Christian den Anden er nok en af de danske konger, historikerne har skrevet mest om. Der er altså rig lejlighed til at forholde sig til forskningsresultater.
Det gør den unge historiker Erik Petersson da også i sin biografi om kongen, der konsekvent og familiært kaldes Christian.
Meget højtideligt fremfører han sig selv som den alvidende historiker med fornemt kendskab til kildekritikkens finere nuancer – for med slige så stor konsekvens at begive sig ud i en fremstilling, der mest beror på gisninger, gætteri og unøjagtigheder.
På stort side hver side i denne alt for lange bog får vi at vide, at vi ikke ved noget om, hvad folk mente – dengang. Hvad vedkommer det os, hvad folk mente? Menneskene i fortiden kan have ment alt muligt, men historikerens opgave er nu at kortlægge og tolke, hvad historiens aktører gjorde ud fra de kilder, der er til rådighed.
Bogen skildrer i en trættende jovial tone Christian den Andens opvækst. Forbindelsen til Nyborg og Fyn forlades snart, fordi forfatteren skal etablere et billede af magten i Norden med centre i København, Stockholm og Oslo, hvor han mener, at der sad en slags rigsrådsregeringer. Derpå følger vi i både fortællingsmæssigt og sprogligt langtrukne og decideret kedelige beskrivelser af kong Hans’ felttog.
Vi får tilnærmelsesvis en redegørelse for, hvad Kalmar-unionen var, og hvorfor den var værd at kæmpe for. Da baggrundsperspektivet er så elendigt og fordomsfuldt gengivet, er det ikke til megen hjælp.
Forfatteren lægger nemlig til stadighed en psykologisk vinkel på sine og historiens figurer. Dermed sløres det politiske i alvorlig grad. Dette spil er nemlig svært nok i forvejen.
Pointen er, at Christian er en tragisk helt, der både vinder hele verden og taber den. Han er offer for sig selv og de fjender, han arver, og til dels selv skaber sig. Tjah. Det ved vi jo godt. Der er næppe behov for 500 sider om det. Eller hvad?
Er denne bog ikke bare en drengebog, en ungdomsbog fuld af de mest pinlige anakronismer, et forsøg på at forklare den tilsyneladende uforberedte læser, at denne nu læser om noget så fint og fremmedartet som historien? Mon ikke man snarere var interesseret i at blive solidt oplyst – og dermed inddraget – end hele tiden blive talt til af en småsnakkende metatekst?
Forfatteren og forlaget har tilsyneladende ment, at referencer til og beskrivelse af billeder ikke kræver gengivelse af disse. Nogle kan måske huske Politikens Forlag som avantgarde på dette område. Det kulørte smudsomslag er taget efter et maleri, hedder det. Fra Hjemmet eller Familiejournalen, spørger jeg så blot?
Man kan have den mistanke, at det til dels er oversættelsen, der bringer bogen ned på et uacceptabelt niveau. Der er meget ringe konsekvens i brug af grammatisk tid. Dårlig sætningsbygning. Det hele er præget af sprogligt ratslør. Det trætter i forbindelse med den indholdsmæssige tomgang. Jeg vil mene, at Christian den Anden og det læsende publikum er en betragteligt større indsats værd.8