Hvordan fik du idéen til bogen?
Bogen er en del af Babette-serien på forlaget U Press. De har bedt en række kunstnere, forskere og oversættere inden for kunst, litteratur og sprog om at skrive om de emner, som optager dem. Jeg blev spurgt, om jeg ville skrive noget om kunst og klima. I den forbindelse synes jeg, at det er ret interessant at se på, hvad der er sket inden for klima og kunst i løbet af de sidste 10-15 år, blandt andet fordi jeg selv har været en af de første, der kom med i den nuværende bølge af kunst med det tema.
Da jeg begyndte at skrive, opdagede jeg så også, at meget af det, man arbejder med i dag, til dels udspringer af eller er inspireret af al den økopoesi og kunst om forurening og atomkraft, man havde i 1970’erne. I mellemtiden har der bare været en pause i den bevidsthed, fordi det ikke har været særligt smart eller mainstream at skrive politisk, indtil nu. Kunstnerne er ofte de første, som går ud og taler højt om alt det, der er pinligt og ubekvemt ved et emne. Jeg synes for eksempel selv, at det var en smule akavet og måske lidt pinligt at begynde at tale om klima tilbage i 2010, for hvad hvis det ikke blev til noget alligevel? I dag er det blevet ret almindeligt, at forfattere ytrer sig politisk, og på den måde er der sket en ny kulturel strømning, som jeg gerne ville skrive om.
Hvordan er bogen blevet anderledes, end du forestillede dig?
Jeg tænkte i første omgang, at jeg bare skulle afdække, hvad der skete, beskrive nogle kunstværker og interviewe nogle kunstnere, men jo mere jeg skrev, desto mere kom jeg til at involvere mig selv og mit eget liv. Uden at jeg nogensinde havde forestillet mig, at jeg skulle skrive den slags, så er det blevet en form for autofiktion. Alt det, jeg ellers har skrevet, romaner, noveller og dramatik, har været fiktion og altså ikke direkte personligt, og det har endda været mere i den eventyrlige genre. Der er ganske langt fra det og til at skrive noget, der minder om autofiktion, men det gav bare rigtig god mening også at fortælle om mine egne processer i mødet med de andre kunstnere.
Når man skriver om noget, der er så uhyggeligt, faretruende og urovækkende som klimakrisen, så bliver ens private liv også involveret i det. Det gælder også i den forstand, at det ikke er nok at lave kunst om det. Man også er nødt til at ændre sit eget liv, fordi det ikke er til at holde ud at beskæftige sig med, hvis man ikke gør noget konkret ved siden af. Det gjorde, at jeg var nødt til at beskrive, hvordan jeg selv havde arbejdet med klimakrisen. Jeg har for eksempel lavet min egen 2030-plan sammen med min familie, hvor vi arbejder med at reducere vores CO2-udledning. Ud over det kan det have psykiske omkostninger at skulle se klimakrisen i øjnene hver dag.
Hvilken bog har inspireret dig mest i arbejdet med denne bog?
Det er Inger Christensens forfatterskab, særligt digtsamlingen ”Alfabet” fra 1981. Hun er en af dem, der var ret tidligt ude i forhold til bekymringer for planeten og måden, mennesker behandler naturen på. Men hun er også inde i de mere komplekse aspekter, som kunstnere også er nødt til at forholde sig til, når de skriver om mennesker og klima, nemlig at det ikke er så let at adskille. Mennesket er også natur, og derfor er det komplekst og mærkeligt, at vi ødelægger det sted, hvor vi selv skal bo. Inger Christensen skriver om, hvad der sker, når grænserne mellem mennesker og natur brydes, for det gør de, og det er ofte i grænsebrydningerne, der sker alvorlige ting. Mennesker og natur overlapper ganske vist hinanden, men krig, død, ødelæggelse og miljøkatastrofer opstår ofte, når grænserne brydes.
Inger Christensen reflekterer også over, at mennesker er noget særligt på Jorden. Det er kun os, der kan beskrive Jordens skønhed, og alligevel så ødelægger vi den. På den måde skildrer hun mennesket som en kompleks størrelse, og det er præcis det, man kommer til at se i øjnene, når man skriver om klimakrisen: at ødelæggelsen på en eller anden måde er indlejret i os, samtidig med at sansen for alt det smukke også er det.
I ”Bag om bogen” stiller Kristeligt Dagblad en aktuel forfatter tre faste spørgsmål om vedkommendes nye bog.