Carpark Norths forsanger, Lau Højen, har trukket hætteblusen helt op over kasketten, da vi går gennem Københavns kolde gader for at tale om hans største sorg. Det er en smuk dag, hvor himlen stadig er blå som en swimmingpool, mens de visne blade danser i vinden i festlige hippiefarver. Men melankolien hænger også i luften. For selv i byen kan man mærke, at naturen nulstiller sig selv i november, når træerne bizart nok blotter sig lige der, hvor kulden er værst. Og det er nu, man må spørge, hvad meningen egentlig er med vinteren og døden?
Præcis sådan en smuk efterårsmorgen vågnede Lau Højen også op for to år siden med en tekst i hovedet.
”Jeg vågnede op i dag med tårer, jeg vågnede op i dag med håb. Det vilde i at leve, bare for at dø, det smukke i at elske, bare for at se dig forgå,” skrev han ned. På dansk. Og det blev begyndelsen på det stærke nummer ”Håb”, som han sang til sin afdøde mor til ”Knæk Cancer”- showet på TV 2.
I 20 år havde han ellers skrevet alle sine populære sangtekster på engelsk. Selv den store amerikanske lovsangsstjerne Michael W. Schmidt har lavet sit eget covernummer ud af Carpark Norths sang ”Save me from myself”, men denne tekst var ikke tænkt som et nyt hit. For selvom sangen ”Håb” også er åbningsnummeret på Carpark Norths nye album ”Hope”, var teksten – i begyndelsen – kun til ham selv som et privat forsøg på at sætte ord på, hvordan han havde det, efter han havde fået beskeden om, at hans mor igen havde fået konstateret kræft.
”Jeg er selv overrasket over, hvor stærkt den sang stadig virker på mig. Jeg tror faktisk, at jeg stadig vil kunne mærke den om 10 år. Sådan har jeg det også stadig med ’Transparent and glasslike’ (bandets store gennembruds-hit, red.), som jeg skrev lige efter et angstanfald, der var udløst af et voldeligt overfald,” siger han og søger øjenkontakt, inden han tilføjer.
”Sådan kommer den bedste kunst tit, når man er mest presset. Måske fordi man så er som en presset vindrue, der kommer saft ud af,” siger han og tilføjer, at sangen ”Håb” dog er anderledes end alle hans tidligere sange. For det første, fordi den er på dansk, og for det andet, fordi det egentlig slet ikke er en popsang.
”Den er skrevet helt uden noget filter, nærmest som om det er muskler uden hud, der taler. Sådan reagerer andre også på den. Men for mig er den også en slags salme. For selvom man måske ikke forbinder Carpark North med hverken Den Danske Salmebog eller Højskolesangbogen, er salmerne og højskolesangene en del af min egen dna. Sammen med Sebastians ’Skatteøen’ i 1987 var salmerne i kirken også min første fællesmusikalske oplevelse som barn,” siger Lau Højen, der for nylig også sang ”Se, nu stiger solen” sammen med DR’s pigekor.
”Jeg gik også på efterskole i Mellerup i samme område, hvor Jakob Knudsen skrev ’Se, nu stiger solen’, og den salme står stadig centralt for mig. Den er som en god cheeseburger, der indeholder sødt, surt og salt på én gang. For den indeholder både lyset, livet, døden og håbet.”
Det var pludselig også den slags store ord, han brugte, da han skrev ”Håb” forrige år, da moderen fik konstateret kræft for anden gang.
10 år tidligere var hun ellers blevet erklæret rask, men denne gang kom hun sig aldrig.
”Jeg kommer fra en grundtvigiansk familie med en meget lys tilgang til livet, hvor vi altid har gået og sagt ’det går nok’ til hinanden. Det sagde min mor også i telefonen under sin sygdom, men sommetider lød det hult. For vi vidste godt, at det ikke gik, men vi håbede hele tiden, at vi tog fejl. Derfor talte vi næsten aldrig om døden, selvom den tydeligvis var på vej,” siger Lau Højen, der husker, hvordan det pludselig gik ned ad bakke i december sidste år.
