Prøv avisen

Claussens ord er diamanter

SophusClaussen (1865-1931) er kendt som Danmarks store symbolist og kaldes ofte ""digternes digter"". Han har inspireret talrige danske forfattere, og præsenteres nu i et stort udvalg ved Jørgen Hunosøe, hvor nye Claussen-læsere kan begynde, og gamle få genopfrisket mesterens vers, temaer og klange.

BØGER: Et fornemt udvalg af 200 Sophus Claussen-digte med forord af Johannes Møllehave er udkommet. Her følger en Claussen-beundrers hyldest

"Det er som fan af diamanter som dine, jeg kender den sved, de tier om". Sådan skrev Per Højholt i 1978 i digtet "Månens gestus. En Sophus Claussen-identifikation".

Disse diamanter finder man overalt i Claussens digte som små og store ordvalg, der er så rammende og præcise, at de synes at være "Ord, der har fem Fingre paa hver Haand", som der står i "Heroica". Og diamanter er de, fordi de valgte ord eller rim er som dykænder, som man aldrig ved, hvor de dukker op igen (Tom Kristensen). Claussens ord kan det mærkværdige, at de kan vokse med betydning under deres almindelige overflade.

Som 52-årig i 1917 skrev han f.eks. som indledning til "Mennesket og digteren": "Floder har vi gennemvadet, Sorg, som aldrig er forbi,/ jeg, som altid før har hadet alt forbandet Rimeri,/har ved Rim nu gjort mig fri./"

Her står det klart og tydeligt, at han ved hjælp af ord, ved at skrive og sige dem, ved at sætte dem i mønster som rim, har fundet et middel til at frigøre sig fra sorgernes pres. Og sådan er det hos Claussen – det drejer sig om at finde ord, lade sig overraske af ords forbindelser og lade den skjulte viden i disse ord være en visdom for sindet: "en Dumhed bragt i Form, det er en Tanke .../naar Verset ryster stolt sin Løvemanke."

Hvor mange af vores store erkendelser er ikke startet som en såkaldt dum undren? Kender man til denne skjulte relation mellem dumhed og klogskab, så forstår man, hvorfor Claussen kunne sætte videnskab og kunst under samme kuppel, hvor vi alle med forskellige tilgange "stammer med paa Verdensgaaden". Der er ingen grund til hovmod på egne vegne, så længe denne verdensgåde ikkeløst.

Men er der alligevel ikke en fællesmenneskelig længsel efter at løse den? Har vi ikke alle på et eller andet tidspunkt i vores liv følt, at vi var tæt på indsigt, følt vores eget geni og har kunnet bede med Claussen: "Ak giv mig som Afgrunds- og Himmel-stormer/det Greb, som kan knytte de tusinde Former,/ Den Kløgt, som faar Livsens Guldnøgler givet,/kongelig uden at sparke til Livet,/". Digte er for Claussen forsken i poesi på linje med videnskabelig søgen. Han fandt ud af ting om sig selv i digtet, som han ikke vidste forud, og det var ordenes glemte betydninger, der skabte denne viden ved at glitre i nye vinkler i metrets og rimenes nødvendighed. Her på disse steder i digtet skulle et ord falde, som var ukendt, før det blev kaldt frem af krav som tema, klang og billedværdi.

Tror man nu, at Claussen til daglig gik rundt og talte om "Livsens Guldnøgler", så tager man fejl. Nej, digtet gjorde sådanne gammelmodige ord brugbare på ny. Og al den tale om konger, guder, dæmoner og hekse, som er hos Claussen, er gennemskuelige billeder for menneskelige forhold omkring 1900, som digtets fortidsscene, dets forbandede rimeri, kalder frem og frigør sig ved, netop ved at se ligheden mellem det moderne banale og det hekseagtige fortidige. "Djævlerier" kaldte Claussen sin joviale, søgende omgang med de farligste gifte i digtets afspærrede serum-rum.

Undskyld, at jeg i det foregående har ladet mig rive med af en begejstring for Sophus Claussen, som har fulgt mig, siden jeg opdagede ham i 1966. Anledningen til lovsangen er en ny udgave af 200 Claussen-digte ved Jørgen Hunosøe med forord af Johannes Møllehave.

Heri taler Møllehave om Claussen-broderskabet, alle os der ved at citere en linje kalder digtet frem i de andre Claussen-elskere. Men det rummer jo også faren for, at vores indspiste lovprisning af forfatterskabet støder nye læsere bort. Et forfatterskab besat af gamle og gammelt som dem! Jeg håber ikke at have bekræftet en sådan fordom, men ville blot videregive, at Claussen er et fond af ord, der er gode at have i hovedet, når ikke andre ord vil melde sig. Jeg har under mange stormvejr i provinsen ligget under et hustag og gentaget, medens det knagede i spærene :

"Der raser et Uvejr om Husets Gavl./hvad nævnte du David?– Her trøster sig Saul/ hos Endors gentileste Hexe./ Lad David med Jødernes exe!" ("Hos Hexen i Endor"). Mærkeligt at man kan finde glæde ved et vers' overensstemmelse med et vejrfænomen. Verset giver på sin vis navn til spærenes knagen, dets udtryk falder som ordsprog eller salmevers på deres rette sted, gammelkendte og dog nye, fordi de trækker den største verskunst med sig lige ved siden af deres enkle rim (Gavl-Saul, Hexe-exe). At få et ord som "gentileste", dvs. venligste, ind i et vers, det er kunst – og disse ord ophøjer mit lille ligegyldige private stormvejr til en verdensbegivenhed et lille øjeblik.

Man bliver i Claussens sprog en smule større, end man egentlig er ved at nyde en smule af "Det aandelige Overskud", vi alle besidder som sprogudøvere. Hvorfor ikke med Claussen vælge det "forbandede Rimeri" – og se os selv omgivet af ord, der nikker til vores måske overdrevne betydning. Det er trods alt en opmuntrende frihed et vers tid mellem floder af sorger.

Sophus Claussen: Afrodites dampe – og 199 andre digte. I udvalg ved Jørgen Hunosøe. Med forord af Johannes Møllehave. 448 sider. Indbundet. 250 kr. Forlaget Tiderne Skifter.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Hos Claussen drejer sig om at finde ord, lade sig overraske af ords forbindelser, og lade den skjulte viden i disse ord være en visdom for sindet. Her ses J.F. Willumsens billede med titlen: ""Sophus Claussen læser sit digt ""Imperia"" for Helge Rode og Willumsen"", fra 1915.