Jeg må som det første erkende, at jeg er kommet på en lidt vanskelig anmelderopgave. For med sin nye udgivelse ”Med rank ryg – en fortælling om tro og moderskab” har Charlotte Rørth skrevet en bog, der kredser intenst om dette at føde børn og miste børn og i det hele taget begribe livet og kristendommen i lyset af sit køn. Bogen rummer en så insisterende præmis, at man kan få kvaler, hvis man som jeg ikke helt kan identificere sig med den. Med dette slået fast er jeg dog samtidig sikker på, at en del læsere vil føle sig tiltalt.
Journalist Charlotte Rørth meldte sig effektfuldt på banen, da hun i 2015 udgav ”Jeg mødte Jesus”, der beskrev, hvordan hun to gange i et syn er blevet tiltalt af Kristus, hvilket siden har præget hendes liv voldsomt. Hun har –ud over flere bogudgivelser –holdt masser af foredrag og ført samtaler og langt hen ad vejen viet sit liv til sin tro, og hun er på den måde blevet en værdifuld stemme. Med den nye bog tager Charlotte Rørth skridt, der forsyner forfatterskabet med en ny dimension. Ikke uden problemer, men med ærlig fremdrift. For det første inviterer hun læserne længere ind i det sorgfulde univers, der er blevet en del af hendes liv, siden hun for nogle år siden mistede sin søn, hvilket medfører vigtige tanker om barnets betydning. Og for det andet kobler hun sig på den MeToo-dagsorden, der har været med til endnu mere at åbne Charlotte Rørths øjne for betydningen af at leve i en kvindes krop.
Hun har aldrig lagt skjul på, at hendes trosliv er nært knyttet til det kropslige, men i denne bog går hun videre og identificerer sig med Jomfru Maria, der, som hun selv, har oplevet at miste en voksen søn.
Charlotte Rørth opfatter generelt religionens kraft som tegn på menneskets behov for at få historien fortalt om sig selv, og hun skriver:
”Jeg er mor som Maria, der må tage sin søn af korset.”
Hvis nogen finder dette en smule højstemt, skal man vide, at sådan skriver Charlotte Rørth. Hendes sprog lever i korte følelsesladede udbrud som her:
”At barnet dør, kan intet menneske forberede sig på. Intet menneske. Ikke mig. Ikke Maria.”
Personligt er jeg ikke meget for denne telegramstil fyldt med punktummer, men det ændrer ikke ved, at det er oprigtigt. Tilmed fører tankerne om kvinder og børn frem til nogle interessante tanker om abort, hvilket jo rammer smukt i forhold til statsministerens seneste påstand om, at der angående denne praksis ikke er mere at tale om. Det er der. Charlotte Rørth fortæller, hvordan hun som 16-årig blev voldtaget, hvorpå hun blev gravid og fik en abort og derfor ved, hvordan den beslutning kan følge én resten af livet.
”Det er ikke et valg, en engel kommer med,” skriver hun, og særligt ikke, fordi Charlotte Rørth fra sine egne fødsler husker følelsen af at bære på det hellige.
Det er her – hvor de personlige erfaringer bruges som ledetråd i beskrivelsen af, hvad troen og kristendommen indebærer – at Charlotte Rørth har sin særlige styrke. Hendes syn på børn og liv og moderskab er virkelig værd at lytte til i en tid, hvor basale skabte menneskelige vilkår i identitetstænkningens navn er til konstant dekonstruktiv forhandling.
Mere vaklende bliver det, når Charlotte Rørth vil tolke kirken og Bibelen i lyset af det meget kønsbevidste. Hun har selvsagt ret i, at Bibelen rummer en maskulin slagside, men det undrer lidt, at hun i dette land finder, at kirken kun har bekræftet det. Folkekirken har længe været i færd med at blive et decideret feminint domæne, og Charlotte Rørth rives visse steder for meget med af sin fokusering på kvinden som det nedvurderede køn. For eksempel finder hun det hårdt at læse, at mændene i evangeliet ikke tror på kvinderne, selvom det er dem, Jesus først viser sig for efter opstandelsen. Sagen er jo, at mændene også har svært ved at tro på hinanden. Thomas tror for eksempel ikke i Johannesevangeliet på sine venners vidnesbyrd, men vil selv se den opstandne, og Charlotte Rørth blander af og til tingene for meget sammen. Ikke mindst når hun ligefrem kobler evangeliet og MeToo-bevægelsen sammen på en måde, der visse steder får hendes bog til at stikke i flere retninger.
Et sted skriver hun, at:
”Det er en stor forandring, der skal i gang, hvis voldtægter og overgreb skal stoppes, og en tillid mellem mænd og kvinder opbygges.”
Og et andet sted beskriver hun en kommende virkelighed her på jorden, hvor kønnet bliver mere sekundært:
”Fremover vil det at være menneske være det vigtige, ikke vores køn. Præcis som Jesus viste os, og som der står i skabelsesberetningen.”
At kønnet fremover skal betyde mindre harmonerer for det første ikke med hele skabelsestanken og heller ikke med Charlotte Rørths egen intense oplevelse af, hvordan netop kønnet i hendes liv er bestemmende for nærmest alt. Og at kvinden, fordi hun kan føde børn, er noget helt andet end manden, mens hun i øvrigt også ifølge Rørth er mere åben over for religiøse oplevelser. Den røde tråd er ikke ganske klar i denne sammenblanding af tidens debat og Charlotte Rørths kristne tro, men ”Med rank ryg – en fortælling om tro og moderskab” er ikke desto mindre en bog, der bliver siddende i bevidstheden.
Man kan som sagt blive hægtet lidt af, hvis man ikke deler forfatterens ensidige sansning af livet gennem kroppen og heller ikke har erfaring med moderskabet, men med denne bog tager Charlotte Rørth nye skridt i sin vedholdende beskrivelse af at være et menneske, der står i forhold til Gud. Og hun gør det på en særdeles oprigtig måde. Det er meget værd.