” Hvad har den stakkels Neger gjort,/ at den blanke Mand ham hader;/ Er han ond, for han er sort?/ Er ikke Gud alles Fader? O! Beklag den sorte Mand,/ Han er Træl i fremmed Land. ”
Sådan skrev forfatteren Thomas Thaarup i et skuespil i 1793, længe før nogen kunne finde på at kaste kunst i Københavns Havn for at gøre opmærksom på Danmarks kolonitid. Og det er også en langt bedre idé at sætte sig ind i historien end at vælte statuer, så historien forsvinder fra bybilledet, mener forfatteren og den tidligere sognepræst Doris Ottesen, som sammen med kirkehistorikeren og den tidligere biblioteksleder Carsten Bach-Nielsen er aktuel med værket ”Vestindiske spor”.
Tidligere har de to venner samarbejdet om en rost bog om H.C. Andersen og Gud. Og den nye bog er det første store forsøg i nyere tid på at forstå den danske kolonitid gennem litteraturen ved at dykke ned i ”Dansk Vestindien i den koloniale og efterkoloniale litteraturhistorie”, som det hedder i bogens undertitel.
”Vi ville egentlig gerne være blevet færdige med bogen i 2017, hvor vi markerede 100-året for frasalget af Dansk Vestindien. Det ville have været passende, men der var for meget arbejde,” siger Doris Ottesen, der så kan trøste sig med, at historien har det med at reaktualisere sig. For nu er bogen, der kigger nærmere på skønlitterære forfatterskaber fra kolonitiden, altså i stedet landet midt i hede racismedebatter om alt fra bortredigeringen af ordet ”neger” i Pippi-bøgerne til den verdensomspændende Black Lives Matter-bevægelse, som især i USA allerede har ført til mange væltede og vandaliserede statuer af ”gamle racister”, ligesom den nu opløste buste af Frederik V (som oprindelig var skabt af Kunstakademiets grundlægger Jacques-Francois-Joseph Saly) er blevet et symbol på en identitetspolitisk kamp herhjemme. Men man kan godt pege på historien uden at ødelægge den, mener Doris Ottesen.
”Vores egen tid er meget præget af bagklogskabens moralisering. Nu skal vi vælte alle statuer ned af fortidens store mænd, som var nogle grimme karle. Ja, mange af dem var nogle grimme karle set med vores briller, men jeg synes, at man skal passe på med ikke at lave historieforfalskning, og så skal man passe på med ikke at sidde og være skinhellig. Vi ved jo godt, at ni tiendedele gør og tænker, som andre gør og tænker. Det er meget få, der bryder tidens tankegang. Og under kolonitiden var stort set alle racister. Få havde styrken til at tænke deres egne tanker – blandt andre min helt, generalguvernøren Peter von Scholten, der med store personlige omkostninger frigav slaverne i Dansk Vestindien. Han havde ingen racefordomme. Og slet ikke med datidens målestok. Men i dag er der også folk, der gerne vil vælte ham ned af piedestalen,” siger Doris Ottesen.
Selv har hun i mange år interesseret sig for Dansk Vestindien.
”Det har jeg gjort fra min tidlige ungdom. Jeg købte min første bog om Dansk Vestindien som studerende, og siden har interessen holdt ved, og det skyldes nok, at jeg grundlæggende er en moralist. Jeg har været meget optaget af forholdet mellem sorte og hvide, og forholdet mellem underklassen og overklassen. Og jeg syntes også, at det var en fascinerende og mærkelig historie, at vi havde haft sådan nogle øer, men det er en lidt sørgelig historie, der ikke kun handler om racisme, men også om forfald. For det er jo ikke gået de tidligere dansk-vestindiske øer så godt, som man kunne håbe,” siger hun og tilføjer, at en del af befolkningen nu tænker tilbage på den danske kolonitid med varme, fordi der trods alt dengang var mere håb og reformiver.