”Hun blev ekstremt syg den 1. december, hvor kræften havde spredt sig til hjernen. Og det var, som om hun sådan også mistede evnen til at kæmpe, da kræften ramte hendes hoved. Der gik 24 dage, før hun døde på juleaften, så det var en makaber jule-kalender for os sidste år. Hver dag var som en skrækkelig julekalenderlåge, der blev åbnet med noget nyt forfærdeligt. Og den 24. december døde hun, på selveste jule- aften, hvilket på den ene side var forfærdeligt, men på den anden side helt vildt smukt,” siger han og tilføjer:
”For jeg forbinder juleaften med den tryghed og varme, som mine forældre formåede at skabe for mig og mine tre brødre. Men allerede året før var min mor for svag til at danse rundt om juletræet. Jeg husker, hvordan hun satte sig på en sofa og græd.”
Nu var det hele familien, der græd juleaften, mens de sang moderen ud med salmer og tårer.
”Mine tre brødre og jeg bar hende over i kisten, og det var helt tydeligt, at hun ikke var der mere. Der var en indpakning, kroppen virkede nærmest bare som noget tøj fra hende. Jeg tvang alligevel mig selv til at kysse hende, mens jeg var bange for, at det skulle blive det sidste, jeg huskede. Men det er det ikke. Det hjalp mig bare til at forstå, at hun var død.”
Allerede gennem december var moderen begyndt at visne som et blad, fortæller han:
”Til sidst lignede hun nærmest et dyr, der var blevet kørt over, fordi hun var så smadret af kræft, men det er ikke sådan, jeg husker hende. Jeg husker hende, hver gang jeg ser mig selv i spejlet, og jeg hører hende, når jeg åbner munden. Sådan lever hun videre i mig. Og det hjælper min sang mig også med at huske. Mens hun levede, gav sangen mig håb om, at hun ville overleve. Men nu har den skiftet karakter, så den i stedet masserer min sorg.”
I sangen skriver han også om, at det nu er ham, der bærer hende, der før bar ham. Det kan man læse, som om slægter skal følge slægters gang. Men da han skrev linjen, var det faktisk først efter, at han helt konkret havde båret hende over i kisten. Nu føler han til gengæld, at det er sangen, der sommetider bærer ham gennem sorgen.
”Det kan lyde mærkeligt at sige om sin egen sang, men jeg har det selv, som om jeg bliver kastet op mod himlen i omkvædet. Det er underligt, at man på den måde selv kan skrive en sang, der trøster en selv.”
Tænker du det som en kristen salme?
”Jeg ved simpelthen ikke, om jeg tror på Gud, himlen og livet efter døden. Det gjorde jeg engang, og måske får jeg troen tilbage. Men nu er jeg en agnostiker, der håber, at troen kommer tilbage. Måske gør den, måske gør den ikke,” siger han og tilføjer:
” Men jeg har altid elsket de filosofiske tanker i kristendommen. Det er også, som om de kristne tanker er en slags evergreens om tilgivelse og næstekærlighed, som vi stadig vender tilbage til, når vi skal forstå os selv. Og hvis jeg ikke var blevet sanger, tror jeg også godt, at jeg kunne være blevet præst,” siger han og tilføjer:
”Jeg blev også ramt af scenen i første afsnit af ’Herrens Veje’, hvor præsten sidder og taler med en tvivler, der bliver sunget ind i troen.”
Med ”Op, al den ting, som Gud har gjort”?
”Ja, og jeg får kuldegysninger bare af at høre teksten. Der er så mange smukke ord i de salmer. Og en af de sidste julegaver, jeg fik af min mor, var også en bønnebog – som inspiration til nye tekster,” siger salmisten, som måske også kan finde tro i lydgrafikken over ”Håb”. For den ligner faktisk en klassisk folkekirke og en gotisk katedral, der tårner sig op side om side i omkvædene.8