Carl Nielsen overskyggede Beethoven ved afvekslende koncert

I Tivolis Koncertsal kunne man endnu en gang konstatere, at danske musikere er opfostret med en særlig tradition for at spille vores nationalkomponists orkesterværker

Selvom der kun er to værker ved en koncert, kan rækkefølgen af dem sagtens diskuteres – som det var tilfældet torsdag aften, hvor man i Tivolis Koncertsal havde valgt at programsætte Beethovens violinkoncert før Carl Nielsens tredje symfoni. Der var faktisk kommet divergerende udmeldinger om forløbet, men da det kom til stykket, havde man altså valgt den kronologiske løsning, der også er den traditionelle. Det er jo kutyme, at en instrumentalkoncert kommer før en symfoni.

Man kunne på forhånd have frygtet, at Beethovens unikke opus 61 – hans violinkoncert, der af mange er anset for den bedste nogensinde i musikhistorien – ville komme til at overskygge Carl Nielsen-symfonien, men egentlig gik det omvendt. Vist spillede Jon Gjesme, Tivoli Copenhagen Phils koncertmester, solostemmen i Beethoven-koncerten fortrinligt på sin Stradivarius fra 1737, da han først havde overvundet en lidt tøvende approach, men orkesterledsagelsen stod ikke skarpt i billedet, og det hang ikke alene sammen med den ikke ligefrem optimale akustik i salen, men også med en noget løs hånd fra aftenens dirigent, den 60-årige japaner Toshi-yuki Kamioka. Han har i nogle år været chefdirigent for Copenhagen Phil (der i sommersæsonen sætter ”Tivoli” foran sit navn) og er en elegant maestro med en sikker teknik. Men han kan være noget facil i sin direktion. Hos Beethoven blev det i hvert fald aldrig blodig alvor, men snarere en gelinde orkesterledsagelse, der mere end tangerede det rutineprægede. Men naturligvis var der mange enkeltheder at glæde sig over – ud over Gjesmes violinspil. Således de mange smukke passager for fagot, et instrument, Beethoven (trods sin tiltagende døvhed) havde et godt øre for.

Det var imidlertid først i Carl Nielsens ”Espansiva”-symfoni, at orkestret foldede sig ud og viste sine musikalske muskler gennem alle fire satser. Man kunne endnu en gang konstatere, at danske musikere er opfostret med en særlig tradition for at spille vores nationalkomponists orkesterværker. Derfor blev det op til det snarlige fodbold-EM en aften, hvor Danmark vandt klart over Tyskland.

I andensatsen, den pastorale andante, blev lyset pludselig rettet mod en balkon, hvorfra aftenens to sangsolister, sopranen Clara Cecilie Thomsen og barytonen Jóhann Kristinsson, sang deres ordløse bidrag på vokalen ”a”. Man kan mere naturligt vælge at anbringe dem på podiet sammen med musikerne, så stemmer og instrumenter danner en fastere sammentømret enhed, men Kamioka har smag for de flashy løsninger, undertiden på bekostning af det kunstnerisk stringente.

Men det endte med manér. Finalen i Carl Nielsens tredje symfoni er en gribende hymne, ærkedansk i sin karakter og en smuk hymne at gå ud i det sommersmukke, men sært affolkede Tivoli på.