Mallorca i juli. Asbæk-parrets firlængede, terracottafarvede bygning ligger i en dal i Tramuntana-bjergkæden i udkanten af byen Andratx, cirka 25 kilometer sydvest for Palma. Den store bygning lukker sig om sig selv som en hemmelighedsfuld fæstning – og som for at skærme sig mod den massive sommervarme, der har hjemsøgt Mallorca i juli. Man kommer ind i kunsthallen gennem de høje glasdøre. Der er ingen vinduer, for som Jacob Asbæk, der har designet bygningen, siger:
”Kunst kan aldrig overgå naturen.”
Omgivelserne med de fyrretræsbevoksede bjerge og palmerne er da også uhyre smukke. Den 1500 kvadratmeter store kunsthal består af en række mindre gallerier og to meget store udstillingshaller, foruden et bibliotek, kontorer og en café. Lyset vælder ind fra den store patio med en søjlegang, der løber hele vejen rundt. I gården er der palmer og en vandkunst. Førstesalen rummer en række privatejede lejligheder.
Centro Cultural Andratx (CCA), som stedet hedder, har yderligere fire 120 kvadratmeter store atelierlejligheder til kunstnere, der kan bo og arbejde her i en måned efter forudgående ansøgning. Asbæks bor selv i en rummelig villa, cirka 300 meter fra CCA.
Ifølge Patricia Asbæk søger mellem 300 og 600 kunstnere årligt om et ophold i en af atelierlejlighederne. Der er dog kun plads til 44 kunstnere om året. De kommer fra hele verden, men der er flest fra Danmark og Tyskland, hvor CCA har opnået en høj status i kunstnermiljøerne.
Optagelsesudvalget lægger vægt på at vælge kunstnere, som kan få glæde af hinanden kunstnerisk såvel som socialt. Nogle af dem opfordres til at lave en mindre soloudstilling efter opholdet, mens andre går sammen om en gruppeudstilling.
”Vores største problem er næsten, at så mange ønsker at komme igen, for vi må jo også tilgodese de nye ansøgere. Derfor skal der gå tre år, før man kan få et nyt ophold,” siger Patricia Asbæk.
Økonomien hviler alene på entréindtægter, salg af kunstværker og økonomisk støtte fra Asbæks, for hvem driften er tabsgivende. I 2009 besøgte jeg CCA for første gang, og jeg konstaterer, at på trods af den ressourcedrænende drift er alt i kunsthallen og i haven lige så velholdt som ved mit første besøg.
Det schweiziske succesgalleri Hauser & Wirth åbnede tidligere på måneden en kunsthal på omtrent samme størrelse i et ombygget marinehospital fra 1700-tallet på naboøen Menorca, nærmere bestemt på Illa del Rei, en ø i hovedstaden Maós havneområde. Her kan man opleve udstillinger med en lang række prominente kunstnernavne, som galleriet repræsenterer.
Den første udstilling med titlen ”Masses and Movements” (Masser og bevægelse) er med den amerikanske billedkunstner Mark Bradford (født i 1961). I år har Berlinergalleriet Esther Schipper skabt en pop up-kunsthal i det historiske Marques hus fra 1400-tallet i Palma de Mallorca. Her kan man se en gruppeudstilling med værker af blandt andre Ceal Floyer, Liam Gillick, Dominique Gonzalez-Foerster, Anri Sala og mange andre. Disse nye initiativer kan medvirke til at skabe synergi og synlighed, når det gælder samtidskunst på Balearerne, og Asbæks mener derfor, at det kun vil gavne CCA.
Udstillingerne i Asbæks kunsthal organiseres af et kuratorteam under ledelse af Patricia Asbæk. Der er tre-fire hold internationale udstillinger om året. Den 3. juli åbnede kunsthallen syv nye udstillinger med danskerne Bent Holstein (født i 1942) og den unge kunstner Mikkel Ørsted (født i 1988). Desuden er der udstillinger med den franske koncept- og performancekunstner Zevs alias Aguirre Schwarz (født i 1977) og med den Mallorcabaserede billedkunstner Marcelo Viquez (født i 1971), som oprindeligt kommer fra Uruguay, samt med den tyske kunstner Sebastian Lettner (født i 1982).
Pladsen her tillader ikke at gå i dybden med alle udstillingerne, men lad os lige opholde os lidt ved Zevs’ udstilling. Han er en fremtrædende fransk konceptkunstner, som i sit projekt til Mallorca har sat fokus på ”Marlboro-manden” – den rygende cowboy. Udstillingen begyndte i Berlin, hvor kunstneren i december 2020 ”skød” ham i hovedet med rød farve på et enormt reklamebillboard, der hænger over Philip Morris’ tobaksfabrik i Berlin. Her mødte den berømte Marlboro-cowboy sit endeligt.
Mange kender denne ikoniske macho-skikkelse, som vandrer hen imod os med sadlen og lassoen over skulderen og med en Marlboro i munden. Zevs får i sin gennemførte installation lagt den ikoniske cowboyhelt i graven og med ham også den dødbringende cigaretrygning, som cowboyhelten har opildnet til.
