Prøv avisen

”De døde” bringer Christian Kracht tættere på Houellebecq end nogensinde

5 stjerner
Indimellem hører man, at Kracht kan være den tysksprogede verdens Michel Houellebecq. Men selvom han aldrig har været tættere på Houellebecq, er han stadig sværere at læse, mindre fortalt og mere lyrisk – kort sagt mere avantgardistisk. Foto: Martin Meissner/Ritzau Scanpix

Ny Christian Kracht-roman på dansk sørger over kulturelt meningstab – og leder efter udvejene de forkerte steder. Det er lærerigt at følge

En afdanket filminstruktør, der for længe siden har lavet en enkelt god film, og som siden ”efter sin kunstneriske bankerot og farderens død, i et anfald af grådighed og selvovervurdering har ladet sig lodse til Japan” for at føre en filmidé ud i livet, som ”to filmkritikere i en beruset berlinernat har hvisket ham i øret”. Lyder det for uhyrligt til at meddele andre mennesker?

Nøjagtigt det tænker filminstruktøren Emil Nägeli om sin egen eksistens langt inde i schweiziske Christian Krachts ”De døde”. Ikke desto mindre er det netop den historie, Kracht fortæller: om den afdankede instruktør, der rejser omkring i Europa for at finde penge og ny inspiration. Det bringer ham til 1930’ernes dunkende Berlin, ”det nye Berlin, denne usikre, forkrampede, labile nations spleen”, som det hedder, når Kracht sprogligt er bedst – og det er han med jævne mellemrum i ”De døde”. Det vil man også kunne fornemme på trods af en temmelig tysk og til tider forkert oversættelsespraksis. Men det er jo ikke Krachts skyld.

Med et Berlin i nervøs blanding af vulgærvarieté og ublu antisemitisme kommer redningen fra et andet gryende-totalitært sted: Japan. Her drømmer tysklandskenderen og embedsmanden Masahiko Amakasu, der er en historisk person, om en ”celluloid akse mellem Tokyo og Berlin”. Et filmisk samarbejde mellem de to kulturer med det formål at bekæmpe den ”tilsyneladende almægtige US-amerikanske kulturimperialisme” og redde det kunstneriske alternativ på verdensplan. Derfor bliver den tysksprogede schweizer (som Kracht selv) sendt til Japan, hvor han vil lave en gyserfilm.

Christian Kracht (født 1966) er en af den tysktalende verdens mest omtalte og (heldigvis) mest interessante forfattere. Han debuterede med generationsromanen ”Faserland” (1995) og fortsatte i samme stil med ”1979” i 2001. Begge radikale forsøg udi former for nihilistiske, korte dannelsesromaner – bemærk selvmodsigelsen – hvor druk, stoffer og gråd afsøger erfaringen af kollektivt og personligt meningstab. I den anden ende af forfatterskabet ligger det ubetvivlelige mesterværk ”Imperium” (2012) om tyskeren August Engelhardt, der rejser til Tysk Ny Guinea for udelukkende at leve af kokosnødder i en plantage. Han ender som kannibal og verdenshader.

”Imperium” gjorde, at Kracht i den vanligt sensible tyske offentlighed blev kaldt racist og endda sammenlignet med den franske mester Louis-Ferdinand Céline. Det sidste er selvsagt en utrolig hæder, men sådan var det ikke ment.

Hvor ligger så ”De døde” i forhold til fænomenet Kracht? Man kan sige, at selvom forfatterskabet spænder bredt emnemæssigt, gør romanen brug af et vanligt Kracht-greb: historisk konkret-stof som ramme for druk- og dødsscener i nutid, der forløser muligheden for intenst-lyriske passager af opløsning, hvis omtalte spleen aldrig er langt væk.

Det radikale og forsøgsagtige forsvinder heller aldrig rigtigt: Der onaneres på træstammer, der askes i champagneglas og mennesker med magt er degenerede. Her i Japan til fest med Charlie Chaplin: ”Dér var den hollandske ambassadør (pæderast), dér en navnkundig kinesisk kommunist (ludoman), i et hjørne røg en italiensk oberst med spidse fingre (impotent).” Trøstesløst? Ja. En såret sjæl? Ja. Stor ta-bleaukunst? Ja.

Indimellem hører man, at Kracht kan være den tysksprogede verdens Michel Houellebecq. Han ligner franskmanden i kritikken af kapitalismens destruktion af de vestlige samfunds åndelige fundament, og med ”De døde” har Kracht næppe heller været tættere på Houellebecq: De totalitære riger Japan og Tyskland skal sammen frelse verden fra amerikanernes overfladekulturimperialisme. To dødskult-kulturer kan frelse de døde, og på den måde skildrer Kracht det farlige paradoks, som også Houellebecqs ”Underkastelse” leger med: Problemet med kapitalismens destruktion af kultur(er) er, at det kan virke, som om den kun kan bekæmpes med fascisme i forskellige afskygninger, hvad end det hedder politisk islam eller nazisme.

Kracht er samtidig noget andet end Houellebecq. Det er sværere at læse, mindre fortalt og mere lyrisk – kort sagt mere avantgardistisk.

Men den grunderfaring fra forfatterskabet af grimhedens meningstab er det hele værd, og i passager i ”De døde” har Kracht aldrig ramt den bedre: Nägeli ”følte en altomfattende slaphed, en flegmatisering af kroppen, en stadigt voksende, ordløs melankoli over for alle forgængelighedens prøvelser”. Vesten har brug for en samtale om ikke-totalitære løsninger på denne erfaring, og derfor er Kracht så god.