Carsten Jensen efter stor sorg: Livet skal gå videre

I februar døde Carsten Jensens 25-årige stedsøn pludselig under en løbetur. Sorgen kan man aldrig komme over, men det er en moralsk pligt alligevel at finde en måde at fortsætte livet – for andres skyld, mener forfatteren, der er aktuel med bogen ”Øvelser i afsked – en coronakrønike”

”Efter Raphs død er jeg også meget kommet til at forbinde livet med en form for pligt til at fortsætte og en pligt til ikke bare at lade stå til. Man lever ikke kun for sin egen skyld, men også for de andres,” siger Carsten Jensen, der godt kan smile igen. – Foto: Leif Tuxen.
”Efter Raphs død er jeg også meget kommet til at forbinde livet med en form for pligt til at fortsætte og en pligt til ikke bare at lade stå til. Man lever ikke kun for sin egen skyld, men også for de andres,” siger Carsten Jensen, der godt kan smile igen. – Foto: Leif Tuxen.

Døden har længe haft en fast plads i forfatteren Carsten Jensens hjem på Østerbro i København. Allerede i 1988 forærede kunstnervennen Christian Lemmerz ham en menneskestor gipskopi af sit kendte værk ”Gestalt (Todesfigur)”, der forestiller døden med et uhyggeligt tomrum der, hvor man ellers ville have et levende ansigt.

Bag den oprejste skulptur i spisestuen er væggen farvet blodrød, så den hvide dødsfigur træder ekstra tydeligt frem. Og sådan har Carsten Jensen i årevis sat sig til bords med dødens bogstaveligt talt tomme blik stirrende på sig, som om ethvert måltid kunne blive det sidste.

Som forfatter har Carsten Jensen også beskæftiget sig med død og sorg i blandt andre Marstal-romanen ”Vi, de druknede” og krigsromanen ”Den første sten”. Det fik sidste år en norsk sorgforsker til at kalde ham for ”en sorgens forfatter”, ligesom den nu 68-årige forfatter som alle andre, der når en vis alder, har mistet begge sine forældre og flere nære venner.

Men i februar ramte døden ham alligevel med en anderledes og uventet hårdhed, da hans 25-årige stedsøn Raphaël Coleman (kaldet Raph) pludselig fik et hjertetilfælde og døde, mens den ellers kernesunde unge mand var ude at løbe en tur under en rejse i Sydafrika.

”Jeg havde kendt ham, siden han var seks år,” siger Carsten Jensen og ser op med blanke øje og et pludseligt smil.

”Han var sådan en gammelklog og dejlig dreng. Mit første minde om ham er, at han som seksårig holdt et langt foredrag for mig om hundes natur, som om jeg ikke anede, hvad en hund var. Og hvad han ikke vidste, gættede han sig bare til. Det var fantastisk, og vi blev straks en slags åndsfæller. Han var sjov at være sammen med, fordi han var lynende intelligent og videbegærlig, og han kastede sig ud i alting lige fra at være børneskuespiller i England til at blive zoolog og klimaforkæmper i hele verden.”

”Men vi har aldrig boet sammen. Min kone, Liz, boede i England, da vi mødtes, og vi havde begge to børn med andre, så vi måtte indstille os på at leve i hvert sit land, til børnene var flyttet hjemmefra,” siger Carsten Jensen, da vi sidder i parrets stue med genstande og møbler fra hele verden – fra afghanske ægte tæpper til masker fra Papua Ny Guinea på væggen og en hel lille jungle af store eksotiske planter. Og tilsammen har det globale powerpar også boet eller arbejdet på mindst fire kontinenter.

Carsten Jensen og hans britiske kone, Liz Jensen (som også er en anerkendt forfatter), fik beskeden om Raphs død, mens de var i Los Angeles, hvor Carsten Jensen arbejdede som gæsteforelæser på et universitet. Hun tog det første fly til Sydafrika for at møde sin eksmand og deres ældre søn, og først tre uger efter blev hun genforenet med Carsten Jensen til mindehøjtideligheden for sønnen i London.

”Det var så svært at være væk fra hinanden midt i den store sorg og livskrise, men jeg talte meget med vores amerikanske husvært, som selv havde mistet en søn. Lidt tøvende afslørede han, at sønnen faktisk havde begået selvmord. Amerikanerne har svært ved at tale om sorg, sagde han. De taler om sorg som en influenza. ’Har du det bedre? Er du kommet over det? Og er du kommet igennem det?’”

”Men vores husvært vidste bedre og sagde til mig: ’I kommer igennem det, men I kommer aldrig over det!’ Allerede nu ved jeg, at han havde ret, og at sorgen har ændret os for altid,” siger Carsten Jensen, der efter mindehøjtideligheden endnu en gang måtte tilbage til USA for at færdiggøre sine forelæsninger, inden han fløj hjem den 12. marts, samme dag som Danmark lukkede ned.

