Jeg vender altid tilbage til forfatteren Fjodor Dostojevskij. Han har en tyngde i måden at behandle emnerne på og har en psykologisk indsigt. Han beskæftiger sig jo med samvittigheden og spænder den ud mellem forestillingen om, at alt er tilladt for nogle mennesker, men at disse mennesker måske alligevel ender med at blive hjemsøgt af en samvittighed. For mig at se er det et studium i, hvad samvittighed er, hvad enten det er en kristen opfindelse eller noget allerede iboende.
Jeg følger også Theis Ørntoft, Christina Haagen og andre danske digtere, der skriver det, jeg vil kalde politisk litteratur uden at give afkald på poesien.
Den type litteratur er jeg meget optaget af. Jeg glæder mig nu også altid til franske Michel Houellebecq. Hans måde at indfange hulheden, tomheden og længslerne i det moderne menneske er eminent – og jeg har aldrig forstået, hvorfor folk har så svært ved at adskille hans private synspunkter fra hans litteratur.
Eller sagt på en anden måde: Hans private holdninger gør ikke hans litteratur mindre. Jeg kan rigtig godt lide hans bog ”Muligheden af en ø”. Houellebecq er optaget af vores angst før døden og vores længsel efter mere meningsfulde fælleskaber, samtidig med at han elsker at udstille vores primitive seksualitet og vores forfængelighed, der hele tiden synes at stille sig i vejen for en mere meningsfuld væren.
Jeg foretrækker afgjort skønlitteratur, men kan godt lide at læse filosofi og sociologi også.
I øjeblikket læser jeg Thomas Gammeltoft-Hansens manual for, hvordan vi løser flygtningekrisen. På teatret Sort/Hvid spiller vi snart flygtningezombiegyseren ”Living Dead” (Levende død, red.) og jeg tænker, at det er en anledning til at gøre status over flygtningekrisen og spørge ind til, om menneskerettighederne stadig har deres berettigelse. Jeg har også lige læst en iransk forfatterinde, Shahrnush Parsipur, der har skrevet bogen ”Kvinder uden mænd”. Den var temmelig fantastisk, fordi den både har en nutidig realisme og samtidig en grotesk magisk realisme med tråde tilbage til ”1001 nats eventyr”. Jeg holder meget af disse eventyr for deres vulgære seksualitet.
Jeg er ikke meget for selvhjælpsbøger og læser heller aldrig manualer. Jeg begår gerne de samme fejl flere gange – nok af samme årsag.
Jeg elsker at læse i tog på rejser.
Der er ro, og man kan ikke distrahere sig selv. Derudover giver bevægelsen bogen en ekstra dimension. En ekstra kulisse. Ellers kan jeg godt lide at læse tidligt om morgenen, før byen er vågnet, før ens sind er forurenet af praktiske tanker. På den måde kan man lige forlænge drømmetilstanden lidt.