Charmerende lille bagatel fra Voltaire

Den højere moral i Voltaires "Zadig" synes at være, at den, der smiler til verden, bliver snydt, bedraget og får tæsk

Charmerende lille bagatel fra Voltaire

Selvom Voltaire måske mere end nogen anden enkeltperson står som inkarnationen af oplysningstiden, er det svært at pege på store monumentale værker i hans produktion. Voltaire var frem for alt sin tids åndsfyrste, der dominerede mere ved sine kommentarer end ved sit værk.

Den kendteste af disse fortællinger er utvivlsomt "Candide", der på munter vis tager den filosofiske optimisme under behandling. Mindre kendt er "Zadig eller skæbnen" fra 1747, der nu genudgives af det lille forlag Batzer og Co, som før har vist en god fornemmelse for små og oversete kulturhistoriske klassikere.

Som "Candide" er "Zadig" grundlæggende en odyssé. Man følger en ung babylonsk mands utallige genvordigheder, fra han kommer i unåde ved hoffet og må forlade hjembyen. På rejse fra land til land bliver han udsat for det ene slag af skæbnen efter det andet. I bund og grund er han et helt igennem godt, men også naivt, menneske. Alt hvad han gør af gode ting for sin omverden og det er mange vender sig imod ham. Den højere moral i "Zadig" synes at være, at den, der smiler til verden, bliver snydt, bedraget og får tæsk.

Voltaires filosofiske fortællinger har sine genremæssige forbilleder i det tidlige 1700-tal. Der er ikke langt til Swifts "Gullivers rejser" eller for den sags skyld Holbergs "Niels Klim", selvom Voltaires varemærke, de altgennemsyrende spydigheder, trods alt tydeligt skiller ham ud. Fælles for genren er, at den bruger en eventyrlig ramme til at udfolde en humoristisk samtidssatire.

"Zadig" udspiller sig i et ret ubestemmeligt orientalsk univers, hvor babylonere, arabere, ægyptere og indere bevæger sig rundt mellem hinanden i mønstre, der næppe holder til en nøjere historisk granskning.

Fascinationen af det orientalske er ganske tidstypisk. "1001 nats eventyr" blev oversat til fransk i det tidlige 1700-tal, og værket nævnes da også hyppigt i "Zadig". Det orientalske er dunkelt og dragende, men også skræmmende.

På sin færd møder Zadig mange folkeslag med mærkelige skikke. Enkebrænding er meget udbredt i de egne, hvor han rejser, og folk forsvarer skikken ved stolt at henvise til, hvor gammel den er.

"Fornuften er dog ældre", svarer Zadig og præsenterer her et af oplysningens yndlingstemaer: Den ubegrundede tradition må bekæmpes og da i særdeleshed der, hvor den er brutal.

Den universelle fornuft er midlet, der skal fortrænge såvel barbariske skikke som tyranniske herskere og religiøse dogmatikere. I mødet mellem forskellige religioner fremhæver Voltaire da også helt i oplysningens ånd at man, i stedet for at skændes om forskelligheder, burde kunne enes, for i bund og grund er man enige om det væsentlige: at der findes et højere væsen.

Betragtet fra nutiden kan det måske nok diskuteres, hvor væsentlig en tekst "Zadig" er. Ret beset kan man næppe regne den blandt de evige mesterværker, for uanset hvor evigtgyldige Voltaires temaer måtte være, så er hans stil meget tidsbundet. De letbenede rokoko-manerer kan nok lægge sig i vejen for en nutidig læser, men Zadig er under alle omstændigheder en nydelig og charmerende lille bagatel, der giver et fint billede både af Voltaire og hans tid.

Voltaire: Zadig eller skæbnen. Oversat af Else Henneberg Pedersen. 136 sider. 198 kroner. Batzer&Co.

kultur@kristeligt-dagblad.dk