Prøv avisen

Civilisationernes sammenstød

Tegning: Peter M. Jensen

"Civilisationernes sammenstød" af Samuel P. Huntington sætter fingeren på tidens ømme punkter. Bogen viser blandt andet, at det er et kulturelt problem, når frihed identificeres som fritagelse for pligt og ansvar over for det fælles

"I den kommende tidsalder vil sammenstød mellem civilisationer være den største trussel mod verdensfreden, og en verdensorden baseret på civilisationer er den bedste forsikring mod verdenskrig."

Med denne prægnante, lettere paradoksale sætning afslutter Samuel P. Huntington sit storværk, "Civilisationernes sammenstød. Mod en ny verdensorden" fra 1996. Sætningen er repræsentativ for den klarhed, hvormed denne skelsættende bog er skrevet.

Det er en bog om verdensordenen, og hvordan vi får en. Ser vi bagud i historien, handler det mest om verdens evige splittelse og samfundenes rivalisering. Det drejer sig altid om magt men også om noget andet. Der er altid et andet tema. I det 18. århundrede var det monarkierne og deres konflikter med gryende republikanske bevægelser. I det 19. århundrede var det nationsbygning, folkeslagenes konstruktion af nationale identiteter. I det 20. de ideologiske konflikter mellem liberalisme, kommunisme og fascisme.

Indtil murens fald i 1989 hvorefter der i et kort, blafrende sekund kunne se ud til at være fri bane fremad mod en konfliktfri fremtid. Hvis Huntingtons bog kan siges at være skrevet op imod en anden bog og sådan forholder det sig ofte med væsentlige bøger er det Francis Fukuyamas bog fra 1992, "Historiens afslutning og det sidste menneske", som måske rettelig burde have heddet "Ideologiens afslutning".

Ifølge Fukuyama havde Vestens værdier nemlig med murens fald sejret så vældigt, at historien var ovre. Det oplyste, liberale demokrati var alene tilbage på valpladsen. Ifølge Huntington er det imidlertid ikke lige det, der ligger for. Det 21. århundrede bliver en tid med mange og dybe konflikter, mener han, og det af en anden art end tidligere. "Brudlinjerne mellem civilisationerne vil blive fremtidens frontlinjer," skrev han i den artikel fra 1993, hvori han først præsenterede sine ideer.

Nationalstaterne vil stadig være aktører i den ny verden efter den kolde krig, men ad andre sigtelinjer. De væsentlige konflikter vil nemlig være mellem nationer og grupper fra forskellige civilisationer. Efter at de andre temaer er ryddet af vejen, er det nu modsætninger mellem civilisationerne, der kommer op til overfladen og sætter dagsordenen. Det er modsætninger, der er funderet i de dybereliggende, ofte ubevidste, "medfødte" kulturelle identifikationer, som netop har en tendens til at dukke op, når alt det andet er ryddet af banen, stimuleret af en teknologisk revolution, som bringer civilisationerne meget tættere på hinanden og på kollisionskurs.

Det var ikke den slags, folk havde mest lyst til at høre, efter at det onde imperium i øst havde afgnavet sine egne tænder. Samuel P. Huntington råbte ulv, og han var budbringeren, som man helst ville lukke munden på.

Oven i købet er de dybe, kulturelle identifikationer forbundet med de gamle religioner, som de fleste havde ment på vej til at uddø. Fremtidens globale konflikter vil involvere de 7-8 store kulturkredse, som Huntington præsenterer i bogen, nemlig en kristen, overvejende katolsk-protestantisk orienteret, vestlig civilisation, bestående af USA, Europa, Australien og Canada, en ortodoks civilisation omkring Rusland og Østeuropa, en kinesisk eller kungfutsiansk civilisation bestående af Kina, Korea, Vietnam og den store kinesiske diaspora i Sydøstasien en japansk civilisation, en islamisk civilisation, strækkende sig fra Nordafrika, over Mellemøsten og Central- og Sydasien, til Indonesien, og endelig en hinduistisk civilisation omkring Indien, en latinamerikansk, og muligvis, som Huntington skriver en afrikansk civilisation.

Set ud fra et vestligt perspektiv og det er stedse Huntingtons perspektiv kommer truslerne især fra den islamiske og den kinesiske civilisation. Den kinesiske er på grund af sin økonomiske og militære styrke på sigt Vestens direkte rival til verdensherredømmet, mens den islamiske "bare" byder på en masse lokale grænsekonflikter som følge af sit enorme befolkningsoverskud. Islams eneste våben er fertiliteten som defineret af den algierske leder Houari Boumédienne, i 1974 i en tale i FN: "En dag vil millioner af mænd forlade den sydlige halvkugle for at tage til den nordlige. Og de vil ikke tage dertil som venner. De vil tage dertil for at erobre den. Og de vil erobre den med deres sønner. Vore kvinders skød vil give os sejren."

