Som teenager led jeg af spiseforstyrrelser. Dengang kaldte man det bare at være kræsen, men jeg var faktisk radmager. Jeg var nok tæt på at være et mandligt tilfælde af anoreksi. Jeg læste uafbrudt, men jeg spiste ikke nok.
Da jeg flyttede hjemmefra som 19-årig, gav min mor mig måske derfor en stor kogebog ”Mad fra A til Z”. Den bestod af fem ringbind, som hun havde samlet sammen, hæfte for hæfte, hver måned i årevis gennem sit abonnement på damebladet ”Eva”, der må have haft et samarbejde med ”Bo Bedre”. For det står der på de røde binds omslag.
Jeg vil ikke sige, at det kun er kogebogens skyld, at jeg fik appetitten tilbage. For jeg var også ude at rejse og kom hjem fra Indien med en glubende appetit på både livet, mad og mennesker. Men kogebogen lærte mig ikke kun at lave mad, den lærte mig faktisk også at være social. For jeg syntes ikke, at det var sjovt bare at lave mad til mig selv, så jeg begyndte meget systematisk at invitere venner hjem, og jeg elskede at være vært.
Jeg kan blandt andet huske, hvordan jeg en dag havde besøg af nogle af mine studiekammerater fra litteraturvidenskab på Københavns Universitet, og der var endda undervisningsassistenter blandt gæsterne. Og rosen kom også fra toppen af hierarkiet, da de alle roste min lammekølle med avanceret fransk kartoffelgratin, der bestod af fløde, parmasanost, muskatnød og kartofler. Men den ret havde jeg jo fra ”Mad fra A til Z”, som jeg allerede på det tidspunkt havde øvet mig i at bruge.
Til hver ret var der to symboler – et antal mønter og et antal kokkehuer, så man kunne se, hvor henholdsvis dyr og svær retten var at lave. Og det var lige noget for sådan en nybegynder som mig. Det var dog først for alvor, da jeg flyttede i min egen lille lejlighed på Nørrebro, at jeg rigtig kom i gang. For den første tid i København boede jeg til leje hos en gammel dame, der boede i en kæmpe lejlighed på Halmtorvet, hvorfra man kunne se ned til de prostituerede på fortovet. Men den gamle dame fór op, hvis jeg brugte køkkenet til andet end telavning eller tog mere end ét bad om ugen, så det førte til en skilsmisse.
Der er næsten ikke noget, der kan føre mennesker sammen som mad. Og derfor må jeg nu som 64-årig indrømme, at det værk, der har haft størst betydning for mit liv, hverken er skrevet af Tolstoj, Dostojevskij, Hesse eller Huxley, skønt mange af dem har været livsledsagere, men af kogekonerne Lilian Kaufmann og Hanne Rasmussen, som man oven i købet kunne ringe til, hvis man kom i nød i køkkenet.
Det benyttede jeg mig nu aldrig af, men deres værk har nu fulgt mig i 44 år. Det var sådan, jeg lærte at lave lammekølle og Veau de Blanquette, lys kalveragout, og jeg kan stadig finde på at hive det i dag noget medtagne værk ud af reolen, hvis der er et stykke kød, jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere. Og glæden ved at lave mad og få gæster fik jeg gennem deres opskrifter. Og opskriften på lykke er for mig stadig at stå og høre musik lørdag eftermiddag, mens jeg laver mad til mine middagsgæster om aftenen.
Måske skulle jeg også forære en kogebog til min datter, som nu er ved at flytte hjemmefra. Jeg har kun set hende lave en omelet, men med stor succes, og hun skal nok få lært at lave flere retter. For da jeg flyttede hjemmefra, kunne jeg heller ikke lave mad, men hele idéen med at flytte hjemmefra er jo at blive bedre til alting på egen hånd. Og det hjalp ”Mad fra A til Z” mig med.
