Cirkusrevy uden skarphed

Holdet holder højt niveau, men teksterne svigter i dette års cirkusrevy

Kapelmester, James Price.
Kapelmester, James Price. Foto: Anders Debel Hansen Denmark.

4 stjerner ud af 6

Af Rikke Rottensten

Cirkusrevyen er dybest set i en urimelig konkurrence. Ikke så meget med sine kolleger overalt i landet – som med sig selv. Revyen har haft et enormt højt niveau de seneste fem år: holdet, teksterne, balletten, orkestret og dets kapelmester, James Price. Cirkusrevyen har været et lokomotiv. Den har været med til at give hele revygenren et løft og har været stærkt medvirkende til, at revy nu igen er en væsentlig faktor i det danske kulturliv. Noget, man taler om, vil se, opsøger – uanset alder og socialt ståsted.

Årets revy er også fuldt ud lige så professionel som sine forgængere. Balletten danser suverænt koreograferet af René Vinther. Tak til Cirkusrevyen for at holde fast i dette traditionsrige element af revygenren og for at udvikle det. Balletten giver tempo, energi og tilfører især i år hele revyen et elegant skær af modernitet, uden at det bliver for meget.

Holdet har den optimale sammensætning – man forstår godt, hvorfor Lisbet Dahl som instruktør holder fast i dem. De er så fasttømrede i vores bevidsthed og vores idé om Cirkusrevyen, at det føles helt naturligt og slet ikke som teater, når de rammer revyen ind med at synge, at vi er en stor familie. Sådan føles det rent faktisk! Til og med en gren af familien, hvor man gerne vil være sammen med dem alle. Ingen uheldige onkler eller trælse kusiner her – de er skønne alle sammen, og de er eminente kunstnere.

I år har de så også den allerstørste del af æren for, at Cirkusrevyen holder takten og niveauet. For på tekstsiden er det ærlig talt lidt løst i det. Lidt for professionelt, lidt glat i det, for mange lette grin.

Man savner den skarphed og præcision i sange og sketches, som indimellem har gjort Cirkusrevyen fuldstændig fremragende.

Den skarphed i tekst, udførelse og musikalitet, som for eksempel er til stede i aftenens nok bedste nummer med Ditte Hansen i mere end almindelig pikant kittel som Milena Penkowa. Med hele balletten svøbende sig om de lange strømpeben og med en tekst af hende selv, Louise Mieritz og Tammi Øst, der både er fræk, tankevækkende og peger ud over det dagsaktuelle.

Mens for eksempel Vase og Fuglsangs "Fitness, der rykker"-sketch kun slæbes igennem takket være en altid præcis og hjerteligt morsom Niels Ellegaard, og i deres "Helt almindelig" om sexologen, der gik på hold med Joan Ørting, hørte jeg pludselig den samme meget genkendelige pointe, som jeg havde hørt i et nummer fra Aalborg Vinterrevy et par dage før. Her var det bare en svømmehal i stedet for et supermarked, der var åstedet.

Ulf Pilgaard er selvfølgelig henrivende forvirret og mere storrygende end nogensinde som royal farmor og tvillingesitter – i nøjagtig kopi af Majestætens himmelblå dåbsdragt. Der kommer vittige pointer om moderne, forkælede børn, hvis forældre leger med dem "det havde vi da folk til" fra Carl-Erik Sørensens pen ud af det. Men ellers er det mest småting, revyens store mandlige stjerne har på sit program. Der er ikke det der store nummer til Ulf Pilgaard i denne omgang – superærgerligt, for han er fænomenal, også i de mindre bidder, han får her.

Henrik Lykkegaard har bidraget stort til revyen med tekster og idéer – selvfølgelig dukker der igen et af de uheldige, selvhøjtidelige artistpar i alt for stramt tøj op, som han elsker. Og også gør ret godt sammen med Niels Ellegaard. Han er en utroligt vellignende Thomas Blachman, men i og med at Blachman efterhånden er blevet en parodi i sig selv med sin sorte, tomme snak, så er det unægtelig svært at lave en tekst, der føjer noget til, selvom det er selveste Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt, der er "dumpekandidaterne".

Lisbet Dahl havde fået stemmen igen og er på scenen i topform. Men den største buket roser skal hun have for at have instrueret revyen med den sikkerhed og ekstreme skarphed, som gør, at selv de svage tekster kommer langt bedre i land, end jeg tror, de så ud til på papiret. Det er i de små detaljer, i pauserne, et vrik i hoften fra Niels Ellegaard, en sexet håndbevægelse hos Ditte Hansen, Ulf Pilgaards skarpe, skæve smil, at revyen scorer sine point. Og helt klart er en aften værd.

kultur@k.dk

Cirkusrevyen 2011. Instruktion: Lisbet Dahl. Kapelmester: James Price. Koreograf: René Vinther. Scenograf: Nina Schiøttz. Dyrehavs-bakken indtil den 7. august. Aalborg Kongres og Kulturcenter fra den 31. august til den 4. september.