Prøv avisen

Cappelørn: Eksistensen kan ikke udtrykkes i en oneliner

Sidste bind af Søren Kierkegaards Skrifter udkommer i dag, og dermed har professor Niels Jørgen Cappelørn bragt to af danmarkshistoriens største oversættelses- og kommentarprojekter til verden: 1992-oversættelsen af Bibelen, som han var hovedansvarlig for som generalsekretær i Bibelselskabet 1980-1993, og som centerleder på Søren Kierkegaards Forskningscenter dette værk, der er blevet udråbt til den autoriserede Kierkegaard. – Foto: Søren Staal.

Når sidste bind af Søren Kierkegaards Skrifter udkommer i dag, er det ikke en afslutning, der skal fejres, men en begyndelse, mener Niels Jørgen Cappelørn, professor, dr.theol. og tidligere direktør for Fonden Søren Kierkegaard Forskningscenteret

24.962 sider, 208 tekstredegørelser og 72.628 kommentarer. 25 filologer og 19 års arbejde. Et af danmarkshistoriens største bogprojekter afsluttes i dag, hvor de sidste to bind af Søren Kierkegaards Skrifter udgives.

Niels Jørgen Cappelørn, professor, dr.theol. og tidligere direktør for Fonden Søren Kierkegaard Forskningscenteret, har været med hele vejen fra 1994 til nu. Det har været en stor del af hans liv; dag efter dag, år efter år, kommentar efter kommentar. Og pludselig er det enorme udgivelsesprojekt færdigt.

LÆS OGSÅ:
Når der er havnet et Genie i ens Kjøbstad, så må man også dyrke det

Hvor stort er det, at udgivelsen af Søren Kierkegaards Skrifter nu er afsluttet?

Det er godt.

Hvor vigtigt er det?

Det er meget vigtigt.

Hvad kan Søren Kierkegaards Skrifter sammenlignes med i omfang og betydning?

Tredje gang er måske lykkens gang. Niels Jørgen Cappelørn begynder sit svar:

Det

Og så tøver han, skifter spor:

Jeg er modstander af hele tiden at skulle sammenligne. Man skal vurdere en ting i sig selv. Hvad hjælper det at sammenligne med noget andet?.

Niels Jørgen Cappelørn lader spørgsmålet hænge til tørre på journalistens næse og giver sig så alligevel lidt:

Jeg er meget påpasselig med at tage min mund for fuld, men jeg tror ikke, der i Danmark er skabt et større samlet bogprojekt.

Søren Kierkegaards Skrifter, alle 55 bind, ville fylde to meter, hvis man stablede hvert Kierkegaard-skrift og kommentarbind oven på hinanden. Hver tekst er fulgt op af kommentarbind, hvor de enkelte værker placeres i deres samtid med beskrivelser af, hvordan de er blevet til, samt hvilke særegenheder der er ved hver Kierkegaard-bog, journal eller avisartikel. Svære ord forklares, fremmedsprog oversættes, og referencer til andre forfattere og til Bibelen opspores. Samtidig er der lagt et stort arbejde i at få det hele digitaliseret, så det findes også gratis tilgængeligt på internettet med de tilhørende søgemuligheder, som elektroniske medier har.

Andre har kaldt dette for den autoriserede Kierke-gaard. Et udtryk, der mest bruges om Bibelselskabets primære udgivelse.

Nu er opgaven slut. Hvad skal der ske nu?

Det er det rigtige spørgsmål.

Der er det mærkelige, som man meget stærkt oplever ved et udgiverarbejde som dette, at erkendelsen ikke ligger i resultatet, men i processen. Nu er resultatet offentliggjort. Og så bliver det en trædesten til en ny proces, en ny bevægelse med at tolke teksterne. En ny erkendelsesproces, siger han og fortsætter:

Foran os ligger en tolkning af Kierkegaards sprælske og radikale tanker og en forskning, som er rodfæstet i læsning af teksterne. Det fornemmeste for sådan en udgivelse er for det første, at man fremlægger en tekst, som er troværdig, og for det andet, at man fremlægger en udgave, som er åben, siger Niels Jørgen Cappelørn.

Færdigudgivelsen lukker ikke for fremtidig forskning, men åbner for fremtidig tolkning. Det har været helt afgørende for mig, at der ikke skulle udgives en autoriseret tolkning af, hvordan man skal forstå Kierkegaard, men et instrument til hjælp for enhver til selv at foretage sin tolkning.

For det vigtigste må være, at vi i kraft af Kierkegaard kommer til en større og større erkendelse af sandheden. Ellers kan det jo være lige meget.

For mit eget vedkommende som forsker er lykken at kunne løfte en lille flig af det, jeg tror er sandheden. Det kan jeg i allerhøjeste grad gennem Kierkegaard, fordi han hele tiden selv tog livtag med at finde ud af, hvad sandheden er, også hvad sandheden er ifølge kristendommen, siger Niels Jørgen Cappelørn og fortsætter:

Vi får aldrig magten over sandheden. Det er en konstant kamp, der aldrig bliver færdig. Hvis vi blev det, ville vi jo eje sandheden. Så blev man fundamentalist, og det vil jeg for alt i verden undgå at blive. En af de ting, vi kan uddrage af Kierkegaard, er, at selv i en tid med mange sandheder er der altså en sandhed. Det hele er ikke relativt. Det betyder ikke, man kommer til at eje den sandhed. Men man kan få del i den.

Derfor er det værste, Niels Jørgen Cappelørn kan forestille sig, at Søren Kierke-gaards Skrifter ender som en museumsgenstand. At arbejdet slutter.

Fri os fra mausoleer! Nej, en tekst er en levende mekanisme, der står åben for tolkning, siger han.

Nu har alle de samme tekster at læse Kierkegaard ud fra, fremhæver han, og det er begyndelsen:

Vi skal genopdage, hvor vigtigt det er at læse tekster. Vi lever i en tid, hvor vi tror, at alting kan udtrykkes i one-liners, men eksistensen kan ikke udtrykkes i en oneliner. Det er den alt, alt for kompliceret og alt, alt for vidunderlig til. I det øjeblik den bliver til en oneliner, har vi beklikket tilværelsen. Den kan kun udfoldes i indholdsrige og nuancerede tekster.

Det er for Cappelørn essensen i det store udgivelsesprojekt at skabe et udgangspunkt, ikke et produkt. Det princip er også tænkt med i selve udgivelsesformen og i udgivelsen af den elektroniske version.

I sådan et langt forløb er der altid noget, man ville have gjort anderledes, siger Niels Jørgen Cappelørn.

Som at have haft mere tid til at komme dybere ned i tanker, som jeg har måttet lade ligge. Men så er der heldigvis tid til det nu. Og jeg glæder mig til, at jeg nu skal forsøge, om jeg kan læse teologien ud af Kierkegaards 13 taler ved altergang om fredagen og skrive om det.