Charlotte Weitze måtte reflektere over sit eget liv, før hun kunne skrive om klimakrisen

Forfatter Charlotte Weitze fik til opgave at skrive en essaybog om klimaet og kunsten. Det blev en form for autofiktion, for opgaven tvang hende til at se sit liv efter i sømmene

Charlotte Weitze måtte reflektere over sit eget liv, før hun kunne skrive om klimakrisen
Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix.

Hvordan fik du idéen til bogen?

Bogen er en del af Babette-serien på forlaget U Press. De har bedt en række kunstnere, forskere og oversættere inden for kunst, litteratur og sprog om at skrive om de emner, som optager dem. Jeg blev spurgt, om jeg ville skrive noget om kunst og klima. I den forbindelse synes jeg, at det er ret interessant at se på, hvad der er sket inden for klima og kunst i løbet af de sidste 10-15 år, blandt andet fordi jeg selv har været en af de første, der kom med i den nuværende bølge af kunst med det tema.

Da jeg begyndte at skrive, opdagede jeg så også, at meget af det, man arbejder med i dag, til dels udspringer af eller er inspireret af al den økopoesi og kunst om forurening og atomkraft, man havde i 1970’erne. I mellemtiden har der bare været en pause i den bevidsthed, fordi det ikke har været særligt smart eller mainstream at skrive politisk, indtil nu. Kunstnerne er ofte de første, som går ud og taler højt om alt det, der er pinligt og ubekvemt ved et emne. Jeg synes for eksempel selv, at det var en smule akavet og måske lidt pinligt at begynde at tale om klima tilbage i 2010, for hvad hvis det ikke blev til noget alligevel? I dag er det blevet ret almindeligt, at forfattere ytrer sig politisk, og på den måde er der sket en ny kulturel strømning, som jeg gerne ville skrive om. 
 
Hvordan er bogen blevet anderledes, end du forestillede dig?