngde, havde den haft andre helte end de evige koryfæer for den ideologi, som universiteterne fremstiller langt hurtigere, end Sisyfos ser sin sten rulle ned ad bjerget: Det er Kant, Nietzsche, Jung og Bachelard for alle pengene, og man bliver lidt træt. Ville det virkelig ikke have været en idé at variere lidt?
På samme måde hænger vi også i mange af artiklerne fast i de samme værker. Selvom bogen virkelig kommer omkring hele forfatterskabet, hvilket er prisværdigt, er det alligevel hele tiden to værker, der går igen: Det filosofiske essay ”Sisyfos-myten” og romanen ”Den fremmede”.
Selvom de fleste bidragydere synes at være klar over den gængse skelnen mellem Camus' henholdsvis absurdistiske og oprørske periode, ligger overvægten klart på de to værker, der begge er hentet fra førstnævnte periode.
Det er især mærkeligt, hvis man stoler på Sejtens kloge betragtning om, at det er solen, der udgør naturen i ”Den fremmede”, mens det er regnen i ”Faldet”: Med alt det vand, der driver så smukt ad antologiens sider, havde det vel givet mening også at skifte vægten fra Mersaults solbeskinnede strandkyst i ”Den fremmede” til Clamences regnfulde havnekvarter i ”Faldet”?
Det havde også været en kærkommen lejlighed til at minde om, at ”Faldet” som minimum er en lige så god bog som ”Den fremmede”, hvilket de fleste har glemt.
Sluttelig en opsang til forlaget for et udgivelsesmæssigt makværk. Bogens sats ligner noget, der er lavet i Word, og det er beklageligt, at både forlagsredaktør og korrekturlæsere (sic, flertal) ikke har hjulpet redaktørerne mere. Forordet er helt ubehjælpsomt, både form og indhold. På en side bruges ordet ”personlig” tre gange på seks linjer, beskrivelsen af bidragyderne til sidst minder om en gymnasieklasses blå bog, mens jeg fandt grammatiske fejl på hver anden tilfældige side, jeg slog op på. Unødvendigt og ærgerligt.