Prøv avisen
Interview

Forfatter: Jeg savner et fælles sprog om selvmordet

”Avatar” skal skabe et fælles sprog om, hvad det vil sige at være syg, unormal og ulykkelig i dag, siger forfatter Caspar Eric. – Foto: Melissa Kühn Hjerrild/Polfoto

Forfatter Caspar Erics tredje digtsamling ”Avatar” er netop udkommet. Den handler om vor tids ulykkelighedsepidemi, insisterer på kollektivt at tale om selvmordet og krydser klinger med et samfund, hvor vi rører mere ved skærme end ved hud

Før han begik selvmord, begyndte krigsveteranen Daniel Somers at spille musik for at distrahere sig selv fra de destruktive impulser, han fik med sig hjem fra krigen i Irak. Men hvert et øjeblik af glæde føltes som et forræderi. Hver gåtur med hunden som en hån mod de enker og forældreløse børn, hvis liv han var med til at forme. For Daniel Somers blev hans selvmord et medlidenhedsdrab.

”Drømmen om et ordinært liv/ virker helt utopisk/ og total uretfærdig/ i forhold til al den smeltede hud/ som jeg har bidraget til,” skriver Caspar Eric i sin nye digtsamling ”Avatar” med udgangspunkt i Somers virkelige afskedsbrev.

Daniel Somers afskedsbrev til sin familie og venner er udgangspunktet for et af de otte digte eller suiter i ”Avatar”, der udkom i torsdags på forlaget Gyldendal. Hver suite er baseret på tekster, udsagn eller kunstværker af og om unge mænd, der har begået selvmord. Det er otte afsnit på hver elleve sider om melankoli, selvmord, kapitalisme og den måde, vi forvalter tankerne fra dem, der valgte at forlade livet. Digtene skal gøre op med skammen knyttet til selvmordet. For skammen stjæler de kritiske stemmer fra dem, der ikke længere selv kan tale, siger Caspar Eric.

”I ’Avatar’ taler jeg gennem en anden krop og lader en anden krop tale gennem mig. Det er et forsøg på at insistere på et slags fællesskab med de mennesker og de historier, vi normalt forsøger at glemme. En måde konkret at sige: Jeg savner et fællesskab og et fælles sprog omkring selvmordet,” siger han.

Selvom selve ordet ”selvmord” peger på det private, kan vi ikke fralægge os et fælles ansvar. Men det er nemmere for os som samfund at afskrive personer som Daniel Somers som ”ham Irak-veteranen med PTSD, som skrev et lidt rabiat afskedsbrev og begik selvmord”, siger Caspar Eric.

”De tekster og tanker, der danner grundlaget for bogen, virkede kloge, ærlige, indsigtsfulde og vigtige, men alligevel blev de flettet ind i en sygdomsfortælling. På den måde kommer selvmordet til at kaste et lys bagud over fortiden. Det kommer til at handle om enkeltpersoner, der fejlede, snarere end at vi som samfund fejlede dem,“ siger han.

Caspar Eric udkom i 2014 med sin første digtsamling, ”7/11”, om ensomheden i skæret af popkulturens neonlys. Med ”7/11” meldte han sig ind i en generation af forfattere, der skriver ud fra erfaringerne med moderne teknologi og er splittet mellem det meget nære og en interesse for samfundet. ”Avatar” udkommer to år efter Caspar Erics seneste digtsamling ”Nike” (2015) om den uperfekte krop og forfatterens eget handicap, cerebral parese.

Fra den ensomme krop i ”7/11” til den unormale krop i ”Nike”, skriver Caspar Eric i ”Avatar” om den krop, der bliver kaldt syg og måske forsvinder. Modsat ”7/11” og ”Nike” handler “Avatar” ikke om Caspar Eric selv, men alligevel er det den mest personlige bog, han hidtil har skrevet, siger han. Den fortæller om unge mænd, som rørte ham i hans egen nære ungdom: Aaron Swartz, computerprogrammøren og forfatteren, som bloggede om aktivisme, det amerikanske samfund og depression. Rapperen Capital STEEZ, stortalentet og hip-hop-solskinshistorien, der endte livet psykotisk med tweetet “The end”. Tilfælles har de tankerne om depression og selvmordet.

”Økonomen Richard Layard besluttede sig for at finde ud af, hvad den største forhindring var for lykke i dag,” skriver Caspar Eric i kapitlet ”The Dark Knight” inspireret af historien om Aaron Swartz. ”Og hans konklusion var: Depression. Hvilket påvirker én ud af seks og forklarer mere nutidig ulykke, end konkret fattigdom gør.”

”’Avatar’ handler om folk, der knækker i et system, og hvad det vil sige at være en skrøbelig krop eller et skrøbeligt sind i en vækstideologi, som kun tænker på fremdrift. På den måde fletter kapitalisme, depression og selvmord sig ind i hinanden,” siger Caspar Eric.

”Det handler ikke så meget om det selvmorderiske, som det, at vi har nået et punkt, hvor nogle mennesker faktisk ikke kan holde livet ud. Jeg synes, at det er vigtigt at snakke om, hvad det betyder, at vi har skabt et samfund, hvor nogle dør på grund af den måde, vi har indrettet os på.”

Ligesom ”7/11” og ”Nike” handler ”Avatar” om kravet om det gode liv. Kravet om at være glad, at hele og forholde sig til sin sorg på en bestemt måde. Parallelt med et samfund, hvor vi skal blive mere og mere produktive, mere selvopretholdende, mere glade og lykkelige, bliver især unge i Vesten mere og mere isolerede og ulykkelige, siger han.

”’Avatar’ er et portræt af ulykkelighedsepidemien, men billedet af sorgen, der spreder sig som en demokratisk virus, er også forsøget på en modreaktion mod epidemien: Et billede af sorgen som en virus, som vi ikke bare kan lade ligge urørt ovre i et hjørne. Som vi ikke bare kan betragte som noget sindssygt eller mindreværdigt,” siger han.

Det er ikke, fordi Caspar Eric tror, at ”Avatar” kommer til at gøre en politisk forskel. Men man har jo lov til at håbe ”på den dumme måde altså”, siger han. På at det kan åbne forhandlingerne om, hvad det vil sige at være syg, unormal og ulykkelig i dag. Få os til at se udad på samfundet frem for indad i dem, der begår selvmord, ”for det er virkeligheden, der er blevet sindssyg, ikke folk”, siger Caspar Eric.

Måske kan ”Avatar” endda få os til at tænke den vanskelige tanke, at selvmordet ikke altid er en fornægtelse af livet. Nogle gange kan det også være et melankolsk håb om noget bedre. Som for Irak-veteranen Daniel Somers, der afsluttede sit virkelige afskedsbrev med ordene: ”Jeg føler ikke længere smerte. Jeg har ikke længere mareridt, flashbacks eller hallucinationer. Jeg er ikke længere konstant deprimeret eller bange eller bekymret. Jeg er fri.”