Asger Harbou Gjerdevik (født i 1986), som var på et ophold i foråret, udstiller i den ene af de to store haller. Hans sprudlende ekspressive motiver synes at suge alverdens medierede eller selvoplevede sansninger til sig. Der er tale om et ekspressivt og heftigt maleri med mange detaljer at gå på opdagelse i. Et tegnvrimlende visuelt orgie af oplevelser, musikalske indtryk med mere, der fordeler sig på fladerne. Formaterne varierer fra de helt store til de helt små. Billederne er præget af en højenergisk puls med mange visuelle ”automobilsammenstød” på fladen, og alligevel formår den unge Gjerdevik at holde styr på det visuelle kaos.
Den mest omfangsrige udstilling er imidlertid Lisa Rosenmeiers (født i 1959) med titlen ”Transiency” (foreløbighed eller flygtighed). Det er et comeback for den akademiuddannede kunstner, som var meget eksponeret i 1990’erne og 2000’erne med udstillinger på Glyptoteket, Museet for Samtidskunst, Kunsten i Aalborg med mere. I forsommeren 2017 kom hun tilfældigvis til at sidde ved siden af Patricia Asbæk i flyet hjem fra Venedigbiennalen. Patricia Asbæk kom efterfølgende på atelierbesøg hos Rosenmeier og opfordrede hende til at ansøge om et ophold på CCA. Opholdet blev effektueret i 2019, og hovedparten af de udstillede værker er taget på Mallorca.
Men der er langtfra tale om gængse turistmotiver. Det er snarere art meta -ferieshots. Mallorca har mange udsigtspunkter, hvorfra man kan fotografere den storslåede natur. Her gør turisterne altid holdt og tager de samme billeder af de samme landskaber set fra det samme sted – ofte som selfies.
Lisa Rosenmeier tager også billeder af disse steder, men med et andet blik. Undertiden tager hun billeder af folk, der tager disse billeder. Som et fotografi af en dreng, hvis far tager billeder af sin søn, som han tvinger længere og længere ud mod afgrunden, selvom drengen tydeligvis er bange.
Hos Lisa Rosenmeier forbinder fotografiet sig ofte med længsel og nostalgi. Samtidig forsøger hun gerne at ekspandere rummet og skabe sanselige billeder, der appellerer umiddelbart til beskuerens erfaringsverden og sensibilitet. Hun benytter digitalt fotografi og arbejder med computeren som en rumudvidende ”mixerpult”, der svarer til malernes palet. ”Paletten” indfanger farver, lys og nye virkelighedsindtryk fra hendes mange rejser. Hun er konstant på sporet af nye motiver og fotograferer som en besat dag og nat, når først hun har fundet sine motiver.
I udstillingens første rum vises serien, ”Sometimes she Disappears into another Pixolectic World, Acting Like a Double Pluton. Where is she When she Isn’t Here?”. Disse billeder har mange billedlag og er printet på glas. De ligger ligesom reflekser oven i hinanden, således at centralperspektivet opløses. Kvinden, der optræder i disse motiver, står op og holder ligesom en pause fra omgivelserne og har blikket rettet mod et andet sted. Her spørger Lisa Rosenmeier til vores forunderlige evne til at kunne være fysisk til stede på et givent sted, men mentalt ganske fraværende. Det sker, når vi tager på indre rejser, og når vi dagdrømmer eller befinder os i en kontemplativ eller meditativ tilstand.
Udstillingen er ikke nogen enmandskoncert, snarere en symfoni, hvor mange instrumenter bidrager til musikken med hver deres klangfylde. Gennem hele udstillingen strømmer, om jeg så må sige, et gennemgående tema, nemlig flux eller foranderlighed. Eller sagt med Heraklits næsten 500 år gamle diktum: ”Alting flyder.”
Hermed menes, at intet er, som det var eller bliver, at tiden går, og at man aldrig kan bade i den samme flod. Det er den modne kunstner, som her har nået et erfarings- og erkendelsesniveau, hvor hun har indset, at livet allerede nu er levet mere end halvt til ende, at døden ikke længere er en abstrakt forestilling en gang ude i fremtiden, men at den derimod er noget højst virkeligt og helt uundgåeligt.
I udstillingens sidste rum kan man sætte sig på en cirkelformet hynde og lytte til den elektroniske musik, der er komponeret af Kæv Gliemann. Her hænger Rosenmeiers abstrakte lyslinjebilleder på papir. De er taget om natten i Berlin og Tokyo. Her har hun med en meget lang eksponeringstid fotograferet neonlys og tændte billygter, mens hun selv var i bevægelse og kameraet ligeså.
Udstillingen er i øvrigt orkestreret, så publikum bevæger sig fra motiver taget i dagslys over skumringsbilleder frem til det sidste rums nattebilleder. Men udstillingsoplevelsen slutter ikke her. Den fortsætter ude på plænen, hvor hendes teleskop står. Her kan man zoome ind på bjerglandskabet, men samtidig zoomes der i en indlagt video ud på den helt store natur, kosmos, med optagelser fra NASA af Venus, Jorden, galakser, solen og en ”ufo”. Således peges der på kosmos som et uendeligt ekspansionsfelt – mens lydsiden opfordrer publikum til at erkende, at det også er muligt at ekspandere i det indre rent mentalt.
Lisa Rosenmeier og Asger H. Gjerdeviks udstillinger slutter den 5. september. De øvrige udstillinger slutter den 8. august.