Charmen i teaterforestilling om de formative år gør det nemt at tilgive, at handlingen ikke er så original

”Jeg er mig” på Team Teatret i Herning charmerer med fine skuespilpræsentationer, tempo og timing i iscenesættelsen

De tre skuespillere Line Vejgaard Kjær (tv.), Stig Reggelsen Skjold og Marie Vestergård Jacobsen fungerer utrolig godt sammen og har en sikker timing og fornemmelse for hinanden i deres spil.
De tre skuespillere Line Vejgaard Kjær (tv.), Stig Reggelsen Skjold og Marie Vestergård Jacobsen fungerer utrolig godt sammen og har en sikker timing og fornemmelse for hinanden i deres spil. . Foto: Mingo Photo.

Så står man der til reunion med den gamle folkeskoleklasse med paphat på hovedet, alkohol i bægeret og alt for mange knuder på tungen. Det er den akavede virkelighed for de tre venner Chris, Maja og Anso. De fandt hinanden i ungdommens skoletid, men mistede kontakten, og i forestillingen ”Jeg er mig” på Team Teatret i Herning genbesøger vi fortiden i selskab med dem. 

Rebekka Bentzens scenografi er enkel og virkningsfuld. En skaterrampe i baggrunden bruges til at løbe på og glide ned ad, mens flere af forestillingens samtaler foregår siddende på toppen af netop rampen. I forgrunden er der en bænk, og i venstre side et basketballmål. Et stort spejl rulles også ind på scenen, hvor der sidder små gule post-its med skrevne ord på, som det dog er svært at læse.

Instruktør Caroline McSweeney og dramatiker Rasmus Krone Andersen har skabt en forestilling, der består af en række monterede scener. Karaktererne befinder sig skiftevis til nutidens fest, mens vi også hopper tilbage til øjeblikke fra de år, hvor trekløveret fandt sammen i skoletiden. Her følger vi dem i scener, hvor de drømmer om fremtidens job og familieliv, tager til fester, undersøger det seksuelle eller bare taler om stort og småt.

Scenerne afløses desuden af ordløse mellemspil med musik i højt tempo, hvor de tre danser sammen eller spiller basket. Sekvenserne giver god energi i forestillingen, og de formidler den umiddelbare, lattermilde livsglæde, der ligger som en strøm under venskabet.

De tre skuespillere Marie Vestergård Jacobsen, Stig Reggelsen Skjold og Line Vejgaard Kjær fungerer utrolig godt sammen og har en sikker timing og fornemmelse for hinanden i deres spil. De er charmerende, ungdommelige og herligt akavede i blandt andet de indledende scener, hvor de skal lære hinanden at kende igen. Èn lader sig glide skævt ned fra skaterrampen, en anden er ved at vælte basketballmålet, mens den tredje vil sige noget – fortryder og vender om.

Den dramatiske handling i forestillingen skal man dog lede længe efter. Forestillingen lider under, at de mange samtaler ofte bliver lidt for lommefilosofiske og mangler originalitet, så man har svært ved at tro på dem i virkeligheden. Aldersmæssigt henvender forestillingen sig til unge på 14+, men ”Jeg er mig” føles mere som et voksent blik tilbage på ungdommen – og et fokus på den kompleksitet og digitale tilstedeværelse, der også gør sig gældende for et moderne teenageliv, er larmende fraværende.

I en tid hvor man desuden diskuterer unges drukvaner, er det svært ikke at se forestillingens festscener i netop det lys. I ”Jeg er mig” ser vi nemlig, at det er sjovt at drikke sig fuld, så man falder, ikke kan mærke sine hænder eller brækker sig. På den ene side kan man argumentere for, at det er et realistisk billede af ungdommen, men på den anden side kan man også spørge, om det er idealer, vi vil reproducere uden at tage egentlig stilling?

I forestillingens bedste scene fornemmer man dog de mange komplekse følelser og modsatrettede behov, som karaktererne står med. Her hører vi, at én i gruppen skal af sted på efterskole, og derfor bliver trekløveret splittet op.

I en passioneret snak om, hvordan de skal kæmpe for at holde sammen, skiftes de tre til at rejse sig op fra bænken, mens de hurtigt bliver hevet ned igen af vennerne. Her mærkes et smerteligt ønske om både at komme videre og blive det samme sted, mens karakterenes øjne fortæller, at de allerede ved, at den magiske ungdom er ved ændre sig.

”Hvorfor gør det egentlig så ondt at blive voksen?”, lyder én af replikkerne på scenen. Svaret er der nok ingen af os, der har, men følelsen af at miste noget, kender de fleste.

Alt i alt er ”Jeg er mig” en charmerende forestilling, som godt kunne grave lidt dybere ned i, hvilke eksistentielle problemer, man kan stå overfor i ungdommen.

Jeg er mig. Instruktør: Caroline McSweeney. Dramatiker: Rasmus Krone Andersen. Scenograf: Rebekka Bentzen. Spiller på Team Teatret, Herning, til og med den 8. april.