Historien om Bonnie og Clyde, det brutale forbryderpar, der hærgede sig gennem USA i de trøstesløse 1930’ere og efterlod sig et blodspor af død og ødelæggelse, er en moderne myte om et romantisk oprør mod en fejlende samfundsorden. Det er undergangsstemning, fatalisme og dødsdrift, så det driver. Og så er det den store betingelsesløse kærlighed mod alle odds.
På Betty Nansen Teatret på Frederiksberg i København har man forvandlet den dybest set lidt banale ungdomstragedie til et tindrende smukt dansedrama, som nemt kan gå hen og blive årets allerbedste af sin slags. For på scenen har man hævet historien op i et æterisk lag, hvor musik, lys og bevægelser bliver en svævende abstraktion over de unges accelererende desperation, dødsforagt og dybe forelskelse.
Replikkerne er få, men som gennemgående refræn lyder brudstykker fra Bonnie Parkers eget autentiske digt om Bonnie og Clyde, der profetisk erklærer, at de unge ”engang skal dø hånd i hånd”.
Og netop Bonnie Parker sørgede for, at den virkelige forbryderduo, Bonnie Parker og Clyde Champion Barrow, fik en nærmest mytisk heltestatus i sin tid med iscenesættelser af Hollywood-værdige parfotos og dagbogspoetiske udladninger, der omdannede parrets kriminelle bersærkergang til et reflekteret råb fra en tabt ungdomsgeneration.
I Signe Fabricius’ sceneversion af den sande historie er det også Bonnie, der er den drivende kraft. Hun har fået ideel form i den på alle måder betagende ballerina Astrid Elbo. Elbo er ikke bare en forrygende danser, hentet ud af det kongelige ensemble, hun er også en uforlignelig performer, der fængsler os med sit desperate dukkeblik, sin martrede mimik, sin overjordiske kropskontrol. Fra ømme pas de deuxer med den forpinte Clyde til manisk amokdans på tåspidssko på en bardisk under flugten fra politiet. Elbo er et stort og lysende scenetalent, som man skal unde sig selv at opleve i en bærende rolle som Bonnie.
Også resten af den brogede Barrow-bande er fantastisk begavet castet. Ulrik Birkkjærs Clyde rummer præcist det mål af skrøbelighed og dæmoni, der gør, at vi forelsker os i den charmerende psykopat med den ungdommelige dødsforagt og den store smerte under kynismen.
Om det fatale par danser en flok af Sydstaternes fortabte sjæle, der med kroppe og gestik, en variation over forskellige former for moderne dans, fortæller hver deres tragiske historie. Der er Mads Gronemann, som med sine guldtænder, dynejakke og maskinklip ligner en omsorgssvigtet vestegnsdreng og danser som en drøm.
Suad Demirovic og Veronica Bracaccini er latinoparret i fedtet undertrøje og netstrømper, der skiftevis skændes og snaver. Robert Malmborgs kejtede blegnæb, et mobbeoffer på hævntogt, og den drengede Stephanie Nguyen fører an i flokken af utilpassede, snart som gangsterprinsesse, snart som politikommissær, der ildevarslende mimer Mosebøgernes ”et øje for et øje”.
Historiens forudsigelige forløb af nedadgående dødsspiral holdes interessant af de mange scenografiske succeser, tableauer af lys og lyd og musikkens evigt skiftende stemningsleje.
Lydbilledet består af et sælsomt sammenrend af alt fra Eminem over Trentemøller til Mozarts storladne ”Lacrimosa”. Og det fungerer overraskende godt – ligesom mødet mellem den klassiske og den moderne dans er effektfuldt og vellykket eksekveret.
Vi er i 1930’erne, og vi er til alle tider. Det er et sandt sansebombardement, en dødsdrom af kaotiske indfald, som perforeres af små sekvenser af åndeløs skønhed i Bonnie og Clydes desperate ”dance macabre” midt i den depressive slagmark, hvor der ikke er mere at miste.
Forestillingen er en del af tiltaget ”Betty udvikler”, som søger at parre forskellige udtryk fra blandt andet dansens og musikkens verdener på scenen. Og med ”Bonnie & Clyde” lover det godt for den ellers så sjældent vellykkede fusionsforestilling.