Der synes at være hausse i Churchill for øjeblikket. I de sidste par år er han herhjemme blevet genstand for hele tre biografier, og nu er der så kommet hans "Erindringer om den anden verdenskrig". Hans værk om krigen udkom oprindeligt i seks store bind i årene 1948-54 og kom også samtidigt i dansk oversættelse. Hvad der her foreligger, er en komprimeret udgave af det store værk fra fra 1959 .
Nu 47 år senere – og det er egentlig forbløffende – kommer der så en dansk oversættelse, idet første bind frem til juni 1941 foreligger i dag, mens det andet og afsluttende bind skal komme til november. Det hævdes først i bogen, at der er tale om Churchills egen forkortelse, men jeg tvivler. Han var på det tidspunkt 85 år, og det er nok snarere hans stab af sekretærer og "negere", der har stået for arbejdet. Løjerligt er det i øvrigt, at det er et amerikansk forlag, der er indehaver af copyrighten. Er den slet ikke udkommet i England, således at den i virkeligheden et amerikansk forsøg på at presse citronen endnu en gang? Man får den mistanke.
Sammenligner man den oprindelige udgave med den komprimerede, kan man konstatere, at cirka 1500 sider er blevet kogt ned til cirka 500. Ordlyden af det, der er blevet tilbage, er identisk med storværkets – i hvert fald i de stikprøver, som jeg har taget. Når man tager prisen i betragtning og går ud fra, at andet bind vil koste nogenlunde det samme, kan jeg kun råde den læser, der gerne vil have Churchills erindringer i sin bogreol, til at anskaffe den store udgave antikvarisk. Man får mere Churchill for færre penge. Når jeg laver opslag på nettet, ser jeg priser på 600-700 kroner for de seks bind i dansk oversættelse.
Erindringerne har haft stor indflydelse på beskrivelsen af Anden Verdenskrig, dels fordi de kom så kort efter krigen, dels fordi ingen andre af aktørerne i allerforreste linje har givet deres version. Roosevelt var død, og fra Stalin kom der ikke et gny. Nok er alt det, som Churchill skriver, sandt, men det er ikke nødvendigvis hele sandheden. I slutningen af maj 1940 overvejede det britiske krigskabinet i tre dage, om det skulle gå i forhandling med Hitler og dermed slutte fred med ham. Det finder man ikke et ord om. Det havde læserne ikke godt af at vide. Det kunne jo give ridser i den stålsatte beslutsomhed om at kæmpe videre, da England stod alene.
Churchill tog selv et forbehold: "Jeg betegner det ikke som historie, for det må tilkomme en anden generation. Men jeg føler roligt, jeg kan hævde, at det er et bidrag til historien, som vil være fremtiden til gavn." Hvortil man roligt kan føje, at det også var ham selv og hans eftermæle til gavn.
En anden ny bog om perioden kommer fra historikeren Frederik Strand. Med "Førerens germanske arm" fra titlen forstår han SS i Danmark. SS i Tyskland var et konglomerat af mange formationer. I centrum stod Allgemeine SS, eliten af det nazistiske parti, der skulle sikre dets magt i Tyskland.
Afgørende for SS' magt blev det, at chefen for SS, Heinrich Himmler, i 1936 blev gjort til øverste chef for det tyske politi, såvel ordenspolitiet som sikkerhedspolitiet, der var delt i kriminalpolitiet og det hemmelige statspoliti (Gestapo). Strand stiller i indledningen spørgsmålet, om Heinrich Himmler virkelig ikke havde andre planer for Danmark end hvervning til Waffen-SS og har straks svaret parat: SS udøvede fra april 1940 frem til augustoprøret i 1943 "en mere indirekte indflydelse igennem en række SS-officerer, ansat i det tyske udenrigsministerium."
Han nævner dog for den første lange tid kun en enkelt, nemlig SS-Brigadeführer (lig med generalmajor) Paul Kanstein, der skulle kontrollere den indre forvaltning. Kanstein førte imidlertid det tyske udenrigsministeriums politik, der nok ville give det danske nazistparti sin støtte, men ikke indtil videre ændre landets status som "fredsbesat" og formelt selvstændig.
Dette var i overensstemmelse med direktiverne fra Hitler (der nærmest synes at blive borte i Strands fremstilling). Hitler ønskede – med et citat fra november 1940 – ingen "kongekrise". Og derved blev det. Og det ændrede sig ikke fundamentalt, da Werner Best i november 1942 tog over som rigsbefuldmægtiget i Danmark.
Når Strand derfor hævder, at Kanstein og Best altid lod SS' interesser gå forud for udenrigsministeriets, kan man kun konstatere, at så var det da et sært held, at de to instansers interesser var i den grad sammenfaldende. Derudover var SS' aktivitet i de første år koncentreret om stridigheder med det danske nazistparti. SS ville danne et germansk korps som et led i dets drømme om at skabe et storgermansk rige. Frits Clausen, der var dansk og ikke storgermansk nazist, var stik imod, at hans frivillige skulle bruges til det. Denne strid var en blandt flere faktorer, der sled hans parti op.
Efter den 29. august 1943 kom der andre boller på suppen. Best forblev som rigsbefuldmægtiget, men udløste aktionen mod de danske jøder. Hvorfor han gjorde det, er der fremsat mange teorier om, og Strand har også sin. Det tyske sikkerhedspoliti blev installeret i Danmark til bekæmpelse af modstandsbevægelsen, hvad der jo tidligere havde været det danske politis opgave. Hitler dekreterede "modterror", hvilket betød clearingmord og schalburgtage. Der kom en såkaldt "Højere SS- og Politifører" til Danmark i skikkelse af Günther Pancke, og Otto Bovensiepen blev chef for det tyske sikkerhedspoliti. Begge var "rigtige" SS-mænd. Vi får alt dette skildret, men det hele er allerede gjort af Henrik Lundtofte i hans bog fra 2003, "Gestapo", og efter min opfattelse gjort bedre.
Helt uden faktuelle fejl er bogen ikke. Indførelsen af et forsamlingsforbud umiddelbart efter den 9. april var et dansk initiativ og ikke, som skrevet, et tysk krav. Frikorps Danmark blev ikke sendt på orlov i april 1942, men først i efteråret. Andre fejl kunne nævnes.
uWinston Churchill: Erindringer om den anden verdenskrig, bind 1, 1939-41. 512 sider. 450 kroner. Forlaget Rosenkilde.
**Frederik Strand: Førerens germanske arm. 316 sider. 299 kroner. Høst og Søn.