I lufthavnen i Los Angeles skrev han et facebookopslag om coronasituationen, og da Carsten Jensen landede i Danmark, var opslaget allerede blevet delt så meget, at det endte med at nå ud til 1,9 millioner danskere. Det gav ham mod på at skrive videre, og det blev begyndelsen på Carsten Jensens nye bog ”Øvelser i afsked – en coronakrønike”, hvor han kæder sin egen families sorg sammen med coronakrisen i et år, hvor hele verden virker til at være ramt af sorg, som han siger.

”Sorg er netop ikke en influenza eller epidemi, der driver over med tiden. Men i marts opdagede jeg alligevel, at der var en slående lighed mellem vores sorg og hele verdens situation under pandemien, for man kunne jo sagtens bruge udtryk som selvisolation om sorgen. Når man er ramt af sorg, går man igennem en introvert og nærmest asocial fase. Vores tilbøjelighed var at holde os for os selv, og lige pludselig var det, som om hele verden gik i sorg, ligesom vi gik i selvisolation for nu at bytte om på udtrykkene.”

Hverdagen ændrede sig i hvert fald pludselig for Carsten Jensen og resten af verden på samme tid.

”Livet mister sin selvfølgelighed og får en helt anden skrøbelighed, når man er i sorg. Det er næsten, som om man skal genoprette sit liv forfra helt ned til dagligdagens små rutiner og gøremål. Tøjet ligger klar, fordi vi skal tage det på. Køleskabet står der, fordi det skal fyldes med mad. Sådan kan hverdagen pludselig blive en viljesakt. Livets mest elementære gøremål bliver så krævende.”

”I en sorgfase tror jeg dog også, at vi indser vores nødvendighed for hinanden. Lige så asocial man kan være, lige så meget indser man, hvor sociale væsener vi er. Hvor meget vi ikke blot er afhængige af hinanden, men hvor meget vi også skylder hinanden.”

Her var endnu en parallel til pandemien, følte Carsten Jensen. Men samtidig opdagede han hurtigt, at hans egen sorg ikke kunne sammenlignes med hans kones, fordi Raph trods alt ”kun” var hans stedsøn.

”Min egen datter Laura spurgte mig en dag. ’Hvad nu hvis det var mig, der var død?’ ’Så er jeg ikke sikker på, at jeg havde lyst til at leve,’ undslap det mig lige fra hjertet, og da forstod jeg pludselig, at det var min dør til at forstå Liz. Det betød også, at jeg skulle være der som en del af begrundelsen for, at hun ikke måtte give op. Og min største opgave var ikke at komme igennem min egen sorg, men at støtte min elskede i hendes dybe livskrise, hvad sorg jo også er, ” siger han og ser op.

”Det, man må gøre efter sådan et tab, som vi – og især Liz – har været ude for, er på en måde hver dag at genskabe livet, og nogle gange kan det føles næsten forkert. Jeg tror, at alle forældre, der mister et barn, tænker: ’hvorfor ikke i stedet mig?’ For vi ville alle gerne have givet vores liv for, at barnet kunne være i live. Derfor kan det føles nærmest frivolt selv at være den overlevende.”

Engang var det at miste et barn dog en normal erfaring for de fleste forældre, og det har Carsten Jensen også tænkt over, mens han skrev sin bog.

”Når man spørger gamle mennesker, hvordan det går, kan de sommetider svare: ’Det går, det skal det jo’. Det opfattede jeg længe som en lidt afvisende, lakonisk kommentar, som om de ikke havde noget at sige. Men da jeg så skrev bogen, tænkte jeg meget over ordet ’skal’ i den forbindelse, for de er jo på en måde et moralsk imperativ. Livet er pludselig blevet en pligt. Du skal leve videre,” siger Carsten Jensen.

”Efter Raphs død er jeg også meget kommet til at forbinde livet med en form for pligt til at fortsætte og en pligt til ikke bare at lade stå til. Man lever ikke kun for sin egen skyld, men også for de andres. Og alle os, der er forældre, ved jo godt, at når vi bliver forældre, er vi ikke længere hovedpersoner, men bipersoner. Og når vi indser, at vi gerne ville give vores liv for, at vores børn kunne leve videre, indser vi netop, at vi er blevet bipersoner i vores eget liv, for det er jo det, der sker, når man bliver forældre. Derfor føles det så unaturligt, når ens barn dør. Jeg ved, at Liz sommetider stadig mærker hans tilstedeværelse. Det er, som om naturen taler på en ny måde, og der i livets cyklus kan ligge opmuntrende tegn, og jeg kan også mærke det.”

Tolker du det som et slags evighedshåb, ligesom mange kristne tror på et liv efter døden?