”De hvide har altid været et mindretal, og de danske har altid været et mindretal i mindretallet. Man talte allerede engelsk, da øerne var danske. Men USA købte kun Dansk Vestindien af strategiske grunde under Første Verdenskrig, fordi øerne havde en central militær placering i Caribien. Kort efter Første Verdenskrig afskaffede USA i øvrigt selv muligheden for at sælge kolonier på den måde, og da øerne mistede militær betydning, mistede de også status. Og i dag er der forfald overalt. Indbyggerne har ikke engang stemmeret til det amerikanske valg, fordi de kun har status som ’domestic islands’, der er tilknyttet USA og støtteberettigede.”
Og erhvervslivet er stort set gået i stå, siger Doris Ottesen.
”Mange vil ikke dyrke landet, fordi man forbinder landbrugsarbejde med slavearbejde, og så er der kun det usikre turismeerhverv tilbage,” siger Doris Ottesen, som via litteraturen fra den danske kolonitid kan se, at der – trods racisme og kulturforskelle – engang var en stor dansk vilje til at lade øerne blomstre op. Men selv efter slaveriets ophævelse i Dansk Vestindien i 1848 var forskellen mellem en rig dansk embedsmandsfamilie og en sort lokal familie dog slående.
”Kernen i bogen handler om de ledsagende danske hustruer, som mere eller mindre begejstret blev bragt derud, fordi deres mænd fik embede derude, og som var ved at kede sig ihjel, fordi de ingenting havde at lave. De tilhørte overklassen og havde tre sorte tjenere på hver en finger, og hvad skulle man så finde på? Nogle søgte mod fest og cocktails, men der var også nogle af de begavede af dem, som observerede og skrev. Det er det virkeligt interessante. For de fortæller en historie, som er sand på den måde, at den er selvoplevet, men også i høj grad afspejler, hvad de mener. Og det afslører, hvem folk var dengang. Var de racister? Ja, selvfølgelig var de det. Det var alle jo. Der var ikke nogen, der dengang var i tvivl om, at den hvide race var mere fremragende end den sorte. Men de var det på meget forskellig vis, og flere af dem ønskede faktisk at forbedre forholdene for de lokale,” fortæller Doris Ottesen.
I bogen kommer de to forfattere også med eksempler på, hvordan blandt andre H.C. Andersen, som også skrev dramastykket ”Mulatten” (inspireret af Henrik Hertz’ novelle), og journalisten Henrik Cavling skrev om de farvedes forhold:
”Uden Negre ville det – skønt det lyder som en Selvmodsigelse – se sort ud for vore hvide Embedsmænd,” skrev Cavling blandt andet og kaldte Dansk Vestindien for en ”Negerrepublik” med ”en af Hans Majestæt Kongen udnævnt Guvernør”, mens forfatteren og professorfruen Ingeborg Raunkiær – trods sine egne stærke fordomme – talte for at udvikle de sortes muligheder.
”Det siges om Negerne, at de er dovne, upaalidelige, tyvagtige, uforskammede, og at de gennemgaaende er som uvorne Børn. Det er vist rigtigt alt sammen. Hvide Mennesker stræber at give Børn Opdragelse – Skole, Indøvelse i Arbejde og Orden. Udvikling af osv., kort sagt at gøre dem til Mennesker med Forstand og Ansvarsfølelse, og først naar de har opnaaet en vis Modenhed, tilstaas der dem det voksne Menneskes frihed,” skrev hun i en kronik i Politiken i 1906, hvor hun talte for at give sorte mere ansvar, så de kunne blive mere selvstændige.
”Selvom ordlyden kan virke voldsomt racistisk i dag, var hendes intention god nok. Hun mente ikke, at tingene ville ændre sig, hvis man ikke behandlede de sorte på en ny måde. Hun menter så ikke, at de sorte var på højde med de hvide, men det var faktisk dengang en revolutionerende pointe, at det også var de hvides skyld, fordi man aldrig gav de sorte noget selvstændigt ansvar. Og det er interessant at læse sådanne skriverier fra en anden tid, fordi det filterløst giver os indblik i, hvordan folk tænkte,” siger Doris Ottesen.
En af de mest centrale forfattere i bogen er Lucie Hørlyk (1870-1912), som nu er næsten glemt, men i sin samtid blev en meget populær forfatter, hvis bøger udkom i store oplag herhjemme. Hendes pigenavn var Lucie Koch, og hun kom også fra den samme store teologfamilie som den berømte teolog Hal Koch, der var hendes nevø.
