Prøv avisen
Ballet

Carmens nye klæder

2 stjerner
Den Kongelige Ballets ”Carmen” bærer præg af at være leget frem i improvisation – danserne er herligt levende – men skalaforholdet mellem koreografen Marcos Moraus fragmentariske iagttagelser og beskrivelser af Carmen-ikonet og en helaftensforestilling med det store udtræk af orkester, dansere og Gamle Scene er grotesk skævt, mener anmelderen. – Foto: Per Morten Abrahamsen

Du kan få brug for tænkehatten til Det Kongelige Teaters nye ballet ”Carmen”. Den har mere ironi end inderlighed

”Close, but no cigar” får man lyst til at sige om ”Carmen”, Marcos Moraus helaftensforestilling på Det Kongelige Teater, der helt bogstaveligt og desværre også i overført betydning er en bilulykke i langsom gengivelse.

Moraus ”Carmen” er hverken Prosper Mérimées eller Georges Bizets ”Carmen”, men derimod den franske chanson-komponist Charles Dumont og Edith Piafs, hvis lidet kendte ballade fra 1961, ”Carmen’s Story” helt konkret åbner aftenens anden del og åbenlyst er udgangspunktet for Moraus sceneidé:

”I det store filmstudie; på settet, er de alle sammen; de to stjerner, skuespillerne, instruktøren og producenten, dekoratørerne og assistenterne og flokken af statister. De skal filme første scene af Carmens nye film. Nogen råber: ’Stilhed! Vi filmer.’”

Med et kamerahold på scenen projekteres close-ups og panoramaer i bedste Peter Sellars-stil op på det kæmpelærred, der fylder halvdelen af sceneåbningen. Danserne kommunikerer – og her mener jeg ikke mindst taler – direkte med kameraet, der også rettes mod publikum, og undersøgelsen kredser om spørgsmålene: Hvem er Carmen – og er der en Carmen i salen?

En dekonstruktion af kærlighedstragedien, kvindefiguren og Bizets musik – og en videre undersøgelse af motiver og udtryk for spansk kultur – som Morau beskriver som ”ustruktureret”, men hvis nærmest skematiske gennemgang af alle kendte typer konventionsbrud ikke byder på nyt, og hvis idémateriale ikke kan bære en helaftensforestillings format.

Tager du tænkehatten med i teatret, kan du afkode brugen af sort/hvid i den filmiske fremstilling kontrasteret med en technicolour-farvet sceneverden og identificere et par halvhjertede henvisninger til Velázquez og Goya, Almodóvar og Fellini. Måske følge en ”Baudrillardsk” analyse af medier, simulation og hyperrealitet, mens balletdanseren Jón Axel Franssons tyggegummibobleblæsende toreador på karruselhest rider gennem høje skylag, men på scenen pilles ned af sin rytterpiedestal?

Forestillingen bærer præg af at være leget frem i improvisation – danserne er herligt levende – men skalaforholdet mellem Moraus fragmentariske iagttagelser og beskrivelser af Carmen-ikonet og en helaftensforestilling med det store udtræk af orkester, dansere og Gamle Scene er grotesk skævt. Ironien gør det ikke ud for inderligheden, distancen gør det ikke for dybden, og latterliggørelsen gør det ikke for lidenskaben.

Det er selvfølgelig kunstens opgave at eksperimentere, tage chancer, søge nye erkendelser og nye udtryk, men i alvorlige sparetider som disse, hvor Den Kongelige Ballet også er under pres, er det halsløst at betro en af et helt teaterårs kun to nypremierer til en koreograf på baggrund af et mindre værk skabt til Dansk Danseteater og en håndfuld forestillinger til blandt andet Skånes Dansteater, Göteborgsoperans Danskompani, Ballet de Lorraine og Carte Blanche Norway. Det er den genre – og division – vi er i.

Det var også en fejlsatsning, hvor balletmester Nikolaj Hübbe som ansvarlig kunstnerisk leder tidligere i processen burde have grebet ind med en opfordring til Marcos Morau om at skære ”Carmen” til måske 45 minutter, alternativt skrotte den helt og sætte en af de gamle travere på plakaten som erstatning.

Hun har jo ikke noget på.

Esther Lee Wilkinson. – Foto: Per Morten Abrahamsen
Stephanie Chen Gundorph og Jón Axel Fransson. – Foto: Per Morten Abrahamsen