”Jeg er ikke troende. Da jeg skulle konfirmeres, var jeg nok den, der tog det mest alvorligt i klassen. Dengang var der et afkrydsningssystem, så man skulle i kirke otte gange for at få lov til at blive konfirmeret, men jeg kom i kirke 25 gange. Det var sådan, jeg fandt ud af, at kirken ikke var noget for mig. Jeg syntes simpelthen, at kirkens to præster var ubegavede, så jeg meldte mig ud af folkekirken, så snart jeg blev gammel nok til det. Og jeg ville heller ikke søge derhen efter trøst i dag. Jeg ved ikke engang, om jeg søger trøst. Jeg leder efter en måde at fortsætte livet på en meningsfuld måde.”

I bogen skriver du også, at du nægter at læse en mening ind i Raphs død?

”Ja, jeg anser hans død for meningsløs og kan ikke finde nogen sammenhæng, hvor det kan give mening. For mig er det et ubodeligt tab, som jeg må lære at acceptere og leve med, og det prøver jeg også på. Det giver heller ikke mening for mig at sige, at det var uretfærdigt, at han skulle dø, for døden har intet at gøre med hverken retfærdighed eller uretfærdighed.”

Hvad trøster dig så?

”Den eneste trøst er, at døden altid kommer for sent, som den polske digter Wislawa Szymborska har skrevet i et klogt digt om døden. For vi når altid at give af os selv, uanset hvor tidligt vi bliver taget bort.”

”Raph blev taget alt for tidligt bort, men hans liv var ikke forgæves, for han nåede at inspirere tusindvis af mennesker som en ledende skikkelse i den britiske klimaaktivistgruppe Extinction Rebellion, der kæmpede for at stoppe klimaforandringerne. Han var en karismatisk taler, og en af mine studerende i Los Angeles havde endda hørt ham i London. Og han gjorde et uforglemmeligt indtryk på hende, fortalte hun mig. Og jeg ville så inderligt ønske, at han havde fortsat sit liv.”

”Men spørgsmålet ’hvorfor’ giver ikke mening, og der er ikke noget svar, der kan give trøst. Tværtimod tror jeg, at denne søgen efter svar ville være ødelæggende. Vi må lære at leve med uvisheden i livet, ” siger Carsten Jensen og inhalerer tavsheden imellem os, inden han tilføjer:

”Andre mister børn, der begår selvmord eller dør af en sygdom, som kunne være blevet opdaget, og det kan føre til skyld og sjælsfortærende tvivl. På den måde var vi heldige, for Raphs død kunne ikke forudsiges. Ingen anede, at der var noget galt med hans hjerte og slet ikke ham selv. Men man kan stadig spørge, hvordan vi skal fortsætte livet, når han skulle dø.”

Man kunne måske også spørge, hvordan man i det hele taget kan nyde sit liv, når andre lider og dør?

”Du mener de nødlidende på den anden side af jorden? De 80 millioner flygtninge? Det er vi jo ret gode til herhjemme,” siger Carsten Jensen og slår en skraldlatter op, inden han tilføjer:

”Men i øjeblikket bliver vi måske bedre til at forstå, at vi lever i det samme økosystem. Pandemien har vist os, at verden er én stor sammenhængende familie, som man ikke kan melde sig ud af. Og ifølge klimaforskningen vil der komme flere pandemier i fremtiden, fordi vi ikke passer på vores fælles planet, som på én gang er alt for lille til alt det, vi vil have ud af den, og på den anden side er for stor til lokale løsninger. Vi kan altså ikke bare lukke resten af verden ude, men heller ikke fortsætte med at producere og konsumere, som vi gør.”

Men har du ikke også gjort det selv som en global eventyrer, der både har set verden begynde og bryde sammen med dertilhørende CO2-udslip?

”Jo, jeg rejst hele mit liv. Forleden fik jeg også at vide af en anden journalist, at jeg ikke kunne udtale mig om klimakrisen, når jeg boede på Østerbro. Men min ytringsfrihed afhænger ikke af mit postnummer. Lever vi ikke alle i den samme selvmodsigelse? Og da jeg fløj hjem fra den sidste forelæsning i LA den 12. marts, mens Danmark lukkede ned, havde jeg det, som om det også var en afsked med den måde at rejse og leve på. Vi må sige farvel til meget i øjeblikket. Det er også derfor, at min bog hedder ’Øvelser i afsked’,” siger Carsten Jensen.

”I mange år har vi troet, at fremtiden ville være som nutiden, bare med meget mere af det hele, vækstens evige imperativ, som også er vores forbandelse, men nu må vi nok erkende, at fremtiden bliver afgørende anderledes, hvad enten vi vil det eller ej. Men det betyder ikke, at livet og eventyret stopper. Vi skal måske ikke rejse mindre, men måske genopdage rejsens langsommelighed, som Ib Michael vist har sagt. Vi må være taknemmelige over, at vi endnu er her på kloden – og fulde af handlekraft, hvis vi fortsat vil være her. Det var den tanke, Raph dedikerede sit unge liv til.”

Læs Kristeligt Dagblads anmeldelse af bogen på

k.dk/kultur