”Lucie Hørlyk var selv ekstremt begavet. Hendes egen far var provst, og hjemmet var præget af højskoletænkning med masser af litteratur og musik, så hun havde en stor portion akademisk dannelse med sig, da hun som ung flyttede med sin mand, Simon Hørlyk, til Dansk Vestindien. Allerede som barn havde hun været langt hjemmefra på ophold på Korsika og i Schweiz for at komme sig over en tuberkulosesygdom, og dér blev hun ikke kun rask, men også international i sin tænkning,” fortæller Doris Ottesen og tilføjer, at Lucie Hørlyk også befandt sig rigtig godt i Dansk Vestindien uden at miste fodfæstet.
”Hendes mand var jurist og havde arvet en masse penge fra sine forældre i en ung alder, og som hans svigerfar skriver et sted, er det måske ikke det bedste udgangspunkt for en ung mand til at gøre noget ved nogen ting. Han havde altid penge nok og gjorde måske derfor ikke nok ud af studierne og fik en meget dårlig eksamen og kunne i virkeligheden ikke få noget arbejde hjemme i Danmark, så han gjorde som så mange andre og tog til Dansk Vestindien, hvor han avancerede fra at være politiassistent til at blive guvernementsfuldmægtig. Fra begyndelsen boede de i et stort hus med masser af sorte tjenere, men man finder ikke nogen nedsættende kommentarer om deres farve i Lucie Hørlyks skrifter, og jeg tror også, at hun betragtede sine tjenere som ligeværdige mennesker, der bare var født med dårligere muligheder,” siger Doris Ottesen og tilføjer:
”Et lille eksempel på familiens syn på sorte er fra engang, hvor sønnen Tage blev sendt hjem til Danmark hos morforældrene i Glostrup for at komme sig over en slem omgang mæslinger. En dag fortalte han sin morfar, at han lige havde leget med nogle ’negre’. Det fandt morfaderen underligt, da der ikke var nogen sorte i Glostrup dengang, men det viste sig, at drengen talte om nogle fattige børn, som han så troede var ’negre’. Ikke på grund af deres hudfarve, men på grund af deres sociale status, og morfaderen bemærkede også, at drengen hver aften huskede at bede for sin sorte Nanna hjemme på Skt. Croix, før han bad for sin morfar,” fortæller Doris Ottesen.
Luksuslivet i Dansk Vestindien fik dog en tragisk afslutning, da Simon Hørlyk døde af en febersygdom, fordi han i modsætning til Lucie Hørlyk ikke kunne tåle klimaet.
”På det tidspunkt var Lucie Hørlyk bare 33 år, og hun stod nu alene med to børn og måtte rejse hjem til sine forældres præstegård for at klare sig. Men det var her, at hun indledte sit succesfulde forfatterskab, der i flere romaner tager afsæt i oplevelser fra Dansk Vestindien. Blandt andet i form af en historisk roman om sin og min helt Peter von Scholten. Hun beskriver Dansk Vestindien, som hun så det. Og selvom der også efter slaveriets ophævelse foregik skrækkelige ting, synes jeg, at det giver et interessant og nuanceret billede af, at alle danskere ikke mishandlede de sorte dengang, hvad man ellers kan få indtryk af, når man læser de nyere bøger om kolonitiden, der kan fremstille alle hvide fra dengang som nogle frygtelige uhyrer. Det var nogle, men langtfra alle. Og man skal ikke tro, at folk tænker ens til alle tider. Det gør de ikke, og det skal man huske. Det ændrer ikke ved, at der er nogle, der har været langt mere humane og omsorgsfulde end andre over for de sorte. I dag er der jo også nogle, der er større skiderikker end andre,” siger forfatteren, inden hun tilføjer:
”Men før man vælter en statue, skal man huske, at den repræsenterer en anden tid, som vi kan lære af, hvis man vil tage sig tid til at læse om den. Så i stedet for at vælte og ødelægge statuer, synes jeg, at man skal åbne historiebøgerne.”