Kirkeåret er allerede begyndt, mens kalenderåret synger på sidste vers. Sådan samler julen begyndelsen og afslutningen, ligesom Jesu fødsel peger ind i både livet og døden.
”Ifølge en gammel jødisk myte, bliver man undfanget og dør samme dag. For Jesu vedkommende er det Maria Bebudelsesdag, 25. marts, samme dag som langfredag kan falde på,” skriver Charlotte Rørth i sin nye bog ”Jesuskalender”, der bærer undertitlen ”Decembersamtaler til livgivende forundring”.
For selvom bogen både handler om det bedste og det værste i livet, ligesom sorgen og glæden er flettet sammen i samme julehjerte for de fleste mennesker, er det forundringen over, at vi overhovedet er født, der sidder stærkest tilbage i forfatteren.
Charlotte Rørth er kendt for sine tidligere bøger om sit og andres møde med Jesus, der begyndte med den internationale bestseller ”Jeg mødte Jesus”, som kan læses som hendes egen journalistiske undersøgelse af at møde Jesus i et syn. Men nu har hun efter eget udsagn skrevet sin mest personlige bog med små personlige tekststykker om det, der sker i julen.
”Jeg skrev bogen sidste år som en slags adventsdagbog. Meningen er, at folk skal kunne bruge mine små fortællinger til at tænke over deres eget liv. For selvom vi lever forskellige liv, rammer julen os som en mulighed for at tænke over tilværelsen. Vi fejrer barnet, der skal komme, og mindes dem, der ikke længere er hos os rundt om juletræerne. Det er de to grundfølelser, som alle går med i julen,” siger Charlotte Rørth, der bærer på sin egen stærke julesorg, fordi hendes yngste søn, Frederik, tog sit eget liv den 17. december 2014. Men det fjerner stadig ikke glæden over, at han blev født, fortæller hun.
”Frederiks død er mit livs sorg, og det gør stadig ondt hver dag, at han ikke er her mere. Men det ville da have været værre, hvis han slet ikke var blevet født, så min stærkeste følelse ved at tænke på ham er taknemmeligheden over de 22 år, jeg fik lov til at have ham i livet. Det tænker jeg også over i julen, når jeg ikke kan få lov til at holde ham i hånden rundt om juletræet. Tænk, at han blev født!” siger hun og lyser op i stemmen, inden hun udbryder:
”Og det er det, julen gør. Den skubber os ind i den samtidighed, hvor vi savner dem, der ikke er rundt om træet, men fejrer det nye liv. Men vi fejrer jo også det nye liv for dem, der er døde, for de blev jo også født engang.”
Marias søn
Når Charlotte Rørth rører på sit guldkors i kæden om halsen ved hun, at det er Marias søn, der hænger dér.
”Maria vidste, at hun skulle miste ham, da hun fødte ham, men hun accepterede det alligevel, da hun fik besøg af englen, der fortalte, at hun skulle bære Guds søn. Det synes jeg er stærkt og livsbekræftende. For det viser jo, at livet er det hele værd. Og det bliver tydeligt i julen, hvor døden og livet er koblet så tæt sammen. Jeg tror også, at det gør, at vi bliver så berørt af julen, uanset om vi er troende eller ej. Vi vil gerne ære det nyfødte barn, fordi dem, der er døde, også har været født.”
Slægter skal følge slægters gang, men det er og bliver et forunderligt faktum, at vi alle er blevet født og på godt og ondt har været ventet, mener hun.
”Jeg blev selv født, før aborten blev fri. Min mor var kun 16 år, da hun blev gravid. Men mens jeg skrev bogen, slog det mig, at jeg også har været ventet. Det havde jeg aldrig tænkt over før. Jeg tænkte, at jeg var en mor, der tre gange havde prøvet at vente sig, men tænk, at jeg også selv havde været ventet. Det blev pludselig stort for mig. Adventstiden er jo netop også en ventetid og en forventningstid.”
Julen skal sanses
Et af formålene med at skrive bogen, der ikke er henvendt til specielt bibelstærke læsere, er også at genantænde denne forventningstid.
”Mange af os har jo travlt i december, som kan gå med alt muligt andet, så man hurtigt kan fylde sig med frygt, stress og bekymringer, hvis man kigger for meget på nyhederne eller budgetkontoen. Men i kirkeåret er det en refleksionstid, hvor der både kan være plads til at gøre status over året, der er gået, og glæde sig til det, der skal komme. Og hvis vi bruger den tid rigtigt, kan den godt føre til mere forundring og taknemmelighed, for det er da en vild tanke, at vi alle sammen er blevet født på samme måde som Guds søn,” siger hun og smiler igen:
”Adventstiden peger jo først og fremmest frem mod det barn, der skal komme. Det er altid et mirakel at stå med et nyfødt barn i favnen, og det er en stor tanke, at Gud lod sig føde som et lille barn, ligesom vi alle sammen er kommet ind i verden som små, skrøbelige børn. Jeg er selv en af dem, der næsten ikke kan lade være med at røre ved et spædbarn, fordi det er så fantastisk at være tæt på et. Sidste år på årsdagen for Frederiks død, havde jeg tilfældigvis besøg af min ældste søn, der kom med mit lille feberramte barnebarn, som jeg sad med. Samme dag flyttede min mellemste søn hjem fra England, så det føltes også lidt som en opstandelse midt i sorgen,” siger Charlotte Rørth, som samtidig giver plads til festen og sanseligheden i sin lille bog, der blandt andet også indeholder en opskrift på Luciabrød. For julen er og skal være sanselig, mener hun.
”Julen skal duftes, smages, høres, ses og mærkes, når vi holder hinanden i hænderne, mens sanserne bombarderes omkring juletræet. For det er en stor fest for livet. Og hele vores religion begynder jo ekstremt sanseligt med en fødsel, der også forener smerte og glæde. En fødsel begynder jo med smerter, skrig og blod, men ender forhåbentlig med, at man kan holde om barnet. Og så er det pludselig glæden, der fylder det hele.”