Prøv avisen
Koncert

Carl Nielsen omgivet af sine malervenner

5 stjerner
Koncert får storrosende ord med på vejen af vores musikanmelder.

Livfulde strygekvartetter i smukke omgivelser

To af Carl Nielsens strygekvartetter - opus 5 i f-mol fra 1890 og opus 44 i F-dur fra 1906 - udgjorde et fremragende match, da Den Danske Strygekvartet onsdag aften gav sin anden koncert på Den Hirschsprungske Samling. De fire musikere - violinisterne Frederik Øland og Rune Tonsgaard Sørensen, bratschisten Asbjørn Nørgaard samt cellisten Fredrik Schøyen Sjölin - afsluttede dermed den lille cyklus, de havde indledt om mandagen, og kvartetten kommer til at gentage denne bedrift adskillige gange i løbet af jubilæumsåret 2015 - herhjemme og i det store udland.

Man kunne fornemme foråret i det omkringliggende Østre Anlæg, og inde i den såkaldte ”Halvfemsersal” på museet, hvor koncerten fandt sted, var Carl Nielsen også omgivet af foråret - og et par af sine malervenner fra 1890'erne. På den ene side af podiet hang L.A. Rings ”Forår” fra 1895, på den anden side Harald Slott-Møllers ”Foråret” fra 1896. Det var med andre ord i stemningsfulde omgivelser, at de fire strygere tog fat på f-mol-kvartetten, der alene på grund af sin vildt energiske førstesats må have vakt opsigt ved sin førsteopførelse i København i april 1892 - halvandet år forinden var den blevet søsat ved en privat koncert i Berlin med deltagelse af den berømte violinist Joseph Joachim. Han kunne sagtens høre Nielsens talent, men fandt musikken for ”radikal”. Heldigvis spillede Den Danske Strygekvartet også værket radikalt, det vil sige med fuld skrue og uden at nedtone de krasse virkemidler. Stykket gør stadig sin virkning, når det bliver spillet så livfuldt.

Efter et kvarter med skandinavisk folkemusik, charmerende fremført og kronet med en balstyrisk polka som en slags mindelse om Carl Nielsens barndomsoplevelser som fynsk spillemand, gik DDS i gang med F-dur-kvartetten. Også den et karakteristisk og særdeles dynamisk Nielsen-værk, men mere afklaret i sin form og med en underfundig ro allerede i førstesatsen. Andensatsen med betegnelsen ”Adagio con sentimento religioso” viser virkelig en religiøs åre hos den ellers noget lunkne Nielsen (i kirkelig-kristen forstand), og de to afsluttende satser runder værket harmonisk af. Det blev Nielsens sidste strygekvartet. ”Genren rummede tilsyneladende ikke flere udfordringer for ham,” skriver Jørgen I. Jensen i sin store biografi fra 1991.

Bifaldet var stort og hjerteligt, og som dacaponummer gav DDS os ganske enkelt en Nielsen-melodi, julesalmen fra 1914, Mit hjerte altid vanker. Man spillede to vers, og publikum blev opfordret til at nynne/brumme med på det andet. Hvad folk gjorde med noget, der lignede stilfærdig forårsglæde.

kultur@k.dk