Céline og Semmelweis uddeler lussinger for verdens utak

Louis-Ferdinand Célines frit fabulerende biografi over lægen Semmelweis er begyndelsen på et af de største franske forfatterskaber i det 20. århundrede

Céline og Semmelweis uddeler lussinger for verdens utak

I 1793 kulminerede Den Franske Revolution med, at man huggede hovedet af en konge. Det bemærker litteraturhistoriens mest kyniske menneskeelsker, Louis-Ferdinand Céline, i ”Semmelweis”, hans medicinhistoriske(!) doktorafhandling(!) fra 1924.

Nu er drab selvfølgelig ”en daglig syssel blandt alle folkeslag”, men her gjorde man det i Fornuftens navn: ”Blomsten af en epoke blev hakket til plukfisk”.

Det var ifølge Céline den rette udlægning af voldsorgiet efter revolutionen. Mennesket er i Célines univers nok et dyr, men et højst irrationelt et af slagsen.

Man kan spørge, hvad disse historiefilosofiske udskejelser har at gøre som en del af en franskmands uddannelse til læge. Svaret blafrer i guillotinens åndelige trykbølgevind, og det er temmelig utroligt, at det lykkedes et uhæmmet galninge-geni som Céline at få en række grå eminencer med titler af dekan og professor til at sætte deres navn på og stemple det som videnskab. En demonstrativ bevisførelse for menneskedyrets særheder, ikke helt ulig revolutionens paradokser.

I Célines univers giver det dog også mening at begynde en afhandling – i form af en frit fabulerende biografi over lægen Ignaz Philipp Semmelweis – med denne mentalitetshistoriske brækspand. Det var nemlig i Europas hik oven på revolutionens væskeudgydelser, at Semmelweis kom til verden i 1818 i Budapest. Den slags hænger tilsyneladende altid sammen for verdenshistoriske tilfælde som disse to læger.

Semmelweis var manden, der opdagede, man kunne reducere samtidens kvinders ekstreme dødelighed ved fødsel dramatisk. Semmelweis blev assistent på en fødeklinik i Wien. Der lå to ved siden af hinanden i året 1846, nærmest identiske, men dødeligheden var vidt forskellig. Han oplevede det ifølge Céline som en middelalderens dødedans, nu blot svøbt i modernitetens beskidte, hvide lagener. Med den umiskendelige kærlighed til menneskene, som Céline ikke selv senere kunne skjule i sine værker, heller ikke i romanen ”Rejse til nattens ende” (1932), gik Semmelweis i gang med at løse problemet. Hvorfor døde så mange det ene sted og væsentligt færre det andet?

Til sidst kom han på den tese, at man kunne lade lægestuderende vaske hænder i en opløsning af klor og kalk, når de gik fra en dissektion af et lig ind i en fødestue. Det var en tese, der i samtiden var så skandaløst spekulativ, at Semmelweis blev udskammet, latterliggjort og ligefrem behandlet som farlig.

Céline hævder i ”Semmelweis”, at dødeligheden faldt fra 27 procent til 12 procent i den følgende måned.

Semmelweis blev gal af verdens utak og endte i Célines version med at bryde ind i fakultetets dissektionsstue under en forelæsning. Han greb en skalpel, begyndte at skære lapper af ligets muskler og smide omkring med dem, som ville han uddele lussinger for verdens urimeligheder. Til sidst skar han sig selv dybt ved et uheld og endte med at pådrage sig en dødelig infektion, der kostede ham livet under indlæggelse på galeanstalt et par måneder senere.

Eftersom Céline altså selv blev læge på denne ”afhandling”, og eftersom hovedpersonerne i hans senere romaner ofte er galt-kyniske sympatisører med de nødstedte, er det indlysende, at dette stykke prosa skulle blive begyndelsen til et af de største franske forfatterskaber i det 20. århundrede.

Hvad var det dybereliggende slægtskab mellem de to galninge? Ud fra denne lille bog at dømme delte de en slags genitanke uden at tro på andet end biologien. Både han og Semmelweis var hinsides overtroen og alligevel i mystisk forbindelse med alt, selv verdenshistorien og revolutionen.

De elskede begge mennesket, selvom det efter deres opfattelse ”kun” er et elskeligt dyr. For som Céline konkluderer efter at have gennemgået den omfattende og organiserede modstand mod Semmelweis’ evne til at redde hundredvis af menneskeliv: ”Der er ikke kun krig i menneskenes hjerter.”

”Man kan ikke antænde en vulkan med et vokslys,” mente Céline som eksempel på det absurdes vældige magt i verden – eksempelvis i dens vilje til at lade kvinder dø af snæversyn eller jalousi over en dygtig lægeassistents opdagelser. Men i Célines verden skulle der netop ikke mere end et vokslys til, før hans egen vulkan gik i udbrud. At der findes forlag i Danmark, der med så sikker hånd udgiver den slags sande løgne om en obskur læge og hans evne til ”enhver form for afsind”, er så Célinesk, at han fra sin vulkan måske nu hader Danmark lidt mindre, end han gjorde, da han var i live.