Efter terrorangrebet den 11. september 2001 har en forståelse af Huntingtons tese bredt sig. Meget tyder på, at Vesten står over for en epoke præget af et titanisk kaos, som man imidlertid allerede ruster sig til på meget forskellig vis.

De fleste fortrænger på strudsevis det hele ud fra en filosofi om, at så længe bukserne holder, så holder de, og fanden tage de kommende generationer.

Andre fortrænger deres egen kultur og vil for enhver pris forstå og tilpasse sig det truende Andet. Den multi-kulturradikale utopi er, at bare vi ender i store globale cementblandere alle sammen, så kommer vi nok ud i den anden ende som et varmt menneskeligt fællesskab. Det kunne tænkes, at vi kommer ud som forskelsløs beton som en masse, det ikke er værd at leve i.

Atter andre griber bagud og forsøger at genskabe en traditionel selvforståelse. Den vestlige civilisation hvem var vi, hvem er vi, og hvad vil vi egentlig her?

Måske er Vesten sin egen største fjende. Det mere end antyder Huntington. Vestlig civilisation er en kolos på solide larvefødder, men med et lerhoved en økonomisk, teknologisk og militær gigant, men en moralsk og dermed politisk svækling. Der råder en sær mangel på kulturel sammenhæng, selvtillid, fortrøstning og målrettethed.

Det er især Europa, der er Vestens svage led. Tidligere civilisationer er rådnet op indefra, som meget store træer ofte gør tag Romerriget. Europa synes i færd med at nedbrydes i en malende mølle, hvis sten er befolkningsunderskud, indvandring og velfærd.

Indtil for 100 år siden var der en udbredt tiltro til det fælles projekt til forsynet. Den blev sat overstyr i indre nationalistisk, ideologisk rivalisering, og i dag er der ikke enighed om meningen eller vejen, hverken mellem samfundene eller i dem, men der er endelig opnået enighed om ikke at rive hovedet af hinanden.

I det herskende, vestlige verdensbillede er frihed det bedste guld forstået som de "umistelige" borgerlige frihedsrettigheder, som er en utvivlsom del af vores historiske fundament. Umistelige jo, men når en anden kultur ud fra sine helt anderledes værdier kan slippe af sted med at sætte så store spørgsmålstegn ved dem, som det just er sket med ytringsfriheden, så er noget galt.

Det begynder at gå op for os, at en kultur, som kun bygger på frihed, er en kultur på sin dødsrute. Særlig hvis den frihed, der tænkes på, er frihed fra de begrænsninger og hæmninger, de krav, påbud og forbud, som det er nødvendigt at pålægge den enkelte, hvis kulturen skal overleve i den globale malstrøm.

Det er et kulturelt problem, når frihed identificeres som fritagelse for pligt og ansvar over for det fælles. I den vestlige kultur finder en stadig mere skærpet kulturkamp sted mellem en (fælles) pligtkultur og en (individuel) rettighedskultur. Balance mellem de to har historisk været en forudsætning for sammenhæng og fremgang, men gennem det sidste halve århundrede er balancen skredet dramatisk .

Resultatet er et samfund, der mere og mere ses som en affyringsrampe for den personlige raket. Men en kultur, hvor de unge ikke længere har noget at lære af de ældre, er en dødsmærket kultur. Det er en kultur, hvor historien mister autoritet, hvor der ikke længere er noget fælles projekt, der indbefatter ufødte, levende og døde.

Der skal mere end frihed og individuelle rettigheder til, hvis kulturen skal modstå trykket ude- og indefra. Det må handle om frihed til noget meningsfuldt fælles, ellers ender det i atomisering.

Et sted i den store forandringsproces mistede europæerne følingen med vertikaliteten i kulturen. Forståelsen af "oppe" eller "nede" svækkedes, også moralsk, der er ikke længere noget, som ligger fast, og som den enkelte forventes at stræbe hen imod eller at holde sig væk fra. Kulturrelativismen er nærmest total vi har alle "meninger", og den ene er lige så god som den anden.

Det ligner ytringsfrihed, men føles ofte som babelsk forvirring.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

bøger der ændrede historien

*Denne artikel var den sidste i sommerserien Bøger der ændrede historien.

Læs tidligere afsnit i serien på www.kristeligt-dagblad.dk.