Chopin i 15 timer

44 klaverstuderende fra konservatorierne i København, Århus og Aalborg spiller i den kommende weekend gratiskoncerter med Chopins klaverværker

– Hvis klaveret skulle vælge sin yndlingskomponist, ville det sikkert svare: Chopin. Det mener klaverprofessor Anne Øland, der i den kommende weekend står bag en 15 timer lang Chopin-festival i Musikhuset Aarhus.

Ved festivalen vil 44 klaverstuderende fra Det Jyske Musikkonservatorium i Århus og Aalborg samt Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København på skift spille et kæmpe udvalg af den polsk-franske komponist Frederíc Chopins klaverværker. Både fredag, lørdag og søndag er der koncerter af hver fem timers varighed, men der er dog pauser, hvor publikum kan komme og gå.

– Koncerterne er en enestående mulighed for at høre kendte som ukendte værker af Chopin og samtidig opleve morgendagens professionelle danske pianister, siger Anne Øland.

Festivalen giver desuden en hel generation af klaverstuderende og klaverpædagoger mulighed for at opleve og inspirere hinanden. Det klassiske musikmiljø er normalt en hård og meget konkurrencebetonet verden, men ifølge Anne Øland giver det mere kvalitet og udvikling at fokusere på det faglige fællesskab end på, hvem der er bedst.

– Når de unge oplever hinanden som kolleger og ikke som konkurrenter, får de sammen taget toppen af nervøsiteten og kan koncentrere sig om det væsentlige, nemlig hver for sig at yde deres bedste ved tangenterne, siger hun.

washuus@kristeligt-dagblad.dk