Prøv avisen

Civilisationens undergang set fra 2014

Theis Ørntoft: Digte 2014. 66 sider. 175 kroner. Gyldendal. Foto: Gyldendal

Theis Ørntofts digte er stilistisk originale og slagkraftige i deres blanding af glødende patos og subtil ironi

I over 150 år siden de franske symbolister Baudelaire og Rimbaud har et yndlingsmotiv i lyrikken været civilisationens undergang. Når dette emne i særlig grad byder sig til for den poetiske genre, skyldes det nok, at der her er frit spil for fantasiens protuberanser, hvor det i ekstatiske, hæslige og infernalske billeder udmales, hvordan det moderne samfund vrider sig i sine sidste krampetrækninger.

Har vi set dette hos centrallyrikere som Henrik Nordbrandt, Søren Ulrik Thomsen og Simon Grotrian, der alle har skabt visionære, nihilistiske særverdener i deres poesi, så har man med Theis Ørntofts Digte 2014 fået en turboudgave af den modernistiske eskatologiske lyrik. Og hvilken udgave!

I Ørntofts poetiske universer følger vi i et og alt drømmens eller mere præcist mareridtets logik. Personer glider sammen, rum og tider imploderer og eksploderer og blander sig med hinanden, og grænsen mellem liv og død opløses. I midten af dette inferno er der alligevel et jeg, der på klassisk centrallyrisk vis holder digtenes forestillingsmønster sammen, om-end man roligt kan sige, at Ørntofts poetiske universer er dissonantiske i en grad, man sjældent har set magen til i dansk digtning. Her kommer for eksempel indledningsdigtet, som man roligt kan kalde en poetisk kæberasler:

LÆS OGSÅ: Kierkegaard og kristendom

I nat, i år/ et sted imellem alle sine atomer/ døde det man kaldte min mor./ Det siges at hun stadig sang mens de skar hende op./ Det siges at olien dryppede fra hendes lever./ Eller det siges / at hun faldt gennem dage og nætter/ indtil floden på bunden/ bar liget med sig ind i junglen./ Det siges, og det er sådan det bliver sandt./ Jeg betragter hendes skelet/ inde i ravklumpen på natbordet/ over tagene bliver himlen bleg./ Så kommer solen.

Hvad adskiller da Ørntofts apokalyptiske visioner fra, hvad man har set før i modernismen fra Rimbaud og Trakl over Lindegren og Malinowski til Strunge og Grotrian? Først og fremmest to ting. For det første er alle de ovennævnte klassiske modernister overbeviste om, at der findes en oprindelig sfære, hvori uskylden, intuitionen, naturen, kærligheden og poesien stadig kan udfoldes, og at den digteriske bevidsthed har en evne til at holde sig fri af civilisationens destruktive kræfter. Sådan er det ikke hos Ørntoft. Her er alt sort, og den poetiske forestillingsevne er inficeret af allehånde mediediskurser og kan ikke isolere sig fra disse. Ja, der trives i hans universer en masochistisk glæde ved at lade kommercielle medieprodukter oversvømme bevidstheden, som så kokser ud i en rablende paranoid exces:

Rambo tager en soldat som gidsel/ Rambo holder ham for munden i det høje græs/ så peger han op på sit ene øje/ se, siger han/ og soldaten suges ind i tunnellen der løber gennem Rambos øje / ind i skoven/ hvor vennerne ligger i små lyserøde kar/ og klipper huller i hinandens hud/så ørred og laks springer.

For det andet er der i Ørntofts dekadente visioner en understrøm af selvironi, som giver dem et liv, der ikke ville have været der, hvis de alene have buldret løs med den heroisk lidende digter-attitude og den profetiske patos, som er dominerende i en del af den klassiske modernisme. Man mærker således punkteringen af alvoren i den følgende passage:

Lad os sætte os her i skumringen og vente på/ at revolutionen griber os./ Lad os sætte os ned med kviksølv i lungerne/ og flyforbindelser i hud og hår/ og læse breaking news.

Eller man får denne herlige, ironiske formulering, hvor en utopi med udgangspunkt i veganisk new age-tænkning foldes ud:

mine børn skal slet ikke vokse op, siger jeg/ de skal vokse væk, langt væk ad vandret/ ind gennem oversvømmede koordinatsystemer/ og ud over grænser for subjektivitet/ planterigets triumf bliver total, siger jeg/ og lader som om det er noget/ jeg har fundet på.

Theis Ørntofts Digte 2014 er en fortræffelig digtsamling: stilistisk original, fan-tasiæggende og slagkraftig i sin blanding af glødende patos og subtil ironi.

kultur@k.dk