Prøv avisen

Charmerende serenader

Diamantensamblet optrådte for første gang i Diamanten, og blev belønnet med fire ud af seks mulige stjerner af Kristeligt Dagblads musikanmelder. Foto: Heine Pedersen Denmark

Musik med liv og lyst i sæsonens første koncert i Diamanten

Med lidt god vilje kan man hævde, at programmet ved sæsonens åbnings i Diamanten bestod af lutter serenader. Ganske vist er det kun det første af aftenens tre værker, der fra komponistens side er betegnet som sådan: Jørgen Jersilds elegante At spille i skoven, hvor de fem dygtige blæsere i Diamant-ensemblet boltrede sig i de tre afvekslende satser: Anna Dina Schick Bjørn-Larsen (fløjte), Max Artved (obo), Søren Elbo (klarinet), Audun Halvorsen (fagot) og Henning Hansen (horn). Jersild var ingen flittig komponist, men denne serenade fra 1946 har stadig sin gang på jorden og kan betegnes som et stykke inspireret brugsmusik.

LÆS OGSÅ: En lykkelig kobling

Blæserne blev i det næste stykke Herman D. Koppels Klaversekstet, opus 36 suppleret af Charlotte Thaning, der på klaveret medvirkede stærkt til at give dette værk en noget anden karakter end det foregående: mere djærvt og mere muntert, sine steder endda jazzet. Navnlig i den afsluttende allegro slår Koppel gækken løs, og aftenens vært, Bette Thomas, konstaterede meget træffende, at man ikke altid skal trække paralleller mellem selve musikken og den tid, den er skrevet i: I 1942 rasede Anden Verdenskrig, og Herman D. Koppel var en af de mange jøder, der året efter måtte flygte til Sverige med sin familie.

Efter pausen kom fire strygere Malin Nyström, Katrine Bundgaard, Øystein Sonstad og Katrine Øigaard på scenen, for nu stod et af de mest elskede wienerklassiske stykker kammermusik på programmet: Beethovens septet, opus 20. Værket er i seks satser og varer næsten 40 minutter, men mange kommentatorer har en tendens til at rynke lidt på næsen ad denne musik, der ikke mindst i sin andensats, en uimodståelig andante cantabile, har en udpræget serenadekarakter. Man sammenligner septetten med Beethovens senere og mere bistre værker, de store symfonier, de banebrydende klaversonater eller de innovative strygekvartetter. Men septetten er et ungdomsværk komponeret allerede i 1799, inden krisen for alvor begyndte at sætte sit præg på Beethovens liv: en snigende døvhed og isolation, kampen for at markere sig som andet end en dygtig pianist, der som komponist blot førte arven fra Mozart og Haydn videre. I septetten holder han sig i den grad endnu til traditionerne, at den kan betegnes som rendyrket wienerklassicisme. Beethoven er, populært sagt, endnu ikke blevet Beethoven. Men hvem har sagt, at musik ikke må være behagelig at lytte til? Der er masser af skøn melodik og charme i hver en sats, og på den måde passede denne ærkeklassiker fint ind i de to danske værker. Og den blev fremført med liv og lyst.

PS: Koncerten sendes i P2 i dag klokken 19.20.

kultur@k.dk